Cancer Patienthistorier Overvandt Kræft Gennem Alternativ Behandling

Cancer Patienthistorier
Overvandt Kræft gennem Alternativ Behandling

Cancer Patienthistorier - overvandt kræft gennem alternativ Behandling
Cancer Patienthistorier – Det er vigtigt at bevare håbet

Cancer Patienthistorier er  beretninger fra nær og fjern fra patienter som har fået diagnosen cancer.

Fælles for dem alle er, at ændringer i livsstil, optimisme og alternativ behandling er stærkt medvirkende til at de har overlevet sygdommen.

Disse Cancer Patienthistorier er ikke ment som et middel til at udvælge den rigtige alternative behandling i sig selv. Selv hvis en metode kun virker i 10% af tilfældene kan der sagtens findes bemærkelsesværdige helbredelseshistorier.

Det er derfor vigtigt at man søger information flere steder for at finde en passende behandling.

Hvis man har fundet en passende cancerkur, kan det være meget opmuntrende at læse Cancer Patienthistorier for den pågældende type kræft

Nedenstående Cancer Patienthistorier er fra  “Ulydige Kræftpatienter – Dige og Birkelund ” Bogen er udsolgt fra forlaget, men “Kræftmirakler” “af Ulrik Dige er stadig tilgængelig. (Ureadigeret (bortset fra overskrifter og fremhævelser)

Asta Nielsen f. 1937

Diagnose: Knoglemarvskræft (Myolemetose)

Alternativ beh. Kostændringer Mistelten og akupunktur

Asta har i næsten 7 år levet med knoglemarvskræft. Lægerne regnede med, hun kunne leve i maximalt 3 år. Asta sagde nej til den traditionelle behandling og har i stedet fået behandling med bl.a. mistelteninjektioner og akupunktur. Hun har ændret meget på sit liv og klarer sig godt, trods tilbagevendende smerter.

Astas historie er skrevet dels som interview, dels af Asta selv:

Diagnotificeret Knoglemarvskræft

Jeg fik diagnosticeret myelomatose i april 1986. Jeg havde haft smerter hele vinteren og fik stærke gigttabletter, men følte ikke, at de havde nogen effekt. Tredje gang jeg kom til lægen, sagde han, at der sikkert var en psykisk overbygning på mine smerter. Jeg bad om at få taget nogle blodprøver, og de viste en meget høj blodsænkning. Jeg blev undersøgt for gigt, men det viste sig hurtigt, at det ikke var gigt. Jeg fik taget en prøve af knoglemarven i brystbenet, og fik diagnosen knoglemarvskræft, myelomatose. Det er en sjælden kræftform, som kun rammer ca. 250 danskere om året, ogbehandlingsresultaterne er ikke særlig gode.

Forventet levetid 2-3 år.

Jeg havde diffuse smerter i ryg, hofte og ben, men følte mig ellers sund og rask. Jeg har ikke før haft alvorlige sygdomme, men har også altid forsøgt at leve af en sund kost, og jeg har ikke røget.
Jeg kom hjem fra sygehuset med den besked, at jeg skulle til videre behandling med kemoterapi og prednison på Viborg Sygehus, men der var 3 ugers ventetid. Jeg har forlangt fra starten at få ren besked: det var alvorligt og stærkt invaliderende og jeg kunne forvente 2-3 års levetid, fik jeg at vide. Lægerne frarådede mig at læse faglitteratur om sygdommen, da der var ret nedslående resultater med behandlingen, men de sagde også, at de var blevet dygtigere til at behandle sygdommen.

Økologisk Vegetarkost og Humlegården

3 ugers ventetid er alt for lang tid, når man er alvorligt syg, og tiden måske er kort. Jeg tog derfor på Humlegården og kom i behandling med vegetar kost, mistelten, echinacin og flere homøopatiske præparater som injektion, som jeg gav mig selv.

I bedring

Da jeg kom til sygehuset 3 uger efter, var mine blodprøver blevet så meget bedre, både blodprocent og leukocyttal, at overlægen mente, at jeg ikke skulle i behandling alligevel! Jeg kunne nøjes med at gå til kontrol, og jeg følte mig som født påny. Jeg havde fået bevis på, at det nyttede at gøre noget selv, og at den behandling, jeg havde fået på Humlegården, virkede.

Jeg lever nu på økologisk dyrket vegetarkost, og det har ikke været noget afsavn at undvære en normal kost, da jeg kan mærke, at jeg får det meget bedre med vegetarkosten. Det, at jeg var sygehjælper og havde arbejdet på en fysiurgisk gigtafdeling, har nok gjort, at jeg fra starten var sikker på, at jeg ikke skulle ind at have en hel masse medicin. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg blev syg, ville jeg tage på Humlegården og ikke vente, til jeg havde prøvet noget andet først og måske var opgivet af lægerne.

Lægen på Humlegården gav mig en optimisme, men sagde også, at jeg var for rar og beskeden til, at jeg kunne blive rask. Men han kendte mig ikke og vidste ikke, hvor stædig jeg er! Selvom jeg klarede mig godt med den alternative behandling, var de på hospitalet i starten kolde og afvisende over for mig, men efterhånden lærte de mig at kende og blev interesseret i, hvad jeg gjorde, og de blev mere imødekommende og venlige.

“Den første læge, som jeg fortalte, at jeg havde været på Humlegården, blev simpelthen så vred på mig over, at jeg kunne tage sådan noget gift som mistelten. Jeg svarede, at så vidt jeg vidste, var kemoterapi også den rene gift! Så fik han travlt med at vise mig ud til blodprøver”

Da jeg kom hjem fra Humlegården første gang i 1986, havde hospitalet ingen kommentarer til, at blodprøverne var blevet så fine, at jeg ikke behøvede at få kemoterapi. De mente, det var en tilfældighed. Jeg skulle i hvert fald ikke tro, at det hjalp, det jeg selv gjorde. Den første læge, som jeg fortalte, at jeg havde været på Humlegården, blev simpelthen så vred på mig over, at jeg kunne tage sådan noget gift som mistelten. Jeg svarede, at så vidt jeg vidste, var kemoterapi også den rene gift! Så fik han travlt med at vise mig ud til blodprøver. Et par måneder senere mødte jeg ham i Brugsen, hvor han dog sagde, at det var rart at se, at jeg havde det så godt.

Jeg var 48 år og arbejdede som sygehjælper, da jeg blev syg. Først fik jeg sygeorlov, men var godt klar over, at jeg ikke ville komme i arbejde igen. På plejehjemmet, hvor jeg havde arbejdet, kom jeg ofte på besøg, og bevarede kontakten til de gamle kollegaer og beboerne, som nu gav omsorg til mig, hvor det før var omvendt. Nu får jeg førtidspension, og det er jeg glad for. Jeg skal ikke mere bruge mine kræfter på arbejde, men kan bruge dem på mig selv til at blive rask. Trods alt blev det en god tid, jeg fik mange dejlige breve, kærlige knus og gode ønsker. Jeg vidste ikke, at det betød noget for så mange, hvordan jeg havde det. Det gav livsglæde og energi.

Jeg har ønsket hele tiden at få „sandheden” at vide om min sygdom. Jeg bryder mig ikke om den tanke, at alle andre end én selv skal vide, hvordan det står til. Jeg har også sagt det rent ud, når nogen har spurgt, hvad jeg fejlede, selvom nogle er blevet chokeret.

Venner og naboer har været en god støtte, hvis jeg havde brug for at snakke. Det kan ske, at jeg møder bekendte, som ikke har set mig en tid, og de udbryder: Du ser jo godt ud! – som om de havde forventet at se et levende lig. Så kan der godt fare en lille trold op i mig, og jeg spørger, om jeg da ikke altid har set „godt ud“.

Jeg blev ved med at gå til kontrol på hospitalet, fik jævnligt taget blodprøver og en gang om året røntgen af ryg og hofte samt knoglemarvspunktur. Punkturen ønsker jeg ikke at få taget igen, da den beskadiger knoglen, og når jeg alligevel ikke vil have kemobehandling, har jeg ikke noget at bruge undersøgelsesresultatet til. I dag er der ikke flere kræftceller i knoglemarven, end da jeg blev syg i 1986. Jeg har haft det godt de første fem år. Flere gange har jeg været på Humlegården, hvor jeg får reguleret min naturmedicin. Lægen på Humlegården får resultaterne fra undersøgelserne på hospitalet, så det samarbejde fungerer godt.

Til datterens bryllup

I efteråret 1990 fortalte min datter mig, at vi skulle have bryllup til foråret. Det var jeg selvfølgelig glad for, men også noget betænkelig. Jeg vidste jo, at 5 års levetid med min sygdom er meget usædvanlig. Min blodprocent var ikke god, men jeg overbeviste dog mig selv om, at jeg nok skulle klare at være med til deres bryllup.

Jeg var igen en tid på Humlegården, hvor lægen anbefalede mig at prøve behandling med erythropoetin, et stof som skulle påvirke knoglemarven til at producere røde blodlegemer. Overlægen på sygehuset indvilgede i at anbefale det over for amtet, så jeg ikke selv skulle betale det. Jeg fik kun lov at prøve det i fire måneder. Det gav ikke de store udsving i blodprocenten, men jeg ville dog gerne have fortsat forsøget lidt længere.

Vi fik holdt et dejligt bryllup, og jeg var lykkelig for at kunne være med og følte ikke på noget tidspunkt i forberedelserne, at jeg havde misbrugt mine ressourcer. Alligevel havde jeg opbrugt mine kræfter.

Kemoterapi og for alvor syg

“Jeg fik udleveret en pjece, men i den stod der ikke noget om langtidsbivirkningerne af kemoterapien, kun om kvalmen”

De dårlige tal for 5-års overlevelsen spøgte nok også i min indre bevidsthed. Jeg fik influenza for første gang i de 5 år og tiltagende smerter i brystet, sikkert på grund af den lave blodprocent, som var helt nede på 4,1. Jeg fik blodtransfusion og indvilgede i at få kemoterapi og prednison behandling. Jeg prøvede positivt at gå ind for behandlingen, at overbevise mig selv om, at det måtte være det rette for mig nu. Jeg fik alkeran tabletter (kemo) og prednison (binyre- barkhormon) i støddosis. Prednison skulle være smertestillende og hjælpe på de røde blodlegemer. Bivirkningerne var der ingen, der talte om. Jeg fik udleveret en pjece, men i den stod der ikke noget om langtidsbivirkningerne af kemoterapien, kun om kvalmen

Stop for kemoterapi

Hvis jeg ikke havde været syg før behandlingen, blev jeg det i hvert fald nu. Jeg fik ligesom elektriske stød ned langs rygraden, og kunne ikke bevæge mig uden store smerter. Jeg blev indlagt på hospitalet i 14 dage og fik meget smertestillende medicin, bl.a. morfin, men det kunne ikke tage mine smerter. Efterhånden blev det bedre, og jeg fik 14 dages ophold på et rekreationshjem. Her var jeg smertefri i fire dage, og jeg bestemte, at jeg ikke ville have flere kemobehandlinger, men overlægen fik mig alligevel overtalt, for det var ikke sikkert, det ville blive så slemt igen.

Han kunne ikke sige, om det var sygdommen eller behandlingen, jeg var blevet så syg af. Det var meningen, at jeg skulle have kemokur i 2 år, løbende med 6 ugers pause mellem behandlingerne.
Jeg fik de samme smerter igen ved den anden behandling. Det, der havde været vigtigt for mig før: at jeg selv kunne gøre noget, var nu helt udelukket. Jeg fik ikke lavet den sunde mad, som jeg skulle komme til kræfter af igen. Jeg sad i en tabletdøs og talte timerne til de næste tabletter. Jeg kunne simpelthen ikke klare det og bestemte, at selvom jeg så skulle kravle herfra, så var jeg nødt til at trappe ud af de tabletter. Jeg sagde nej til flere kemokure og fik altså kun kemo i 6 uger, hvor det var planen, at jeg skulle have haft det i 2 år.

Smertefri med akupunktur

Kort efter den sidste kemokur startede jeg i behandling hos en akupunktør i Sønderjylland. Jeg var tidligere blevet anbefalet at gå til akupunktur hos ham, da han skulle have gode resultater med kræftpatienter. Allerede første behandling tog toppen af mine smerter. De elektriske stød, jeg havde ned langs rygraden, forsvandt, og efter 10 akupunkturbehandlinger behøvede jeg ikke mere smertestillende medicin, som hospitalet ellers ville give mig så meget af, som jeg overhovedet ville have. Men jeg ville ikke leve i en medicindøs.

“For mig virkede behandlingen på hospitalet meget som forsøg – de kunne ikke fortælle mig om andre, som behandlingen havde virket på”

For mig virkede behandlingen på hospitalet meget som forsøg – de kunne ikke fortælle mig om andre, som behandlingen havde virket på. Jeg fik ikke større tillid til deres behandling end til de alternative behandlere. De kunne ikke sige mig, om det var sygdommen eller behandlingen, jeg blev så dårlig af. De mente nok, at det var sygdommen, men jeg følte selv, at så fremskreden var sygdommen altså ikke. Jeg følte, at jeg nok skulle komme ovenpå igen, og det sagde jeg til en læge, der kom ind på stuegang. Hun kiggede på mig, trak på skuldrene og gik uden et ord! Jeg blev gal og tænkte, jeg skal vise dem, at jeg kommer op igen! Man har ikke meget at have sin optimisme i, når man er indlagt.

Venepunpegymnastik og Visualisering

Jeg trænede mig selv op igen, bl.a. med venepumpegymnastik, som jeg har lært på Humlegården, og sammen med akupunkturen hjalp det mig i gang igen. I 1991 begyndte jeg også at bruge bånd med visualiseringsøvelser for at styrke immunforsvaret og dæmpe smerterne. Mine leucocyttal er blevet bedre efter dette. Jeg har erfaret, at det er vigtigt at høre båndet regelmæssigt, mindst én gang dagligt og bedre to gange.

Jeg har været heldig med valget af alternativ behandling, først på Humlegården med homøopatisk medicin og nu med akupunktur. Ved begge behandlingsformer har jeg straks kunnet mærke bedring. Jeg ville godt have undværet de to kemobehandlinger, men nu har jeg vished for, at jeg ikke skal i kemobehandling igen. Det nægter jeg simpelthen.

Lungebetændelse og jordstråler

I juli 1991 fik jeg blodtransfusion for første gang (inden kemoterapien), fordi min blodprocent var så lav. I maj 92 fik jeg igen blodtransfusion. Jeg havde stærke smerter i brystet, og det viste sig senere at være en lungebetændelse, som jeg måtte have penicillin for. Jeg var på min ferie i Schweiz styrtet på skiene og havde fået en revne i brystbenet. Desuden fandt jeg ud af, at der var stærke jordstråler ved min seng, lige over brystområdet. Begge dele kan være årsag til min dårlige lungestatus. Selvom jeg kommer hjem med dårlige resultater fra undersøgelserne på hospitalet, lader jeg mig ikke slå ud af det, men forsøger at gøre min kost og mine livsvaner bedre.

“jeg har sagt, at selvom de ikke kan dele min optimisme med mig, så skal de ikke pille den fra mig, for måske ligger min helbredelse netop i min optimisme”

Lægerne mener dog ikke, det nytter ret meget, det jeg selv kan gøre, og ønsker at jeg skal i prednison behandling. Men nu har vi fået en god snak, og jeg har sagt, at selvom de ikke kan dele min optimisme med mig, så skal de ikke pille den fra mig, for måske ligger min helbredelse netop i min optimisme. Lægerne kan godt se, at jeg har det godt, og de indrømmer, at de ikke har bedre resultater med traditionel behandling. Jeg har hele tiden haft en god livskvalitet, og derfor har de heller ikke kørt hårdere på mig for at få mig i kemobehandling. Efter vores sidste snak skal vi ikke drøfte kemo og prednison behandling mere.

Jeg fortsætter med akupunktur en gang om ugen, tager den homøopatiske medicin og vitamin- og mineraltilskud. I perioder tager jeg russisk rod eller gelé royale – det hjælper på trætheden. Jeg fortsætter også med vegetarkosten og får et glas friskpresset gulerodssaft om dagen. Det er vigtigt, at det er økologiske råvarer, når man får det i så store mængder. Føler jeg trang til et stykke kage eller andet usundt, spiser jeg det, men jeg har det bedst med vegetar- kosten. Jeg tager også selv min mad med, når jeg er inviteret i byen. Jeg har kunnet gennemføre kostplanen, fordi jeg virkelig kan mærke, at jeg har godt af den kost.

Jeg har for det meste med lidt hjælp kunnet klare mit store hus og min store have. Jeg har tidligere været spejderleder, og jeg blev spurgt igen, om jeg ville hjælpe med juniorerne. Det var rart at komme tilbage og mærke, at der var brug for mig endnu. Jeg har også gået til voksenundervisning og taget tysk 8.,9. og 10. klasse og dansk 10. klasse, så der er altid nok at gå i gang med. Til eksamen i 10. klasse dansk skrev jeg et projekt om at være alvorligt syg. Det var godt at få arbejdet med det – på den måde fik jeg vendt mange ting.

Seperation

Jeg lærte efterhånden at blive fortrolig med min sygdom. Den skræmte mig ikke mere, men jeg havde ikke overskud til også at hjælpe min mand. Hans bekymringer var for store til, at han kunne dele min optimisme. Vi blev separeret i efteråret 1991. Jeg var på vej ud af ægteskabet, før jeg blev syg, men lægen rådede mig til at stille skilsmissen i bero. Jeg har fire børn, de to yngste boede hjemme, da jeg blev syg, og de var alle søde til at hjælpe og støtte mig. De støttede mig også i, at jeg valgte alternativ behandling. Men indimelem giver de også udtryk for, at jeg lukker mig inde i mig selv og ikke vil erkende, at jeg har det dårligt. De bor langt væk og kan ikke følge mig i det daglige. Jeg har nu skrevet et brev til dem, hvor jeg blandt andet prøver at forklare dem, at selv om de synes, jeg påtager mig ting, som de ser som en belastning for mig – som om jeg skal præstere noget over for mig selv og andre – så er det for mig en stor glæde, i de perioder hvor jeg har det godt, at kunne gøre ting, som jeg ellers har været afskåret fra på grund af min sygdom.

Jeg har også forklaret dem, at selv om man er syg og har mange smerter, kan man godt føle sig glad (det ville jeg heller ikke have troet, før jeg selv havde oplevet det). Ved at jeg er glad og positiv, får jeg også noget godt igen. Som Johanne Louise Heiberg engang skrev: „Hvad formår et menneske ikke, når sindet er løftet, og hvor lidet, når det er nedbøjet.”

Støtte i religionen

Da jeg blev alvorligt syg i 1991 og kom på hospitalet, havde jeg sagt til børnene, at de ikke behøvede at komme over hals og hoved, men lige pludselig stod de der bare – og det var som om det betød et vendepunkt for mig. De viste, at det betød noget for dem, hvordan jeg havde det, og jeg kom op igen, selvom jeg havde været langt ude og haft mange smerter.

Jeg har en kristen og grundtvigiansk baggrund, og det har støttet og glædet mig, at mine forældre og andre har bedt for mig. Det har været min ledetråd, at du kan ikke lægge en alen til din livsvej ved at bekymre dig, men du kan lægge alt i Guds hånd. Det har givet mig styrke. Også da børnene var yngre og rejste meget, indså jeg, at jeg ikke kunne gøre noget godt for dem ved at bekymre mig. Kristendom er dog ikke bare at sætte sig hen med hænderne i skødet. „Stol på Gud, men husk at ro selv“ er en god leveregel, som jeg læste engang.

Jeg tror den religiøse forståelse hjælper mig, den giver mig livsglæde og styrke. Jeg vil gerne leve, men er ikke bange for at dø. Jeg bruger ingen energi på at være bange for at dø. Det er jeg kommet igennem, og det tror jeg, gavner mit helbred. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal sørge over mig, når jeg er død, men jeg vil gerne, at de vil kunne glædes over, at de har haft mig.

Jeg er glad for, at jeg valgte alternativ behandling. Det ønsker jeg ikke at gøre om. Men jeg har ikke, som mange behandlere mener, man bør gøre, gået tilbage og arbejdet med fortidens traumer. Jeg kan ikke gøre noget ved fortiden. For mig drejer det sig ikke om, hvorfor jeg er blevet syg, men hvordan jeg kan blive rask. Det er ens eget ansvar, at man har samlet alt for mange knuder inden i sig, det kan man ikke lægge over på andre.

Selvfølgelig vil jeg gerne fortsat være rask, men sygdommen har også givet mig meget godt – jeg har lært at glædes over mange ting, som før var en selvfølge. Det var også med stor glæde jeg i marts 1992 rejste til Schweiz for at besøge min datter, og vi stod på ski sammen. Jeg er ingen god skiløber, men det frydede mig, når vi bare løb der- udad i det solbeskinnede snelandskab. Jo, jeg havde drømt om det, da jeg ret hjælpeløs lå på sygehuset. Det blev til virkelighed, og jeg sendte en hilsen til sygeplejerskerne, som glædede sig på mine vegne. Nu har min søn deklareret bryllup til sommer, og der har jeg en aftale med Jonathan, mit barnebarn på 6 år. Vi skal danse sammen!

Tanker i efteråret 1989:

Der er noget vemodigt i efterårsskoven, alt visner og forgår, visner jeg også i denne vinter? Men som efterårsskoven i sin strålende farve- pragt har suget al saften af bladene, derfra de skønne farver, så tænker jeg: Jeg har drukket af sommerens solskin, spist af sommerens frugter, lyset vender tilbage, det bliver forår med lys og varme igen. Håbet må vi ikke miste. Du skal leve, mens du endnu lever.

Senere læste jeg dette, skrevet af Goethe for 200 år siden (menneskenes skæbne forandrer sig ikke):

„Sommetider minder vores skæbne om et frugttræ ved vintertide. Hvem skulle tro, at disse grene atter vil grønnes og blomstre? Men vi håber det, vi ved det.“

Lægelig kommentar:

Kun 10-15 % af patienter med Astas sygdom lever 5 år efter diagnosen og traditionel behandling. Hendes ukuelighed og selvindsigt er imponerende. Asta har åbenbart været i stand til at holde sygdommen i skak ved at styrke sig selv. Som læge kan man ikke undgå at blive klogere af hendes bekendtskab!

Bodil Svenningsen f. 1948

Diagnose: Lungekræft

Alt. Behandling: Akupunktur og Visualsering mm.

Bodil har levet i snart 3 år efter diagnosen lungekræft (“oat cell“ cancer som meget få overlever), og lægerne havde regnet med, at hun ville leve i 3 måneder. Hun har svære bivirkninger efter den lægelige behandling, som hun har suppleret med akupunktur. Hun lever i dag et godt liv, trods eftervirkningerne af behandlingerne.

Jeg fik diagnosticeret lungekræft i april 1990. Ca. 9 måneder før havde jeg fået infektioner i halsen, som ikke ville gå væk. Jeg rendte til læge en 4-5 gange, og i starten mente han, at det var infektioner, men senere mente han, det var „nerver” og gav mig nervepiller.
Derefter kom jeg til tandlæge, som mente, at kæben måske var ved at skride. Jeg blev også undersøgt af en ørelæge, men ingen kunne rigtigt gøre noget.

En aften jeg var i byen, ude at danse, blev jeg pludselig dårlig. Jeg fik ondt i højre arm og klemmen ind ved brystet, efter jeg havde været ude at danse „rock og rul“. Jeg kastede også op og sagde til min mand, at nu gik jeg hjem. Jeg troede mine muskler var gået i krampe. Jeg har haft fibromyalgi i mange år, og det kan sommetider give nogle mærkelige symptomer. Det tog mig halvanden time at gå hjem, hvor turen normalt tager 10 minutter. Min søn var hjemme og hjalp mig på skadestuen. Her fortalte de mig, at jeg havde lungebetændelse, der var to pletter på lungen på røntgenbilledet. Jeg blev sendt hjem og lå hjemme i fire døgn, men jeg havde det stadig meget dårligt. Det brændte nærmest indeni. Vi ringede efter vores egen læge, som mente, der måtte være noget andet galt og indlagde mig.

Diagnose: Lungekræft

Den første læge, som jeg nu kom til at tale med på hospitalet, så anderledes på mine symptomer, og undersøgte mig for en blodprop i hjertet, og det viste sig så dagen efter, at det var det, jeg havde. Jeg synes, det var for galt, at der skulle gå en hel uge, før de fandt ud af, at det var en blodprop. Jeg kunne jo være død i mellemtiden.

De røntgenfotograferede mig igen og så de to pletter, men sagde ikke noget til mig, selvom de havde deres anelser. Jeg blev sendt hjem efter 8 dage og skulle komme igen til kontrol en måned efter. Jeg havde det stadig ikke godt, og min egen læge sørgede for, at jeg blev indlagt igen. Jeg hostede meget, og der blev taget nogle prøver af det, jeg hostede op. Så fik jeg at vide, at jeg havde lungekræft. De havde godt vidst det, men ikke villet sige det til mig, da de mente, det var for meget for mig ovenpå blodproppen.

Den læge, der fortalte mig, at det var lungekræft, sagde også, at det var den slemme lungekræft. Jeg sagde ikke noget, og han spurgte mig, om jeg ikke skulle græde. Jeg blev vred – det skulle han ikke bestemme. Så jeg gik ned i cafeteriaet og fik en kop kaffe og en smøg. Så kom lægen derned med en sygeplejerske og en sprøjte med noget beroligende, som de mente,jeg måtte trænge til. Men det ville jeg ikke.

“Vi fik igen at vide, at det var den grimme lungekræft, og at kun 1 ud af 10.000 overlevede”

Jeg prøvede at ringe til min mand, men han var ikke hjemme. Jeg synes, de skulle have ventet med at fortælle mig det, til min mand var der. Heldigvis kom min søn på besøg kort efter, og så hylede jeg som en stukket gris. Senere kom min mand også, og sammen talte vi igen med lægen. Vi fik igen at vide, at det var den grimme lungekræft, og at kun 1 ud af 10.000 overlevede. Det slog bunden væk under mig, og min mand blev gal, og spurgte hvorfor lægen sagde det. Lægen sagde så, at det fortrød han egentlig også, for det var jo kun statistik. De ville behandle mig med stråler og kemoterapi, men kunne ikke love mig noget som helst. Jeg blev scannet for at se, om der var metastaser andre steder i kroppen, men det var der ikke. Jeg fik også taget rygmarvsprøve, men der var heller ikke noget galt.

Kemoterapi og Stråling

Lægen var meget kold og arrogant i starten, men efterhånden lærte jeg ham at kende, og han viste sig faktisk at være alletiders.
Næste morgen startede jeg så med at få kemo. Det var flydende kemo, som det tog en time at få ind i årerne. Jeg blev ikke særlig syg af det, og næste dag blev jeg sendt hjem, og jeg har ikke været indlagt siden. Jeg fik 6 kemobehandlinger med 3 ugers mellemrum. Jeg fik også 10 strålebehandlinger, hvor jeg fik 7 minutter på hver side af kroppen, altså 14 minutter i alt hver gang. Det er en meget stor dosis. (Normalt tæller man stråledoser i sekunder.) Mens jeg ikke blev sær- lig syg af kemoterapien, blev jeg det godt nok af strålerne. Da jeg havde fået stråler 4 gange kom jeg i tvivl, om det var det rigtige. Jeg kunne mærke, der skete noget meget dårligt indeni mig, selvom huden på det tidspunkt endnu ikke var forbrændt.

Hjulpet af Akupunktur

“Jeg fortalte, at jeg havde været til akupunktur, og lægen sagde, at det var penge lige ud af vinduet, selvom han kunne se, at det havde hjulpet meget.”

Jeg sagde til lægen, at jeg følte, at det ødelagde mere end det gavnede. Han sagde at jeg overhovedet ingen mulighed havde for at overleve, hvis jeg ikke fortsatte. Så jeg fortsatte.
Huden blev efterhånden til åbne sår, helt gul af betændelse, og folk kunne ikke være i stue med mig, fordi det lugtede så råddent. Intet overhovedet kunne lindre mine smerter af de ting, hospitalet kunne tilbyde. Heldigvis fik jeg kontakt med en akupunktør, som en sygehjælper havde fortalt mig om. Jeg tog væk fra hospitalet med den undskyldning, at jeg skulle til fødselsdag, men jeg tog ned til akupunktøren. Da jeg kom tilbage derfra kunne jeg trække vejret meget mere ubesværet. Der var en betydelig ændring i iltoptagelsen i mine blodprøver, da jeg kom tilbage til hospitalet. De spurgte på hospitalet, hvad der dog var sket med mig. Jeg fortalte, at jeg havde været til akupunktur, og lægen sagde, at det var penge lige ud af vinduet, selvom han kunne se, at det havde hjulpet meget. Han syntes jeg skulle vente med alternativ behandling, til hospitalet var færdig med deres behandling, men jeg sagde, at det havde jeg ikke tid til.

Naturmedicin afprøves

“Jeg lå på stue med tre andre, som havde den samme type lungekræft. De mistede alle håret og var meget syge af kemoterapien. De turde ikke gå ind i alternativ behandling. De er alle døde i dag.”

Jeg gik til akupunktur en gang om ugen, og jeg tror, det hjalp med til, at jeg ikke fik så store gener af kemoterapien. I hvert fald fik jeg ikke brug for den paryk, de havde lavet til mig. Jeg lå på stue med tre andre, som havde den samme type lungekræft. De mistede alle håret og var meget syge af kemoterapien. De turde ikke gå ind i alternativ behandling. De er alle døde i dag.
Desuden tog jeg en hel del naturmedicin, bl.a. hajleverolie, rød hestehov og mistelten som dråber. Jeg tog også vitaminer og mineraler, specielt antioxidanterne.

“Lægerne troede ikke selv på, at deres behandling ville hjælpe mig, men de vil alligevel ikke indrømme, at akupunkturen har hjulpet mig”

Jeg har gået til kontrol, siden jeg afsluttede behandlingerne på hospitalet. Der har ikke været tale om at forsøge at operere mig, det kunne ikke lade sig gøre. Jeg sluttede med kemoterapien i septem-ber 1990. Allerede efter den første kontrol efter de første to kemoterapibehandlinger var der ikke mere at se på røntgen- billederne. Alligevel fortsatte de med at give mig kemo og stråler, fordi der kunne sidde rester tilbage. Dengang regnede de med, at jeg ville leve i maximalt tre måneder. Det står i min journal. Men det er altså snart tre år siden. Lægerne troede ikke selv på, at deres behandling ville hjælpe mig, men de vil alligevel ikke indrømme, at akupunkturen har hjulpet mig. Dog er der én læge, der har sagt, at han syntes jeg skulle fortsætte med akupunkturen og vitaminerne og mineralerne, „men jeg har ikke sagt det“, fik jeg at vide!

Jeg håber, de alligevel lader nogle gode råd gå videre til de andre patienter. Men det er nok mest sygeplejerskerne, der fortæller om alternative muligheder.

Visualiseringsøvelser

Jeg tror selv, at jeg har klaret det så godt, fordi jeg fik akupunktur, og fordi jeg har haft en god støtte i mand og børn. Min mand har hele tiden støttet mig i, at jeg skulle have alternativ behandling ved siden af. Jeg har også arbejdet med min psyke på den måde, at jeg har en lille „ostespiser“ inde i min krop, som jeg lader gå rundt i hele min krop hver aften for at spise de dårlige celler, der måske er til¬bage. Det er vist det man kalder visualisering! Ideen fik jeg fra min svoger, som døde af kræft, lige da jeg fik min egen diagnose. Han havde på Odense Sygehus lært, at han skulle forestille sig en haj, der spiste hans kræftceller. Sådan et stort aggressivt dyr ville jeg ikke have, så jeg valgte en lille fredelig „ostespiser“ i stedet for. Jeg laver øvelsen hver aften, inden jeg sover.

Jeg har også haft glæde af at læse bøger om, hvordan man kan arbejde psykisk med sin kræft. Men når jeg snakker om det, er der mange der tror, jeg er blevet tosset.

Det bedste jeg ved, når jeg har det dårligt, er at gå alene ned til vandet. Vi bor heldigvis tæt på Vesterhavet. Når jeg sidder helt alene og kigger ud over vandet, får jeg det godt igen.
En af grundene til, at jeg fik lungekræft, tror jeg, er de mange år, hvor jeg har haft problemer med mine arme pga. fibromyalgien. Jeg har slet ikke kunnet alt det, jeg gerne ville, og somme tider skulle jeg have hjælp til at komme af tøjet og frisere mig og til at drikke. Jeg havde meget stærke smerter og skulle have fire ketogan (morfin- præparat) om dagen. Men det ville jeg ikke. I stedet prøvede jeg at arbejde med at fortrænge smerten til at være i baggrunden. Jeg havde smerter dag ud og dag ind, og det påvirkede min hverdag meget. Tilsidst kunne jeg heller ikke passe mit arbejde og måtte have førtidspension. Før havde jeg arbejdet med rengøring og på fiskefabrik, og det var hårdt arbejde.

Akupunkturen hjalp på mine smerter i armene. I dag er smerterne faktisk væk!
I mange år havde jeg infektioner hele tiden, men det var nok fordi mit immunforsvar var helt i bund, inden jeg fik kræft. Det hele startede med, at jeg fik fåresyge i 1979, og senere blev det til en masse infektioner og fibromyalgi. Fåresygen gav mig infektion i hele kroppen, og fra det tidspunkt er både min fysik og psyke gået ned ad bakke.

Efter jeg fik kræft, er jeg blevet bedre til at passe på mig selv. Før var der ingen, der måtte kunne sætte en finger på mit hjem. Det skulle bare være perfekt. I dag må der gerne ligge lidt støv i krogene. Jeg forsøger meget at undgå at komme i stress-situationer, for det kan jeg mærke giver symptomer i mine lunger. Men det er da svært at acceptere, at jeg ikke mere kan alt det, jeg kunne før. Både hjerte og lunger er jo belastet, så jeg skal have pauser, når jeg støvsuger. Jeg bliver tit gal, når jeg ikke kan så meget, men det får mig bare til at blive dårlig, så jeg prøver at lade være. Så går jeg i gang med „ostespiseren“, eller også går jeg en tur alene ned til stranden. Så er jeg helt tabt for omverdenen, og så får jeg det godt igen.

Jeg har taget meget forskellig naturmedicin, men der mangler jo noget dokumentation for, hvad der virker, så jeg håber lægerne vil begynde at forske i det.
Min kost har jeg slet ikke lavet om på. Og jeg ryger stadig 20 cigaretter om dagen. Jeg vil gerne holde op, men det er ikke lykkedes endnu. Men – er du tosset – hvor ville jeg få det godt, hvis jeg kunne holde op! For selvfølgelig spiller rygning en rolle for lungekræft, selvom de vist i USA er ved at finde ud af, at der er lige så mange ikke-rygere som rygere der får lungekræft. Selvfølgelig er det skide usundt, både for hjerte og lunger.

Forbrændt af strålebehandlingen

Jeg har langtidsbivirkninger af strålebehandlingerne. Jeg har ondt hele tiden foran på brystet og langs rygraden bagpå. Hele ti- den, døgnet rundt „mudrer“ det. Sommetider kan jeg slet ikke holde ud at have tøj på. Huden var meget længe om at hele op, og jeg har store ar i dag som efter brandsår. Lægerne forklarede mig, at jeg jo også var brændt indvendigt, som et forkullet lig, som lægen udtrykte det, og det ville give nogle ardannelser. De gav mig så stor dosis for at være på den „sikre side“. Min muskulatur i hele brystet og i ryggen er ødelagt af strålerne. Min egen læge har fortalt mig, at for 20 år siden gav man strålebehandlinger for fodvorter. De mennesker fik en meget lille stråledosis, men alligevel er de i dag plaget af smerter, så jeg måtte jo nok kunne forstå, at jeg ville have voldsomme smerter med den dosis jeg fik. Det vil ikke blive bedre, jeg må lære at leve med det. Bare man stryger mig let langs rygraden, kan jeg skrige, så ondt gør det.

Mit hjerte har det heller ikke for godt. Det var jo belastet i forvejen, men kemoterapien har bestemt ikke gjort det bedre. Det kan både være blodproppen og kemoterapien siger lægerne. Desuden har jeg fået svamp som eftervirkning af kemoen. Specielt er min hals og mit svælg angrebet, og jeg må spise nogle specielle bolcher hele tiden for at holde det ud.

“lægerne siger, at hvis de fortalte om bivirkningerne på forhånd, ville folk nægte at få behandlingerne”

Jeg fik ingen informationer om bivirkningerne, inden de gik i gang med behandlingerne. Det er ikke usædvanligt, det gælder de fleste. Jeg har spurgt, hvorfor de ikke siger det inden. Men lægerne siger, at hvis de fortalte om bivirkningerne på forhånd, ville folk nægte at få behandlingerne. Jeg synes, de skal sige det, inden man starter på behandlingerne, så man har mulighed for at vælge, om man vil udsætte sig selv for det. Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg ikke have taget imod behandlingerne. Jeg vil aldrig gøre det igen, hverken strålebehandling eller kemoterapi. Så vil jeg hellere satse på alternativ behandling – eller dø.

Undervejs har jeg savnet kontakt med andre kræftpatienter i samme situation. Lægerne kunne ikke henvise mig til nogen, der havde overlevet den samme sygdom som mig. I dag fungerer jeg selv som støtteperson for andre lungekræftpatienter, der kommer hos akupunktøren, hvor jeg stadig selv går til behandling.

Inden jeg begyndte på behandlingerne, opfattede jeg ikke mig selv som syg, jeg småskrantede bare lidt på grund af alle infektionerne. Men syg blev jeg i hvert fald på både sjæl og krop, da jeg kom i behandling.

“Da lægen fortalte mig det med statistikkerne, sagde jeg til ham, at du kan tro, jeg skal ikke herfra, for Vorherre vil ikke have mig, og fanden vil ikke tage mig, så jeg kan kun blive elevatorfører”

Jeg har hele vejen igennem kunnet snakke med andre om min sygdom – og jeg kan også godt tage gas på det. Jeg plejer at sige, at når jeg skal herfra, så skal jeg have en karton cigaretter, en lighter og mine bankobrikker med, og så vil jeg håbe, at jeg ikke skal ligge ved en, der ikke gider at snakke! Da lægen fortalte mig det med statistikkerne, sagde jeg til ham, at du kan tro, jeg skal ikke herfra, for Vorherre vil ikke have mig, og fanden vil ikke tage mig, så jeg kan kun blive elevatorfører. Han kiggede helt målløs på mig og sagde til mig, at det altså var en alvorlig sygdom, jeg havde!

Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg kan grine af det, men det betyder ikke, at jeg ikke også kan være alvorlig, for selvfølgelig sidder det hele tiden i baghovedet. Men jeg hører ikke til dem, der sætter sig hen i en stol og siger „så, nu er jeg færdig“. Men sommetider kan folk da godt blive lidt stramme i betrækket, når jeg siger, at jeg gerne vil balsameres, så min mand kan tage mig med til banko hver mandag og tirsdag!

På sygehuset siger de også, at de altid kan høre, når jeg kommer ind i venterummet. For der er så dødsstille, men når jeg kommer ind, begynder snakken at gå. Og jeg kan da også muntre andre op bare ved at vise, at jeg er i live. Så er der da nogle lungekræftpatienter, der får lidt håb igen. Jeg har sagt til min mand, at jeg gerne vil dø hjemme, hvis jeg ellers ikke bliver helt umulig at have med at gøre.

Den samme dag, jeg selv blev indlagt, døde min svoger af leukæmi. Jeg nåede lige at komme ind på stuen til ham og sige farvel. Personalet havde ikke kunnet forstå, at han havde holdt sig i live de sidste par døgn, men det var for at han kunne få sagt farvel til mig. Jeg var selv så syg, at jeg ikke kunne komme på besøg. Det var hårdt for børnene at se deres far dø af kræft og samme dag se deres moster blive indlagt på samme afdeling for kræft. Jeg ville gerne have været med til hans begravelse, men det kunne ikke lade sig gøre – jeg skulle både have iltapparat og hjertebipper med.

Efter jeg er blevet syg oplever jeg alting mere intenst. Før nød jeg ikke naturen rigtigt. Nu er jeg glad hver morgen, jeg vågner, for at jeg får lov til at opleve endnu en dag. Det er bare pokkers, der skal en sygdom til, for at man får øjnene op!

Børnene har vi hele tiden snakket åbent med om sygdommen. Den mindste, en pige på 10 år, har dog ikke altid lyst til at høre, når jeg har det dårligt. Hvis min svoger ikke var død så tæt på, tror jeg ikke, vi havde valgt at være ærlige over for børnene. Men det har været godt, at vi har været ærlige. Det er nok det, der gør mindst ondt, selvom det også er hårdt. Jeg husker hele tiden at sige til mine børn, at uanset hvordan og hvorledes, så elsker jeg jer stadigvæk.

På et tidspunkt sagde den mindste til mig, at nu syntes hun, det kunne være nok, nu måtte de godt lade mig dø. Nu havde jeg været nok igennem efter hendes mening. Drengene på 20 og 24 år har lidt sværere ved at snakke om det. Den ene har dog spurgt mig, hvilken sang jeg gerne vil have til min begravelse. Jeg svarede, at jeg gerne ville have „Mor, dine øjne“, og han sagde, at hvis han kunne gøre det, ville han spille den på orgel i kirken.

I vores hverdag før i tiden skældte jeg ud på drengene. Nu siger jeg til dem: Jeg elsker jer“. Hvorfor har man ikke gjort det noget før? Hvorfor skal der ske noget alvorligt for at man kan vende sit liv?

Lægelig kommentar:

Det er usædvanligt at leve mere end ét år efter diagnosen „oat cellu cancer, men præparaterne er efter gransket, og diagnosen er helt overbevisende. Den etablerede behandling plejer at have god effekt en kort periode. Måske har Bodils ukuelighed og ulydighed haft afgørende betydning for det gunstige forløb. Hun kan være helbredt. Om man kunne have nået samme resultat med en mere skånsom behandling må stå hen i det uvisse.

Harald Svenningsen f. 1936

Diagnose: Lymfekræft i Tarmen

Alternativ behandling: Naturmedicin og Kostændringer

Harald fik lymfekræft i tarmen i 1987. Han blev opereret og kom i kemoterapi, men afbrød kemoterapien, da han var halvvejs i behandlingen. I december 1987 fik han at vide, at han kunne leve 3-6 måneder. Han havde da tabt 27 kg. Harald ændrede sin kost, tog naturmedicin og begyndte straks efter at tage på. Han passer i dag et fuldtidsjob, men skal tage hensyn til sig selv i sin hverdag.

Opereret – 2 gange på samme dag

“Ugen efter blev jeg opereret – endda to gange på samme dag: første gang kl. 8.30 og anden gang over middag, fordi man havde glemt en serviet inden i mig under den første operation!”

I august 1987 fik jeg en blodstyrtning under et toiletbesøg. Blodet var sortfarvet, så jeg var klar over, det ikke skyldtes hæmorider, men måtte komme længere oppe fra i fordøjelsessystemet. Jeg havde tabt mig lidt i løbet af sommeren, og i februar havde jeg været sengeliggende med feber i 14 dage – noget jeg aldrig havde prøvet før, så det har nok været et forstadium.

Jeg blev i august klar over, at det måtte være noget alvorligt. Når jeg lå på siden kunne jeg føle noget hårdt, ligesom jeg havde slugt en hel gulerod, i den ene side af tarmsystemet. Jeg kom til læge efter nogle dage, og han bad mig køre hjem og hente min tandbørste. Jeg blev indlagt med det samme på det lokale sygehus og blev undersøgt. Ugen efter blev jeg opereret – endda to gange på samme dag: første gang kl. 8.30 og anden gang over middag, fordi man havde glemt en serviet inden i mig under den første operation! Så jeg vågnede først op af narkosen ved midnat. De fjernede en kræftsvulst i min tyktarm sammen med en stor del af tyktarmen og et stykke af tyndtarmen. Overlægen sagde at det ikke var så stort et problem – der er mange der overlever sådan noget.

Kemoterapi

Jeg var sygemeldt i tre uger og begyndte så at arbejde igen. Jeg begyndte på kemoterapi sidst i september, ca. en måned efter opera- tionen. De sagde, det var nødvendigt med kemoterapi, fordi der sad en del kræft tilbage op ad min hovedpulsåre, og det kunne man ikke fjerne ved operation. Jeg fik at vide, at kræften stammede fra mit lymfesystem.

Jeg passede mit arbejde på normal vis under kemoterapien. I november, en aften jeg sad alene hjemme og så fjernsyn, ville jeg tage mig et glas varm mælk. I samme øjeblik det var drukket, fik jeg en utrolig smerte i maven. Det fortsatte om natten og også næste dag. Jeg blev hjemme fra arbejde, og lægen kom og gav mig en smertestillende sprøjte. Da sprøjten ikke virkede mere, kom smerten igen, og dagen efter blev jeg indlagt på det lokale sygehus.

Lige efter indlæggelsen kastede jeg op. Min mave havde ikke fungeret i en hel uge, så det kom ud over det hele, både over læge og sygeplejerske, og det var bare skrækkeligt. Fra det øjeblik havde jeg en plastikspand med mig, hvor jeg gik, for jeg havde konstant kvalme. En ung læge sagde til mig, at jeg nok havde tarmslyng, og det troede jeg jo, man kunne gøre noget ved. Men der skete ingenting, udover at jeg hver morgen kl. 8.30 blev kørt ned til røntgen, for at man ville se luftens vandring i tarmen. Jeg blev bare dårligere og dårligere, men der blev stadig ikke iværksat nogen behandling. Der var slet ikke passage i mine tarme, og alt hvad jeg spiste, kastede jeg op.

Efterhånden var jeg totalt afkræftet. Da der var gået mere end en uge, uden der var iværksat nogen behandling, kom min kone, min datter og hendes forlovede og en veninde af huset en aften til sygehuset. De var kørende i vores store varevogn, og sagde til den vagthavende læge, at nu tog de mig altså med til Ålborg Sygehus. Det kunne ikke tillades, så der blev vild diskussion. Min kone sagde, at hun ikke kunne lade ansvaret være hos dem, for så havde hun mig ikke i morgen.

Men enden på det blev, at overlægen sagde, at hvis vi tog ansvaret, så var det i orden. For lægerne har åbenbart ikke noget ansvar – det skulle man i hvert fald ikke tro efter den mangel på behandling jeg havde fået. I sidste ende er ansvaret jo mit, og familien kunne se, at hvis der ikke skete noget, ville jeg ikke overleve.

Det endte så med, at der blev sendt bud efter en ambulance, og jeg kom på Ålborg Sygehus. Straks jeg kom ind, blev jeg undersøgt af to læger, som sagde, jeg havde tarmslyng og måtte opereres omgående. Det blev jeg så, selvom det var midt om natten.

Næste morgen var jeg vågen igen. Jeg fik at vide, at de havde taget endnu et stykke af tyndtarmen, og at jeg havde haft tarmslyng. Den 3. december, kort efter operationen, blev min kone ringet op fra sygehuset, at hun skulle komme, fordi jeg havde det meget dårligt, og de kunne ikke rigtigt komme i kontakt med mig.

Min kone ringede først til vores egen læge, som fortalte, at det kun kunne gå den gale vej, for jeg kunne ikke tage på, og jeg kunne ikke bygge mit blod op. Hun fik også en samtale med overlægen, der havde opereret mig. Han sagde det samme som vores egen læge: At jeg ikke kunne tage et kilo på med det tarmsystem, der var tilbage, og at jeg ikke kunne bygge mit blod op. Min kone spurgte, om jeg ville dø af det. Han svarede, at han var ked af at sætte tid på, men tre måneder, allerhøjst et halvt år, kunne jeg leve.

“På lokalsygehuset, tror jeg, at de ikke ville operere mig, fordi de mente, det var omsonst. Jeg skulle bare lige så stille have lov til at dø – og det var jeg sådan set også indstillet på, indtil min kone og de andre kom. Var familien ikke mødt op, havde jeg ikke været her i dag”

Mens jeg lå på hospitalet, var jeg meget svær at komme i kontakt med, dels var jeg meget syg, dels spekulerede jeg som en gal på, hvordan jeg skulle komme igennem det her. Jeg havde ikke kræfter til at foretage mig noget som helst overflødigt. Jeg lå hele tiden og spekulerede på den nemmeste og hurtigste vej ud af det her, men var langtfra sikker på, det ville gå godt. Jeg tænkte på en artikel, jeg havde læst om en naturlæge og bestemte, at jeg ville kontakte hende, når jeg kom hjem. Vorherre har nok også været lidt inde i billedet.

Hjemme igen

Efter 14 dage, som var hårde, da jeg ingen appetit havde, og havde tabt mig meget, blev jeg sendt hjem. Jeg fik kemo igen kort efter operationen, men kun en mindre dosis, da mit blod var meget dårligt. Jeg hadede at få kemoterapi. Med det samme jeg så bakken med sprøjterne, kunne jeg smage det. Jeg tog det, da jeg følte, jeg ikke havde andre muligheder.

Kostplan hos naturlæge

Efter jeg var kommet hjem fra hospitalet, kontaktede jeg den naturlæge, som jeg havde læst om. Hun var meget optaget, men jeg var så heldig at komme til på et afbud, og kom ned til hende i Kolding den 22. december. Vi snakkede sammen i tre timer, og det løsnede gevaldigt op hos mig og min datter, som fulgtes med mig. Naturlægen fortalte mig, hvad jeg selv kunne gøre, og det var der jo ikke andre, der havde fortalt mig. Jeg fik en kostplan og en lang række kosttilskud. Fra den dag har jeg selv lavet min mad, og min kone er begyndt at spise det samme, som jeg gør.

“Da overlægen i Ålborg hørte om min kostplan, sagde han, at jeg var gået tilbage til middelalderen. Ja ja sagde jeg – når bare det hjælper er jeg ligeglad med, hvilken alder jeg er i! Det, der er væsentligt for mig, er altså at overleve.”

Jeg havde fået fire gange kemo, da jeg kom til naturlægen, og det var meningen, at jeg skulle have 12 gange. Fra januar 1988 gik jeg i gang med naturlægens kur. Jeg så forfærdelig ud, havde ingen hår på hele kroppen, og havde tabt mig 27 kg, så jeg kun vejede 45 kg. Der gik 14 dage efter kemoterapien, hvor jeg var meget dårlig, så begyndte jeg at få det lidt bedre, og så skulle jeg have en ny kemokur. Jeg fik kemo hver fjerde uge.

Jeg kæmpede en vild kamp med maden, og den første gang jeg kom til kemo efter at have fulgt kostplanen i 4 uger, havde jeg taget 4 kg på. Så det gav mig jo mod til at fortsætte. Jeg fik både kogte og rå grøntsager, og noget tang til at give appetit. Grøntsagssupper og havregrød med rosiner i fik jeg også meget af. Jeg havde aldrig prøvet at lave mad før, men efterhånden blev jeg god til det, også til at bage. Når jeg nu var sygemeldt kunne jeg jo ligeså godt bruge tiden til det.

Kosttilskud

“Fordi min egen læge anbefalede det, har jeg fået udgifterne til naturmedicin dækket af kommunen. Det var sikkert fordi, de regnede med, at jeg ikke havde så langt igen, så det ville ikke blive så dyrt!”

De kosttilskud jeg har taget, har været loppefrø for at udvide tarmsystemet, en del plantemedicin, bl.a. Ipe-Roxo, hvidløg og rødbedesaft. Desuden vitaminer og mineraler. Fordi min egen læge anbefalede det, har jeg fået udgifterne til naturmedicin dækket af kommunen. Det var sikkert fordi, de regnede med, at jeg ikke havde så langt igen, så det ville ikke blive så dyrt! Det er meget sjældent, kommunerne giver tilskud til naturmedicin, men jeg kan nu ikke se forskellen på, om man får kemoterapi betalt, eller man får naturmedicin betalt. Bortset fra at naturmedicinen selvfølgelig er billigere for det offentlige!

Mit tilskud stoppede i december 1990.1 dag tager jeg kun Scanalka og Ipe-Roxo. Jeg regner med at kosten er så varieret, at jeg er dækket ind med det meste. Hovedparten af min kost består af gulerødder, kartofler, løg og ris. Mest let kogt eller i ovnretter og supper. Min mave kan ikke tåle råkost i store mængder. I dag er jeg igen oppe på min normalvægt på 72 kg.

Naturlægen sagde jeg skulle få B-vitaminindsprøjtninger, da jeg ikke kunne optage B-vitaminer gennem tarmen, og jeg fik så bevilget en hjemmesygeplejerske til at give mig dem lige efter operationen. I dag kan jeg fint optage B-vitaminer gennem tarmen. I starten spiste jeg meget små måltider, flere gange om dagen, men i dag spiser jeg normale måltider, og jeg tygger min mad grundigere nu.

Psykens betydning

Det er selvfølgelig ikke kun kosten, der betyder noget for ens helbred. Det psykiske har også en meget stor betydning. Som menneske har vi selv produceret hver eneste kræftcelle i vores krop, og når vi har det, kan vi også være med til at destruere dem. Det er da logisk. Vi må styrke vores immunsystem.

Det vigtigste er, at man har troen på, at det man gør, er det rigtige. Man skal tro på sig selv. Man skal ikke overlade det hele hverken til hospitalet eller til Gud, men man skal selv være med i det. Jo mere man er med i det, jo mere styrket bliver man i, at det nok skal gå.

Stop for Kemoterapi

Da jeg fik beskeden, at jeg havde 3-6 måneder tilbage, var jeg lige ved at sælge det hele, hus og fugle, som jeg har mange af, og ikke kunne overkomme at passe. Familien hjalp mig, så det gik.
De næste 4 uger tog jeg også 4 kg på. Det gik vældig fremad, jeg fik flere kræfter, og i marts skulle jeg ud at have den 7. kemoterapi.

Under samtalen med lægen, sagde jeg, at jeg ikke ville have flere kemokure. Det kunne jeg ikke tillade mig, sagde han, og vi snakkede om det en hel time. Jeg gik så med til at tage denne kur, men så ville jeg altså heller ikke have flere. Det er selvfølgelig dit eget ansvar, sagde han, men jeg vil råde dig til at tage de sidste. Men jeg ville ikke, for det ødelagde mig både fysisk og psykisk. Så stoppede vi.

Jeg kom til kontrol nogle gange, men det gik ikke særlig godt, for jeg havde bedt om, selv at få kopi af resultatet af prøverne. Vi kom lidt på kant, men jeg fik lovning på, at de ville sende resultaterne til mig. Det gjorde de kun de første par gange, så holdt de op med det. Jeg vil selv have besked. Jeg mener, hospitalet er en servicestation for mennesker, og sådan skal de behandle os.

“Da jeg ikke fik besked om prøverne, holdt jeg op med at gå til kontrol. Min egen læge siger, jeg er godt dum, for det er for min egen skyld, men sådan føler jeg det ikke. Jeg føler, det mere er for lægernes skyld, man går til kontrol, så de kan få noget materiale til deres statistikker.”

Jeg skal nok kontakte dem, hvis jeg får nogen problemer, og det er de indforstået med.

I arbejde igen

I maj 1988 begyndte jeg at arbejde igen på fuld tid. Jeg havde haft over 120 sygedage, men min arbejdsgiver fyrede mig ikke, men sendte min løn hver måned, og det var selvfølgelig med til at holde psyken i vejret, og det er så vigtigt. Jeg er så heldig, at jeg har et job, hvor jeg selv kan tilrettelægge mit arbejde. Hvis min arbejdsdag skulle være mere traditionel, kunne jeg ikke klare et fuldtidsjob. Jeg kommer hurtigere til at svede end jeg gjorde før i tiden, ellers synes jeg ikke, at jeg har nogen mén.

På et tidspunkt søgte jeg pension, så jeg kunne nøjes med et halvtidsjob. Men jeg fik afslag, da de mente jeg godt kunne klare et fuldtidsjob. Måske er det fordi, jeg har trådt offentligt frem flere gange med kritik af systemet. Min egen læge kunne ikke forstå, at jeg fik afslag. Jeg ville gerne nøjes med et halvtidsjob, da det svarer mere til mine kræfter, og jeg ville også gerne bruge mere tid til rådgivning af andre kræftpatienter. Men det ville man altså blæse på, så jeg fik ikke pension.

“Skulle jeg få tilbagefald, ved jeg i dag mere om, hvordan jeg skal gribe det an, og jeg er blevet bedre til at lytte til kroppens signaler.

Lægerne må altså regne med, at jeg er helbredt, men det tror jeg nu ikke selv. Jeg tror, vi hele tiden skal være vågne overfor at holde den kræft, der evt. kan opstå igen, nede. Kræft kan nok ikke helbredes helt. Masser af patienter får jo tilbagefald efter kortere eller længere tid. Skulle jeg få tilbagefald, ved jeg i dag mere om, hvordan jeg skal gribe det an, og jeg er blevet bedre til at lytte til kroppens signaler.

“Hun (Naturlægen) kan godt være lidt barsk, men det er fordi hun ikke vil bruge sine kræfter på nogle, der ikke vil gøre noget selv”

Jeg var meget heldig, at jeg havde fundet en dygtig naturlæge, for der er mange banditter i det alternative system, og man kan ligeså godt blive kastebold i det system som i lægernes. Sygdommen vendte en hel omgang, da jeg kom til naturlægen. Hun gav mig det sidste spark til at komme i gang, men det kan hun måske ikke gøre ved alle. Hun kan godt være lidt barsk, men det er fordi hun ikke vil bruge sine kræfter på nogle, der ikke vil gøre noget selv. Livsviljen har en enorm stor betydning – om man har bestemt sig for at leve, eller man har bestemt sig for at dø. Vi har store ressourcer i vores krop, som vi kan bruge på at bekæmpe kræften.

Jeg kan nok ikke pege på nogen bestemt årsag til, at jeg blev syg, men der havde været flere pressede situationer i løbet af 80’erne. Det firma, jeg var ansat i gik nedenom og hjem, efter jeg havde haft et meget stresset arbejde der i mange år. Der var også dødsfald og skilsmisser i familien, og det sætter sig, specielt hos mig, som ikke er så udadvendt. Efter jeg er blevet syg, er jeg blevet bedre til at vende tingene udaf og bide fra mig.

Jeg synes, jeg har ændret mit syn på både livet og døden. Jeg har dog altid haft et afslappet forhold til døden. Min far var kirkesanger i 40 år og jeg har været med til hundredevis af begravelser og med til at synge folk ud fra deres hjem. Jeg har altid syntes, at der var en fantastisk stemning, når man i kirken sang salmer, og der stod en kiste oppe i gangen. Det er højtideligt, og vi er alle i samme situation.

Døden er en del af livet. Jeg har fået en form for tillid til døden – den er jeg godt nok ikke bange for. Desværre er der mange mennesker, der er meget bange for døden, og det bruger de en utrolig masse energi på, som de i stedet kunne have brugt på at blive rask.

Jeg vil holde fast ved, at min sygdom alt i alt har været en positiv oplevelse, selvom det har set mørkt ud indimellem. Jeg vil dog ikke ønske for nogen, at de må gå det samme igennem for at komme til at se anderledes på livet. Jeg er mere glad, når jeg vågner om morgenen, og jeg nyder min dag meget mere, end jeg gjorde før i tiden. rask.

“Jeg tog den traditionelle behandling af uvidenhed, og jeg føler, jeg har en pligt til at fortælle til andre, at der er andre muligheder end operation, stråler og kemo”

Jeg tog den traditionelle behandling af uvidenhed, og jeg føler, jeg har en pligt til at fortælle til andre, at der er andre muligheder end operation, stråler og kemo. Jeg vidste alt for lidt, og jeg vil gerne i dag være med til at give min viden videre, være med til at sætte noget mere mod i patienterne. Jeg vil i hvert fald bruge en stor del af resten af mit liv på at gøre det. Jeg har jo selv erfaret, at det hjælper at gøre noget selv. Og kræftpatienter har nu engang nemmere ved at snakke med kræftpatienter, end andre har.

Rådgiver for kræftsyge

Jeg har i årenes løb haft kontakt med flere hundrede kræftpatienter, som er kommet herud og har snakket med mig, eller jeg er kørt til dem. Selv kræftsyge læger har henvendt sig til mig, for de er jo ligeså meget i knibe, når de bliver syge, som vi andre er. Jeg forsøger at få kræftpatienterne til at forstå, at vi selv kan gøre noget, og at det psykiske er så vigtigt. Jeg kan ikke klare andres problemer, men kan måske give dem det lille spark, der skal til, for at de kan ændre sig. Og vi skal ændre os – det er nødvendigt, hvis vi skal få det bedre.

Vi skal have bearbejdet vores psyke. De fleste har problemer, og det skal vi lære at snakke om, ellers vender vi det bare mod os selv, og så bliver det meget værre. Man må også lære at græde. Det er selvfølgelig svært for mænd, men det må vi mænd til at lære. Både latter og gråd har en god fysisk virkning på kroppen. Jeg mener godt man må være barsk overfor kræftpatienter. Selvfølgelig skal man også trøste, men selvmedlidenhed er spild af energi.

Jeg har kontakt med andre kræftpatienter bl.a. gennem den nordyske lokalforening af „Kræftens Forebyggelse”. Kræftens Bekæmpelse har jeg derimod ikke så meget med at gøre, selvom jeg da godt nok havde støttet dem i 25 år, i samme tro som alle andre, at pengene kom kræftpatienter til gode, men sådan er virkeligheden altså ikke. Vi har dog en lille smule samarbejde og har snakket om at lave en fælles høring om kræftbehandling.

Man bør snakke noget mere med patienterne på hospitalet, når de har fået diagnosen, for det er meget hårdt at være overladt til sig selv derefter. Man får sin behandling, og så sker der ikke mere. Mange trænger til en form for terapi, og nogle kan få hjælp på Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre.

“I lange tider tog jeg ud på radiumstationen i Alborg og lagde noget materiale og talte med patienterne om, hvad de selv kunne gøre, men en dag fik jeg et brev fra overlægen om, at det skulle stoppe øjeblikkeligt”

Han kunne ikke forbyde mig at komme på radiumI stationen, men han kunne forbyde mig at lægge det „underlødige” materiale, jeg havde lagt der. Kræftens Bekæmpelses materiale må
I gerne ligge fremme på hospitalerne, for det er jo lægernes materiale, men patienternes materiale må ikke ligge der.

Jeg er sikker på, at når vi får de mest konservative læger omvendt, så skal vi ikke så langt ind i det næste århundrede, før vi kan lære at gøre en hel masse med vores tankevirksomhed, som vi ikke forestil- ler os i dag. Det skal vi lære, ligesom vi har lært at læse og skrive. Børnene bør fra 1. klasse lære, hvordan deres krop og deres følelser hænger sammen. Både patienter og pårørende står helt uforstående og hjælpeløse over for alvorlig sygdom. Vi har altid været vant til at overlade vores krop til sygehuset, som så ordner alle paragraffer.

Patienterne slipper det hele selv og lader sygehuset ordne alt. Men det gør sygehuset altså ikke, i hvert fald ikke med kræft dér halter sygehusbehandlingen godt nok bagefter. Operation, stråler og kemo gør det ikke. Skal man overleve på det, skal man samtidig have en stærk psyke, men det kan vi nok diskutere nogle år endnu. Der sker da heldigvis nogle små åbninger rundt omkring, men patienterne må stadig presse på. Ellers sker der ingen ændringer.

“Vi har en meget dygtig lægestand, men når det gælder den ene sygdom, der hedder kræft, er de kørt helt af sporet”

Vi må råbe op, at vi ikke vil finde os i det, ligesom hoftepatienterne fra Alborg. Men kræftpatienter er svære at samle, da de jo tit er så syge. Vi har en meget dygtig lægestand, men når det gælder den ene sygdom, der hedder kræft, er de kørt helt af sporet. Man kunne li- geså godt sætte en smed til at sætte glas i vinduer. De har lært et be- stemt syn på sygdommen på universitetet, og de er ikke meget for at tænke selv. De burde lære noget mere om samtaler, hvis de skal have med kræftpatienter at gøre. I det øjeblik en læge siger til en patient, at nu kan vi ikke gøre mere, så opfatter patienten det jo som en dødsdom.

“Selvom lægerne ikke kan gøre mere, så kan patienten selv gøre noget, og det må både læger og patienter lære. Lægerne skal aldrig efterlade folk uden håb, men give dem håb om, at de selv kan gøre noget. Som det er nu, er hospitalerne med til at slå folk ihjel, når det gælder kræft”

“Jeg kan selvfølgelig ikke bevise, at det er på grund af kosten og naturmedicinen, at jeg har fået det så godt. Men sygdomsforløbet vendte 180 grader, da jeg begyndte på den kur”

“Det er logik for mig, at man ikke kan fylde en masse gift på kroppen, uden samtidigt at tilføre den noget godt”

Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at kemoterapien har haft en virkning på mig, men havde jeg kun fået det, så var det gået galt. Det er logik for mig, at man ikke kan fylde en masse gift på kroppen, uden samtidig at tilføre den noget godt. Lægerne havde ikke informeret mig om kemoterapiens bivirkninger. Når jeg skal råde andre, om hvilken behandling, de skal have, siger jeg altid, at det kan jeg ikke gøre, men jeg kan sige til dem, at de skal sørge for at få facts på bordet om deres behandling, inden de beslutter sig. Og lægerne er ikke flinke til at informere om bivirkninger.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor lægerne ikke kan sige til patienten, at de selv kan gøre noget, fx spise lidt bedre end de gjorde før, for det kan få patienten involveret noget mere i sin egen helbredelse. Mange er nødt til at have det at vide af lægen for at gøre det, fordi de er så autoritetstro, og jeg kan ikke se, at der kan gå skår af en læge ved at sige sådan noget. Patienten bliver involveret derhjemme i stedet for bare at lægge sig på sofaen og lade de andre ordne det hele. Det er da ikke sikkert, at det hjælper, men det skader i hvert fald ikke at blive mere aktiv, og det kan give et andet livsindhold.

For tiden bliver der snakket meget om registrering af AIDS patienter – om man kan tillade sig at registrere dem. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig, om jeg vil registreres i Cancerregisteret. Det er bare en selvfølgelighed. Og i Cancerregisteret skelner de ikke mellem de forskellige behandlingsformer. De, der overlever, tages automatisk til indtægt for lægernes behandlingsformer. Lægerne går og tror, at alle der overlever, gør det pga. kemoterapi osv. De, der overlever på anden vis, bliver ikke opgjort særskilt. Det synes jeg bør laves om.

Lægelig kommentar:

Det drejede sig om lymfekræft i tarmen. Kemoterapi kan have meget god effekt på denne kræfttype, men Haralds variant, som var et såkaldt „centrocytært lymfom “ hører nu ikke til dem, der plejer at svare bedst på behandlingen. Den har efter alt at dømme været nødvendig, men Harald havde ikke overlevet alle komplikationer uden sin enestående livsvilje og familiens indsats.

Helga Nielsen, f. 1922

Diagnose: Brystkræft

Alternativ Behandling: Kostændringer og Bøn

Helga fik i 1987 konstateret brystkræft. Hun sagde fra starten nej til at modtage lægelig behandling, bortset fra antiøstrogentabletter. Hun fulgte i tre år en streng kostplan og har ændret sig på den måde, at hun ikke mere vil føje sig for andre, men selv vil bestemme. Selvom Helga er 70 og har haft brystkræft i fem år, lever hun et meget aktivt og godt liv.

Søster hjerneskadet af Kemoterapi

To år før jeg selv fik kræft, fik min søster brystkræft, i venstre bryst som jeg selv. Hun var 65 år, som jeg selv var, da jeg fik min knude. Hun blev opereret med det samme, fik brystet fjernet og to knuder i armhulen. Det var i november og hen på foråret fik hun dårlig ryg, og det viste sig, at kræften var gået i rygraden. Så fik hun stråle- behandlinger, det hjalp ikke, og så fik hun kemo. Vi troede ikke hun overlevede – sådan så hun ud. Men hun levede i fem år, og i de fem år havde hun kun to gode måneder.

Hun mistede forstanden efter kemoterapien. Hun kunne ikke skrive sit eget navn, selvom hun før kemoterapien havde været oversygeplejerske. Hun kunne ingenting, selvom hun gerne ville. Når hun vaskede op kunne hun ikke se, hvad hun lige havde vasket op, og hvad hun manglede. Når hun skulle tage tøj på, tog hun i stedet tøjet af, og hun gned hele tiden tvangsmæssigt sine hænder. Hvis hun ville røre en kagedej, satte hun ikke krogene i røremaskinen, men stak bare maskinen ned i dejen, og kunne ikke forstå, der ikke skete noget. Såsnart hendes mand gik fra hende, lavede hun mærkelige ting. Hun var simpelthen blevet hjerneskadet af kemoterapien.

Da jeg havde været nede at besøge hende, sagde jeg til min mand på vej hjem i toget, at hvis jeg fik kræft, så ville jeg i hvert fald ikke igennem det samme som min søster. Han ville heller ikke kunne klare det, for han kan ikke klare sygdom.

Brystkræft

To år senere fandt jeg så min egen brystknude. I december 1987 opdagede jeg en knude på størrelse med en valnød i mit venstre bryst. Så var det min tur. Jeg bestilte tid hos lægen dagen efter, og jeg gik en lang tur og tudede. Jeg sagde ikke noget til nogen, for jeg var bange for, at min mand ville sige, at det bare var noget pjat. Min læge sagde med det samme, at der var ikke noget at tage fejl af – det var kræft. Brystvorten var trukket ind. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville opereres. Lægen syntes, det var i orden, og ville så ikke sende mig på hospitalet, men i stedet til et lægehus, hvor jeg kunne få taget mammografi.

Jeg forklarede ham, at jeg havde set min søsters sygdom, og han sagde, at det jo var mig selv, der bestemte. Jeg græd selvfølgelig lidt, da jeg havde fået det at vide, og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle få det fortalt til min mand. Jeg ringede til min søn og svigerdatter. Hun er sygeplejerske. De kom ud til mig og var hos mig, da jeg fortalte det til min mand. Han sagde, som jeg havde regnet med, at det bare var noget pjat. Men min svigerdatter forklarede, at når lægen sagde det, så var det rigtig nok. Mine børnebørn var også med, så de fra starten kunne høre det fra mig. På den måde tror jeg også, deres angst er blevet mindre.

Tre dage efter fik jeg taget mammografi, og min svigerdatter tog med mig. Det var en kvindelig læge, der undersøgte mig, og hun sagde også, at det var tydeligt, at det var en kræftknude. Hun spurgte, om jeg ville have taget en nålebiopsi.

Min svigerdatter spurgte, om hun var helt sikker på, at det var kræft. Hun svarede 94%, og hvis jeg fik taget en nålebiopsi, ville det blive 2-3% mere sikkert.

Så skal jeg ikke have taget biopsi, svarede jeg”

Lægen forsøgte ikke at presse mig. Min egen læge pressede mig heller ikke. Jeg sagde, at hvis bare jeg kunne få to gode år, så var jeg tilfreds. Min søster havde fået fem dårlige.

Julia Vøldan

Jeg havde pga. min søsters sygdom sat mig lidt ind i andre behandlingsformer af kræft, og havde bl.a. læst om Julia Vøldan. Jeg gik straks i gang med hendes kostplan, og fulgte den strengt i 2-3 år. I dag orker jeg det ikke mere. I januar 1988 tog jeg over på Julia Vøldans Helsehøjskole, og min svigerdatter tog med mig. Jeg blev noget skuffet over, at jeg ikke kom til at snakke med Julia, for hun var der kun én dag i den uge, jeg var der. Men det var godt at få den gode kost, ro og fred og lange gåture.

Jeg orkede ikke rigtigt at snakke med de andre patienter, for de var jo allesammen opereret, og jeg var bange for, at de skulle sige, at jeg var tosset, når jeg ikke lod mig operere. Jeg var også bange for at støde dem, for jeg så jo meget mere rask ud end de andre, der havde fået den lægelige behandling.

Ny selvbevidsthed

Jeg kom hjem igen og fortsatte med min kostplan. Den dag jeg havde fundet knuden, havde jeg sagt til mig selv, mens jeg gik en lang tur, at nu er det slut. Fra i dag, vil jeg kun, hvad jeg selv vil. Jeg vil ikke finde mig i noget mere, eller have andre til at fortælle mig, hvad jeg burde gøre. Hvis jeg kun havde et par år at leve i, skulle det være to gode år. Fra den dag blev jeg en skrap dame. Måske har jeg også været skrap før, men gemt det væk. Jeg har bøjet af, for ikke at komme i skænderier. Måske havde det været bedre, om jeg havde skabt mig hysterisk!

Jeg har det meste af mit liv stået i skyggen af andre. Jeg var den yngste af seks søskende, kejthåndet, og andre mente altid, de kunne gøre tingene bedre end jeg. I skolen viste jeg, at jeg havde gode evner, og jeg ville gerne have læst videre, men min far sagde, at der var fem søskende før mig, og hvis jeg blev student, ville jeg bare blive arbejdsløs, og så kunne jeg blive vaskekone – og det behøvede jeg ikke at studere til. Så jeg kom i huset, som pigerne jo kom dengang. Men jeg har trods alt klaret mig meget fint hele vejen igennem.

Jeg blev gift, men kom til at føje mig meget for min mand, ligesom jeg havde været vant til at føje mig som barn. Jeg lavede ikke ret meget vrøvl, for jeg kunne ikke tage vrøvl. Senere fik jeg arbejde og kom på den måde hjemmefra, og det hjalp mig til at få lidt af min selvrespekt tilbage. Vi flyttede fra Århus til en mindre by i omegnen, og min mand var meget aktiv med at bygge om, mens jeg tog mig af haven.

Efterhånden gik det sådan igen, at jeg fik den største arbejdsbyrde. Et par år før jeg fik kræft, brækkede jeg mit ben, og da måtte jeg stort set klare mig selv og var lige ved at gå ned, men kom dog hurtigt i gang igen. Så flyttede vi igen – til en større have, hvor jeg kunne begynde forfra. Der var mange irritationsmomenter i tiden op til, jeg fandt min kræftknude.

Efter jeg havde fået kræft, kunne jeg ofte ikke sove om natten. Så satte jeg mig ned i stuen og løste kryds og tværs eller spillede på mit orgel. På et tidspunkt var jeg så desperat af ikke at kunne sove, at jeg tog 7-8 sovetabletter. Det begyndte, at snurre så underligt i kroppen, så jeg tænkte jeg hellere måtte gå en rask tur, for jeg havde vist alligevel taget for mange. Jeg ringede til min svigerdatter, og fortalte, hvad jeg havde taget, og hun ringede omgående efter en ambulance.

Så jeg kom, meget mod min vilje, på hospitalet. De observerede mig, men jeg tog hjem igen om aftenen. Men på den måde kom jeg ind i hospitalssystemet og kom til at gå til kontrol for min kræft.

Jeg går til kontrol på Amtssygehuset i Århus hvert halve år og får taget mammografi en gang om året. Min mand tager altid med mig på hospitalet, og det er jeg glad for. På hospitalet har de forsøgt at presse mig til behandling, men jeg har holdt på mit. De kan slet ikke forstå, at jeg ikke vil opereres. Hver gang, jeg har været til kontrol, har de spurgt, om jeg nu stadig er sikker på, at jeg ikke vil opereres. Jeg har sagt, at jeg er 70 år nu, og enten jeg dør af kræft eller af noget andet, det kan væreligemeget.

“Når jeg har sagt til lægerne, at jeg har det jo godt, har de til gengæld sagt til mig: „Det ved du jo ikke noget om”!

Hvis ikke jeg skulle vide det, hvem skulle så?”

De fleste læger på hospitalet har forsøgt at presse mig på en pæn måde, der er kun én, der har været ubehøvlet over for mig. Til min egen læge har jeg haft et fint forhold hele vejen igennem.
Jeg har ikke fået scanning af mine indre organer, selvom jeg har bedt om det. Da blev der sagt meget overlegent, at det var der jo ingen grund til, når jeg alligevel ikke ville have behandling. Når jeg har sagt til lægerne, at jeg har det jo godt, har de til gengæld sagt til mig: „Det ved du jo ikke noget om”! Hvis ikke skulle vide det, hvem skulle så!

En af lægerne på hospitalet spurgte mig, om der egentlig var nogen grund til at jeg kom til kontrol. Så svarede jeg, at den første læge, der havde set mig på hospitalet, selv havde sagt til mig, at de ville gerne følge det. Jeg vil da også gerne selv vide, hvor jeg er i forløbet.

Et halvt år efter jeg fik knuden, da jeg kom ind på Amtssygehuset, begyndte jeg at få behandling med antiøstrogentabletter (Tamo- fen). Lægerne sagde, det ikke gjorde nogen skade, ud over at man i den første tid kunne få kvalme og tørre slimhinder. Jeg undersøgte noget mere om bivirkningerne gennem min svigerdatter.

“Sidst jeg var til kontrol sagde jeg, at nu havde jeg haft fem gode år. Ja, jeg skulle i hvert fald ikke regne med at få fem år til, blev der sagt!”

Mine slimhinder er stadig meget tørre, og jeg må altid have bol- cher med mig, og mine øjne føles, som om der er sand i. Også slimhinderne i skeden er tørre. Men jeg kan dog leve med det.
Sidst jeg var til kontrol sagde jeg, at nu havde jeg haft fem gode år. Ja, jeg skulle i hvert fald ikke regne med at få fem år til, blev der sagt!

Da en bekendt spurgte mig, hvad de havde sagt på hospitalet, fortalte jeg det, og hun blev helt forskrækket og sagde, at det skulle vi ikke snakke om. Men kan folk ikke tåle at høre noget om kræft, skal de hellere lade være med at spørge. Jeg selv har jo et afslappet forhold til det og stikker ikke noget under stolen.

De fleste af mine venner i byen, hvor jeg bor, har været meget forstående og hjælpsomme, men det har nok også hjulpet, at jeg selv har været så åben omkring min sygdom. At skjule det, tror jeg ikke er godt.

I starten af min sygdom, blev jeg af min søn inviteret på ferie i Israel, men jeg sagde nej, da jeg var bange for, at jeg ikke kunne få den rigtige kost dernede. Dengang troede jeg, det hele drejede sig om kosten. Men jeg er meget taknemmelig for, at han ville have mig med. Han er død nu. Han døde efter en arbejdsulykke for tre år siden. De holdt ham kunstigt i live i nogle timer, og jeg stod ved ham sammen med min svigerdatter. Og jeg bad til, at jeg måtte få lov at bevare forbindelsen til min svigerdatter og deres børn. Den bøn er blevet hørt, ligesom mange andre af mine bønner.

Jeg har let ved at få kontakt til det åndelige. Jeg har ligget mange aftener og kigget ud på stjernerne fra mit soveværelsesvindue og bedt om hjælp. Bønnen giver mig en indre ro. Jeg har også fået forskellige afslapningsbånd, men de har ikke sagt mig så meget. Derimod har jeg et bånd med messende sang af munke fra et kloster i Luxembourg. Det bånd er bare mig. Når jeg hører det, får jeg kontakt og ro.

Et aktivt liv

Alle regnede med, at min kræft ville blusse op efter min søns død, men det skete ikke.
I de fem år, jeg har haft kræft, er det gået både op og ned, men mest op. Jeg har et aktivt og godt liv, selvom jeg er 70. Jeg går til gymnastik mandag formiddag, spiller badminton mandag eftermiddag. Tirsdag er jeg med i en aktivistklub, hvor de arrangererer foredrag og mange andre ting. Om onsdagen leder jeg seniordans, og det skal jeg også forberede mig lidt til, og sommetider er jeg på kursus for at lære nye danse. Om torsdagen går jeg-til yoga. Fredag, lørdag og søndag har jeg fri, hvis børnene skulle komme på besøg, og vi kommer sammen med mange mennesker.

Jeg har undervist i almuemaling, men da jeg fik folkepension holdt jeg op med det. Jeg arbejder også med billedvævning, men jeg har ikke tid til at arbejde så meget med det, som jeg gerne ville. Jeg sover ikke til middag, men sover længe om morgenen. Hvis jeg går i seng kl. 9, kan jeg sove til næste morgen kl. 8, men hvis jeg først går i seng kl. 11 eller 12, så kan jeg ikke sove.

Om sommeren har jeg en kæmpestor have at passe, og det klarer jeg også. En af vores venner hjælper mig dog med efterårsgravningen. Jeg dyrker selv mine grøntsager, men følger ikke mere nogen streng kostplan. Jeg orkede ikke mere alt det bøvl med den specielle mad, og jeg fik kvalme af rødbedesaften.

I starten vakte det noget opsigt, når vi skulle ud, og jeg pludselig drak te i stedet for kaffe og ikke spiste kød, men selv havde grøntsager med. Fra starten sagde jeg, at jeg havde fået kræft. Det forskrækkede selvfølgelig nogle, men de fleste var forstående og havde en bolle til mig i stedet for kager.

En af mine søstre sagde til mig, at jeg ikke skulle tro, at jeg kunne blive rask af at spise gulerødder, og det sagde hendes læge også. Jeg spurgte, om hun havde læst noget om kræft. Det havde hun selvfølgelig ikke, men hun blev ved med at kritisere mig. Så sagde jeg, at hvis hun ikke holdt op, så gik jeg. Hun holdt ikke op, og jeg gik. Det har jeg gjort flere gange, hvis folk ikke kan acceptere, hvad jeg gør. For fem år siden havde jeg ikke turdet at gøre sådan!

En af mine bekendte, der som jeg havde en knude i brystet og i armhulen, og fik både operation, stråler og kemo, fik store proble- mer med sin arm. Den svulmede op, og hun kunne slet ikke bruge den. Lægerne sagde efter behandlingen, som de altid siger, at nu var hun rask. Men hun døde. På et tidspunkt spurgte hun mig til råds angående kosten, og det hjalp hende også en kort overgang. Det var jo lidt absurd, at jeg, som ikke havde fået behandling, var rask, mens hun, som havde fået behandling, var syg. Det holdt mig tilbage fra selv at give hende gode råd, men da hun tilsidst selv bad mig om det, gjorde jeg det selvfølgelig.

Kosttilskud

Jeg tager tilskud af vitaminer og mineraler, specielt C-vitamin. Jeg er også begyndt at tage mistelten i kapsler, men vil gerne have mistelten som indsprøjtning. Min egen læge har været positiv over for det, selvom han ikke kender noget til det, men han har skaffet materiale hjem om det. Men det er jo en meget dyr behandling, specielt når man ikke har andet end sin pension at leve af. Jeg vil søge kommunen om støtte til det, men ved selvfølgelig ikke, om jeg får det.
Min kræftknude er nok vokset lidt, men om det skyldes, at jeg ikke følger kostplanen mere, ved jeg jo ikke. Da jeg havde levet fuldt ud i fem gode år med min kræft, mens min søster havde eksisteret i fem forfærdelige år, syntes jeg, at jeg godt kunne slække på kosten.

Det bryst, jeg har kræft i, er blevet lidt større. Inden jeg fik kræft kløede mit venstre bryst meget i et års tid. Jeg troede, det var nylon-BH’en, der gjorde det, og skiftede til bomulds-BH. Det hjalp ikke, men da først knuden kom, forsvandt kløen. I dag har jeg ikke generende smerter, men lidt svien og murren i brystet, som minder mig om, at kræften er der endnu. Jeg har fra starten også haft et par knuder i armhulen.

Hele brystet er blevet mere fast, jeg har fået lidt appelsinhud, og brystvorten er trukket længere ind. Og måske er der ved at komme lidt sår omkring brystvorten, det svider i hvert fald lidt. Det har hele tiden været sådan, at hvis brystet blev koldt, gjorde det lidt ondt, så jeg er holdt op med svømning. Før i tiden var jeg ellers vinterbader. Men at det er blevet lidt værre kan ikke forhindre mig i, at passe alt det, der skal passes, og jeg ser bestemt ikke syg ud.

De år, jeg har været syg, har været de fem bedste år i mit liv. Det tror folk selvfølgelig er løgn. Men det er den tid,jeg vil mindes med glæde, fordi jeg har gjort, som jeg ville. Arbejdet som jeg ville, sovet som jeg ville. Ladet være med at lave mad, hvis jeg ikke ville. Min sygdom har aldrig slået mig ud. Fra starten var det bare en konstatering af, at nu var det så mig. Og nu bestemte jeg altså, at behandling ville jeg i hvert fald ikke have, fordi jeg havde set min søster få ødelagt sine sidste år. Der er selvfølgelig ingen der ved, om jeg havde klaret behandlingen bedre, end hun gjorde, men min mand havde nok ikke kunnet klare at gå sammen med mig, hvis jeg ikke var rigtig i hovedet og skulle behandles som et spædbarn.

Når jeg på et tidspunkt bliver rigtig syg, hvad jeg jo nok gør, vil jeg selvfølgelig gerne have smertebehandling, og jeg håber jeg kan blive indlagt et andet sted end et hospital, måske på et dødshospital, som der er så meget tale om at oprette i øjeblikket. Jeg vil nødig være i den kolde hospitalsatmosfære, og det er et stort pres for de pårørende at passe en syg hjemme.

Men det ser ikke ud til, det skal være lige med det samme, jeg skal dø, for jeg har det jo fint. Jeg har en meget god appetit, efter jeg er gået fra den skrappe kostplan. Jeg kan næsten ikke se mig mæt på mad, og tager maden helt afslappet nu. Viljen til at leve tror jeg også spiller en stor rolle for mit helbred.

Mit barnebarn på 15 år har skrevet en stil om emnet „At træffe et valg“, hvor hun har skrevet om mig og mit valg i forbindelse med min sygdom: „Helga har forandret sig, og er blevet mere selvhævdende. Hun ved, hvad hun vil, og hvad hun ikke vil, og det kan nogle gange forskrække andre mennesker. Men det er hendes liv, og hun vil leve det så længe hun kan, og få det bedste ud af det! “

Lægelig kommentar:

Det kliniske billede sammen med mammografien efterlader ingen tvivl om, at Helga har brystkræft. Ved første undersøgelse på Århus Amtssygehus følte lægerne i armhulen en godt mandelstor suspekt lymfeknude, som imidlertid var forsvundet et år senere. Efter journalen at dømme er processen i brystet helt stationær. Der findes dokumentation for, at Tamofen i kombination med operation kan forbedre prognosen, specielt for ældre kvinder, men dette anti- østrogene præparat anvendes meget sjældent som eneste lægelige behandling. For mig at se er det meget sandsynligt, at Helgas valg var det rigtige for hende. Hun kan leve mange år endnu. 5-års overlevelsen efter traditionel behandling for brystkræft med spredning til lymfen er ca. 50%.

Henry Andersen f. 1930

Diagnose: Lungekræft

Alternativ Behandling: Naturmedicin og Bøn

Henry fik diagnosticeret lungekræft i 1979 („oat cell“ cancer). Henry fik strålebehandling og kemoterapi, men fik sideløbende behandling hos en naturlæge. Han har nu overlevet i 13 år.

I foråret 1979 gik jeg og havde nogle smerter i brystområdet. Jeg troede først, det var en influenza eller måske en lille lungebetændelse, men så begyndte stemmen at forsvinde ligeså stille. Tilsidst kunne jeg kun hviske. En bekendt fik mig til at gå til læge, da han mente, jeg var meget syg, mens jeg selv ikke tog det så alvorligt. Lægen mente, jeg havde en halsinfektion og gav mig medicin, som ikke hjalp. Derefter kom jeg så til en halslæge. Han penslede og sprøjtede, men det hjalp heller ikke. Han undersøgte mig derefter langt ned i halsen, og sagde så, at det så slemt ud, og han ikke kunne gøre noget for mig, men at jeg måtte videre til hospitalet.

Jeg hviskede stadigvæk og var efterhånden ved at være klar over, at den var rivegal i venstre lunge. Jeg blev så røntgenfotograferet. Der var gået ca. 3 måneder fra jeg gik til læge, til jeg blev røntgen- fotograferet. Efter fotograferingen skyndte jeg mig at få tøjet på, så jeg straks kunne smutte afsted, for jeg vidste, de ville beholde mig, når de så billederne. Og det havde jeg ikke tid til. Jeg havde egen malerforretning, og den kunne jeg ikke sådan bare lige slippe fra det ene øjeblik til det andet. Men en sygeplejerske løb efter mig og fik mig ind til lægen.

Der var en stor hvid plet på lungen på fotografiet, og jeg fik at vide, at jeg skulle indlægges i eftermiddag. Ordet kræft blev ikke nævnt på det tidspunkt, men jeg havde jo nok mine anelser. Jeg nægtede at lade mig indlægge med det samme, for jeg var nødt til at ordne en masse i min virksomhed, inden jeg blev indlagt. Jeg gik hjem og havde det alt andet end godt. Jeg var blevet skilt året før, men havde stadig et godt venskab med min kone, så jeg ringede til hende. Hun kom, og vi fik en god snak og en frokost med snaps.

Indlæggelse

Jeg blev så indlagt nogle dage senere, men syntes egentlig ikke, jeg var syg nok til at ligge på hospitalet. Jeg ville hellere have passet mit arbejde. Jeg kan ikke huske meget fra den tid på hospitalet, men jeg fik en masse undersøgelser og fik at vide, at jeg skulle sendes til Århus på lungeafdelingen ved Radiumstationen. Der skete ikke rigtig noget på hospitalet i Århus. Jeg gik og snakkede lidt med de andre, men efter en ugestid fik jeg da nogle undersøgelser. Min stemme var stadig dårlig. Jeg havde ikke fået noget at vide om, hvad jeg fejlede, det havde de ikke fundet ud af endnu. Min egen fornemmelse var, at det var kræft, men det fortalte jeg dem ikke noget om.

På et tidspunkt fik jeg en bronkoskopi, hvor de tog en vævsprøve fra lungen, mens jeg var i narkose. Næste morgen kom der en kvindelig læge. Hun sagde, at jeg jo havde bedt om ren besked, når de vidste noget. Ja, sagde jeg, har I fundet ud af, det er kræft, for det har I godt nok været længe om. Det kunne hun jo så kun bekræfte. Det var en indkapslet kræft, sagde hun. Jeg spurgte, om vi så ikke snart skulle i gang med at reparere på det, for på det tidspunkt havde jeg været der i næsten to måneder. Hun sagde vi kunne gå i gang om et par dage. Hun sagde rent ud til mig, at jeg ville blive bombet i stykker af behandlingen. Jeg skulle have stråler og kemoterapi.

Operation var ikke på tale. Hun spurgte, hvad jeg havde lavet i vinter, og jeg svarede, at jeg havde været på kursus i bogføring og madlavning. Det kan du godt opgive, for det vil du have glemt, når vi er færdig med dig. Og det kom til at passe. Det var selvfølgelig barsk at få at vide, men jeg er taknemmelig for, at hun gav mig ren besked. Hun sagde også, at de kom galt afsted, da de tog vævsprøven, for de tabte den på vejen ud og måtte ind at hente en prøve mere.

Derefter spurgte lægen, om der var noget, jeg havde lyst til. Jeg kunne få både snaps og cognac, sovepiller og nervepiller, hvis jeg ville. Jeg svarede, at jeg skulle overhovedet ikke have noget af det. Nu har jeg fået at vide, hvad jeg fejler, og det har I været længe om at finde ud af. I kunne have spurgt mig, så havde jeg sagt det noget før.

Jeg ville bare gerne have fred og ro, og så gik de. Så lagde jeg mig til at sove, nu vidste jeg, hvad det drejede sig om, så jeg var faldet til ro. Det var om formiddagen, og sidst på eftermiddagen blev jeg vækket. De kunne ikke forstå, jeg bare havde sovet. For de fleste koster det nogle lommetørklæder at få sådan noget at vide.

Kemoterapi og Stråling

“Jeg føler behandlingen har skadet mig mere end sygdommen. Jeg går aldrig mere med til en kemoterapi.”

Lægen lovede, at jeg kunne blive rask, men sagde altså også at jeg blev bombet i stykker, og aldrig ville blive den, jeg var før. Og det fik hun jo faktisk ret i. Jeg føler behandlingen har skadet mig mere end sygdommen. Jeg går aldrig mere med til en kemoterapi. Det blæser hjernen ud på folk. Strålerne var de mere heldige med.

“Mange år senere læste jeg om en sag med sygeplejersker, der søgte arbejdsskadeerstatning for skader efter arbejde med kemoterapi. Da tænkte jeg, hvad er det her for noget. Hvad så med os, der har fået det direkte ind i kroppen? Da blev jeg virkelig klar over, hvad det er for en gift, jeg har fået”

Nogle dage efter diagnosen kom jeg hjem, og så skulle jeg have strålebehandlingerne ambulant. Jeg skulle først have 11 stråle- behandlinger i træk, derefter en pause i 14 dage for ikke at ødelægge mig helt, og så skulle jeg have 11 behandlinger igen. Jeg fik stråler i et halvt minut på både for- og bagside af brystkassen og halsen.

“Da min kone kom og skulle hente mig næste dag, kunne hun slet ikke kende mig. Hun gik lige forbi mig. Så ødelagt var jeg”

Min tidligere kone kørte mig til og fra behandlingerne. Efter den tredje behandling kunne jeg slet ikke bøje halsen. De bestrålede mig helt op til over adamsæblet. Begge lunger blev bestrålet, selvom der kun var kræft i venstre lunge. Jeg var klar over, at nu ville min hals blive fuldstændig ødelagt. I pausen mellem strålebehandlingerne fik jeg så den første kemoterapi. Da min kone kom og skulle hente mig næste dag, kunne hun slet ikke kende mig. Hun gik lige forbi mig. Så ødelagt var jeg.

Jeg sagde nu til lægerne, at jeg ikke ville have flere stråler på halsen. Det var de selvfølgelig imod, men jeg holdt på mit, så i de sidste behandlinger fik jeg ikke stråler på halsen, men kun på brystkas- sen. De ville pudre mig på huden, men jeg sagde, det kunne de godt holde op med, for jeg blev ikke forbrændt. Jeg måtte ikke vaske huden, men det gjorde jeg nu alligevel, og min hud tog faktisk ikke skade. Jeg fik løbende taget røntgenbilleder, og svulsten blev mindre og mindre. Efter de sidste strålebehandlinger var der kun en streg tilbage. Da jeg så det, må jeg ærligt indrømme, at jeg tudbrølede. Det var et fint arbejde, de gjorde med strålebehandlingerne.

Samtidig fik jeg kemoterapi med 6 ugers mellemrum, otte kure i alt. Jeg var rigtig syg efter hver kur, næsten et døgns opkastninger hver gang. Jeg spiste kun mad, som let kunne komme op igen. Jeg spiste meget makaroni og fed flæsk, og det har jeg næsten ikke rørt siden! Midt imellem kurene fik jeg taget blodprøver for at se, om jeg var stærk nok til at få den næste kur. Der var aldrig noget i vejen med mit blod, selvom jeg så, at mange af mine medpatienter, der fik samme omgang, måtte hav blodtransfusion. Lægerne begyndte så at spørge, hvorfor jeg havde det så godt. Det svarede jeg ikke rigtigt på. Jeg skulle ikke have fortalt, at jeg fik behandling af en naturlæge ved siden af.

Hos Naturlæge

I pausen mellem strålebehandlingerne var jeg begyndt i behanding hos en naturlæge, der boede i København. Jeg var meget træt, men tog derover alligevel. Han mente godt, han kunne hjælpe mig, og det var jo meget opmuntrende. Han lavede en irisanalyse på mig og gav mig en masse naturmedicin. Jeg kan ikke huske alt, hvad jeg fik, men der var både vitaminer, mineraler og plantemedicin, bl.a. rødbedepulver og noget homøopatisk medicin. Jeg fik bl.a. mistelten i dråber og hamamelis. Jeg tror jeg fik ca. 8 slags medicin.

På hospitalet mødte jeg en dame, som jeg vovede at invitere i byen, selvom jeg var skaldet af kemoterapi og ærlig talt ikke så særlig godt ud. Hende kendte jeg så et stykke tid. Jeg fik ny medicin fra naturlægen, bl.a. en hel liter hvidløgssaft, som jeg måtte drikke. Jeg var lidt bekymret for, om det skulle jage damen væk, men heldigvis kom jeg ikke til at lugte af det!

På hospitalet i Arhus kunne de ikke forstå, hvorfor jeg blev ved med at være i orden, og jeg fortsatte med naturlægens kur. På et tidspunkt røg hele kloaksystemet i mit hus. Jeg gravede selv ud, 18 meter med et fald fra 1 meter til 2 meter, mens jeg var i kemoterapi. Jeg lagde også nye rør og dækkede til igen. Der var flere, der sagde til mig, at jeg ikke var rigtig klog. Nej, sagde jeg, men de overlever, dem der ikke er rigtig kloge! Jeg begyndte også så småt at arbejde igen.

Kemokurene tærede på mine kræfter, mens jeg samtidig gjorde alt, hvad jeg kunne, for at bygge mig selv op igen. Efter kemoterapien mødte jeg en ung pige, som hele tiden opmuntrede mig og sagde, at det skulle jeg nok klare, i stedet for at give mig medlidenhed. Men hun smuttede desværre efter næsten tre år. Det blev en hård tøm, efter hun var gået. Derefter fik jeg travlt med at arbejde, jeg klatrede rundt på stilladserne uden problemer og klarede alle de opgaver, jeg fik. Folk forstod ikke, hvordan jeg klarede det, men den, der forstod allermindst, det var mig! Jeg var lykkelig over, at jeg havde så mange kræfter, men forstod det ikke.

Lægelig nysgerrighed

På et tidspunkt var der en læge på hospitalet, der sagde han gerne ville have en samtale med mig, det var ca. 3 måneder efter, jeg var færdig med den sidste kemoterapi. Jeg spurgte hvorfor, for det hele var jo i orden. Ja, det er jo det, det er, sagde han! Du skulle ikke kunne gå herfra op på 3. sal med de blodprøver, du har. Han troede faktisk ikke på, at jeg gik, men at jeg tog elevatoren. Så nu ville han altså snakke med mig, for at få at vide, hvad der skete. Han skulle rejse fra hospitalet, og nu ville han altså vide noget om mig, inden han rejste, fordi han syntes, det var så utroligt med mig. Jeg viste ham så noget af min naturmedicin, som jeg havde i lommen. Han kendte det selvfølgelig ikke, men spurgte hvad det kostede. Jeg svarede, at det kostede ca. 35 kr for 100 tabletter. Han troede naturmedicin var meget dyrere og kun var svindel.

Den samme læge sagde til mig, at jeg ville få en ordentlig dyktur, både fysisk og psykisk, og så må du komme, så skal vi nok hjælpe. Der er ingen, der kan klare det, du har klaret, sagde han, uden at få en ordentlig efterreaktion. Måske ville den først komme om 5-6 år, men den skulle nok komme. Jeg spurgte, om han ville have mig ned på Risskov, og det var noget i den retning, han mente. Nixen, bixen sagde jeg, men det, han havde sagt, blev nu siddende. Så jeg gik jo og ventede, men der skete ikke noget, selvom det selvfølgelig gik lidt op og ned. Jeg klarede at sælge mit hus og flytte lidt rundt uden den helt store nedtur.

Som selvstændig erhvervsdrivende hang jeg på den økonomisk. Jeg kunne ikke klare at arbejde fuld tid, men da sygedagpengene var brugt op, måtte jeg klare mig selv. Og så måtte jeg sælge huset. Først flyttede jeg på værelse, så på to værelser og derefter i lejlighed. Ingen havde fortalt mig, at jeg kunne søge invalidepension. Jeg klarede den selv i lang tid.

“En dag jeg gik og arbejdede nede i byen, mødte jeg socialrådgiveren, der havde vejledt mig. Han var ilde berørt og begyndte at tælle fliser. Han sagde, at de havde ikke regnet med, at jeg havde overlevet, derfor havde jeg ikke fået mere hjælp. Jeg spurgte, om han ville med en tur op på stilladset, og jeg ville garantere, at han blev træt før mig. Jeg havde fået en utrolig dårlig rådgivning.”

I 1988 søgte jeg så pension, da jeg ikke syntes, jeg havde kræfter til et fuldtidsjob. Jeg fik den bevilget i 1989, men jeg burde nok have haft den 10 år tidligere, så havde min situation set noget anderledes ud. Så kunne jeg måske have beholdt mit hus.

På hospitalet sagde de ikke på noget tidspunkt til mig, at mine chancer var dårlige, men til min tidligere kone sagde de, mens jeg var i gang med kemoterapien, ca. i oktober, at hun skulle sige til vores søn, at han ikke skulle regne med at have sin far juleaften. Men det fik jeg ikke noget at vide om, og det har ikke været sjovt for min kone at vide, uden at fortælle det til mig.

På et tidspunkt orkede jeg ikke mere kemoterapi. Jeg kunne ikke mere, men hun fik mig allige- vel overtalt, fordi jeg havde lovet min søn at vise, at jeg kunne blive rask. Hun syntes ikke, jeg kunne være bekendt at give op nu. Sidst på vinteren fortalte hun mig så, hvad hun havde fået at vide om efterå­ret. Hvis jeg selv havde fået det at vide, tror jeg, der var sket det samme. Jeg var sikkert bare blevet stædig af det og havde sagt: nej, det skal de ikke bestemme. Det havde nok været en fordel, at vi havde været to om at vide det dengang, så vi kunne have snakket om det.

Jeg føler, jeg er blevet rask ved en kombination af lægernes behandling, naturlægens behandling og så mig selv. Alene ved lægernes hjælp havde jeg ikke klaret det. Vi kan ikke undvære lægerne, men de må lære, at vi andre altså også kan tænke, og det må de respektere.

Nedturen

Nedturen, som lægen snakkede om, kom først i 1991. Men så kom den også, så det bankede. Det generede mig lidt, at mine kræfter ikke var så mange mere. Jeg kom ud i nogle konfrontationer omkring mit arbejde. Nogle kunder syntes ikke, jeg var hurtig nok, selvom jeg arbejdede så hurtigt som før, men min selvtillid blev mindre og mindre. Samtidig begyndte jeg at få ondt i hele det bestrålede område, og jeg begyndte at hoste og harke. Jeg fik selvfølgelig at vide af alle og enhver, at det var af at ryge, men jeg har jo røget hele tiden – alt det jeg kan! – så jeg mente nu ikke, det pludselig kunne være årsagen.

Afvist på hospitelet

Hosten blev værre og værre, og jeg begyndte at hoste store klatter op, ikke bare slim og blød, men også vævsstykker. Da blev jeg bange. Efterhånden hostede jeg døgnet rundt. Jeg gik ikke til læge, for jeg ville ikke være med til noget af deres behandling. I december 1991, da jeg var inde på hospitalet at besøge en anden, tænkte jeg på det, jeg havde fået at vide 10 år før: at jeg kunne komme, hvis det blev galt. Så jeg henvendte mig til en overlæge. Hun sagde bare, at når det var så mange år siden, så kunne de ikke hjælpe mig. Jeg skulle bare være glad for, at jeg havde det, som jeg havde det. Så jeg var godt klar over, at det her skulle jeg klare alene. Hosten fortsatte i flere måneder. Jeg regnede med, det var ved at være slut med mig, fortalte min søn, at jeg ville brændes og i de ukendtes grav, og jeg gav en nøgle til min nabo, så de kunne holde lidt øje med mig.

På urtete

Jeg begyndte så at drikke forskellige slags urtete. Jeg henvendte mig ikke til naturlægen, for jeg syntes han bare hældte sine egne problemer ud på mig, når jeg snakkede med ham. Jeg læste mig til, hvilke teer, der kunne hjælpe mig. Efterhånden hjalp det, men jeg syntes det gik for langsomt.

Så jeg gik til lægen, og bad om hjælp, for jeg kunne ikke leve mere på de betingelser. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, eller hvad der var i vejen. Han mente ikke, det var kræft igen. Jeg fik noget jern til min blodprocent, men derudover kunne han ikke hjælpe. Jeg har et godt forhold både til min læge og hans kone. Hans kone sagde, at det så ud, som om jeg fik hjælp et eller andet sted fra, for selvom jeg kom og var bundulykkelig, så var jeg jo allligevel klar igen kort efter.

Selvhjælps lydbånd

Heldigvis har jeg en god intuition, så jeg sommetider oplever at blive ledt de rigtige steder hen. Der var en helsemesse her i byen, og der gik jeg hen. Jeg fik nogle bånd, som jeg skulle høre i øre- telefoner, og det hjalp mig til at få mere samling på mig selv. Jeg fortsatte med at hoste, det var blevet bedre, men det sidste kunne jeg ikke få væk. Lægen henviste mig så til røntgen, og efter et par dages betænkningstid sagde jeg ja til det. Der var skygger på lungen, men de kunne ikke høre noget på lungerne, så de vidste ikke, hvad det var. Lægen prøvede så at give mig antibiotika, og jeg blev igen fotograferet to måneder efter, og da var skyggerne næsten væk. Hvad det var, kunne de stadig ikke sige, men det var i hvert fald ikke kræft igen. Det er nogle uger siden, men i dag er hosten næsten væk, selvom jeg da stadig ryger.

I de ni måneder jeg hostede så voldsomt, holdt jeg mig meget for mig selv. Jeg var ked af at vise andre, hvor dårligt jeg havde det. De, der virkelig har noget at slås med, tror jeg ikke snakker så meget om det. Min hoste var næsten værre end kemokuren. I kemokuren var der pauser, men hosten var døgnet rundt, og jeg vidste aldrig, hvornår det startede. Jeg turde ikke gå uden for en dør eller gå hen til nogen, for så begyndte jeg at hoste. Jeg kan godt forstå, de fleste dør, når de når så langt som jeg.

De 13 år jeg har været syg, ville jeg ikke gøre om. Jeg er nok blevet klogere på livet og har lært mennesker at kende fra nogle sider, jeg ikke troede eksisterede – desværre mest dårlige. Jeg har lært, at de fleste mennesker har nok i sig selv. Det er sikkert mest tankeløshed, men sådan har jeg oplevet det. Jeg er ikke bange for døden, men den ville i hvert fald komme meget ubelejligt i øjeblikket. Den har været tæt på nogle gange. Men jeg har nogle ting, jeg skal have ord­net, inden jeg er parat til at dø.

Sommetider spørger jeg mig selv, om det var værd at overleve. Nu har jeg det fint, men jeg kan da spørge mig selv, om det var umagen værd. Og jeg kan kun sige, at jeg ikke ville gøre det om. Når man slås så meget fysisk, så slås man også psykisk.

“Jeg har haft smerter i luftrøret i 12 år efter strålerne, men efter den voldsomme hoste er denne smerte holdt op! Så jeg har det faktisk bedre i dag, end jeg overhovedet har haft det, siden jeg blev syg. Måske var det noget gammelt skidt fra strålerne, jeg fik hostet op”.

I dag føler jeg, at jeg har klaret den. Jeg arbejder stadig lidt som maler, kan springe op og ned og tapetsere, uden det rører mig, men for et halvt år siden kunne jeg ikke gå op ad en trappe, uden at hive mig op ved gelænderet.

Jeg oplever det næsten, som om mine symptomer har gentaget sig, bare baglæns, i det sidste års tid, men sådan kan en naturlig helbredelse måske foregå. Min sygdom startede med, at halsen gav problemer, og det kan være, det er de symptomer, forløbet også skal slutte med. I hvert fald føles det, som om mine lunger er blevet pustet rene, og nu er også halsen blevet bedre efter den voldsomme hoste. Det føles, som om det er en kraftig udrensning, jeg har været igennem, og der har urteteerne hjulpet mig. Jeg har også taget jerntilskud, fordi min blodprocent var gået helt i bund, og det hjalp også.

Jeg tror, det, der var årsag til kræften, var, at jeg fik et slag et halvt år før, da jeg faldt ned af en stige og fik spidsen af stigen ind i brystkassen. Jeg gjorde ikke noget ved det, selvom jeg hostede nogle dage efter slaget. Jeg har diskuteret det meget med lægerne, men har ikke rigtig fået noget svar på, om det kan hænge sådan sammen, men det står dog i journalen. Jeg har hele tiden villet se i min journal, og har da også fået lov til det. Men der er et stort spørgsmålstegn ved, hvordan jeg har klaret det. Lægerne kan ikke forstå, at jeg er i live endnu.

Jeg gik til kontrol i 10 år, de sidste 5 år en gang om året. Jeg holdt op med naturlægens kur samtidig med, at jeg holdt op med kemoterapien. Jeg lever ikke specielt sundt, i det hele taget lever jeg, som om jeg aldrig har fejlet noget. Som ung dyrkede jeg meget sport og har altid haft en god kondition, så det har nok været med til at hjælpe mig godt igennem sygdommen, at kroppen var trimmet hele tiden.

Jeg har en god intuition, og det har da også hjulpet mig i min sygdom. Jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg skal spise og tage af medicin. Ofte føler jeg også, at jeg bliver ledt de rigtige steder hen, hvor jeg kan få hjælp. Hvis jeg går imod at lade mig lede, kommer jeg i konflikt med mig selv, og så kan jeg mærke, det er forkert. Før jeg blev syg, fungerede det på en anden måde. Dengang vidste jeg mange ting, før de skete. Ofte havde jeg drømt det på forhånd. Men psyken har lidt skade af kemoterapien, så min intuition fungerer ikke mere helt så godt, som før sygdommen. Min koncentrationsevne er også blevet meget dårlig efter kemoterapien, og enkelte gange har jeg oplevet hukommelsessvigt, så lægen fik ret i, at jeg aldrig mere blev den samme.

Jeg har hele tiden følt, at jeg kunne blive rask, men også vidst, at der lå et ordentligt slagsmål foran mig for at blive rask – slagsmål med omverdenen, men allermest med mig selv. Den værste fjende man har, det er én selv. Jeg har ikke hele tiden haft troen på, at jeg kunne blive rask, men jeg har hele tiden haft viljen til det.

Åndelig kontakt

Hele vejen igennem har jeg snakket med en vis person, som jeg kender, men aldrig har set. Jeg ved ikke om Gud er en person eller hvad han er, men jeg får i hvert fald en masse hjælp fra den side. Det er dog ikke altid, jeg har fået hjælpen på den måde, jeg selv kunne have ønsket mig! Jeg ved ikke, om jeg kan kalde mig en kristen mand, nok ikke i traditionel forstand, og det er ikke noget jeg går og skilter med. Kontakten til det åndelige er blevet stærkere, efter jeg blev syg.

Vi er jo så store og så kloge, at vi tror, vi kan klare det hele uden Vorherre, men den dag det rigtig ringer om ørene på os, så kan vi godt finde ham. Jeg snakkede også lidt med ham, lige da jeg havde fået diagnosen, og derfor sov jeg så godt, som jeg gjorde, selvom de ikke kunne forstå, at jeg kunne være så rolig. Jeg fik med det samme fornemmelsen af, at jeg havde den kraft med mig, som var nødvendig for at kunne klare det. Jeg har ikke tvivlet så meget, selvom tvivlen da godt nok er kommet ind imellem.

Rask men hvad nu ?

I dag er mit største problem, hvordan jeg skal bruge resten af mit liv. Jeg føler, at mit liv op til sygdommen på en måde var programmeret, men der mangler et program for resten af min tilværelse. Jeg har overvundet døden flere gange. Men det er en ufattelig tomhed at have fået livet, uden at vide til hvilken nytte.

Lægelig kommentar:

Der er yderst få patienter, som overlever mere end 5 år med den type lungekræft, Henry fik (småcellet anaplastisk). Diagnosen er eftergransket og helt sikker. Hvor stor en del af æren for det gunstige forløb, man vil tilskrive den konventionelle behandling, Henrys kampånd eller den alternative medicin bliver en trossag.

Når man tager den ekstremt dårlige prognose i betragtning, må helbredelse for sygdommen dog næsten betegnes som et mirakel. Og faktisk ved vi ikke, om de få tilfælde af helbredelse, som er registreret, udelukkende er behandlet tradi­tionelt. Dette kunne nok være et studium værd.

Jane K. Christensen f. 1940

Diagnose: Brystkræft

Alternativ Behandling: Akupunktur, Kostændringer, visualisering og Naturmedicin

Jane har i 8 år levet med brystkræft og har ikke modtaget nogen form for lægelig behandling. Der er ikke taget biopsi, men en klinisk undersøgelse efterlader ingen tvivl om, at det er kræft. Der er kræft i hele brystet, men Janes almentilstand er god, bortset fra at hun er træt.

Min sygdom startede i 1984 med en lille knude i brystet. Der havde en periode forud med meget ømme bryster og uregelmæssig og kraftig menstuation.

“Jeg gik til læge og blev henvist til en kirurg, som helt uden at informere mig, bare uden videre stak en kanyle ind i knuden, for at se, om den var væskefyldt.”

Det var den ikke. Men jeg havde ikke ønsket, at der skulle stikkes eller skæres i knuden. Det kom fuldstændig bag på mig. Han troede ikke knuden var kræft, og jeg skulle komme igen om en måned. Så blev der lægestrejke, og jeg kom ikke afsted. I stedet prøvede jeg så småt at følge Julia Vøldans kostplan.

Knuden voksede og blev efterhånden så stor som en valnød, og når jeg løftede armen, fik brystet en sjov facon. Så i 1986 gik jeg til læge igen, for jeg havde brug for at få at vide, hvad det egentlig var. Den samme kirurg ville fjerneknuden, men jeg skulle ikke have noget fjernet, og til sidst kunne jeg ikke rigtig klare mig over for ham længere, men var nødt til at sige, at jeg havde lovet min mand ikke at gå med til nogen form for indgreb. Min mand kom med til samtale hos lægen, og han støttede mig i, at jeg ikke ville opereres. Jeg har den ide, at når man opererer, er der stor risiko for, at kræften vil sprede sig. Selvom jeg skulle få knuden fjernet, kunne lægen ikke love mig, at han ikke bagefter måtte fjerne brystet. Og han kunne da slet ikke love mig, at jeg så var rask.

“Jeg har i alle de år, jeg har haft kræft, kendt mange piger, som – selvom de måske bare har haft en lille knude, som ikke havde spredt sig – alligevel har fået metastaser til hele kroppen efter den første operation.

Meget få af de piger, jeg har kendt, som har fået den traditionelle behandling, er i dag i live.”

I dag er mit bryst helt hårdt, det er mindre end det andet, og brystvorten er indtrukket. Da kirurgen for 6 år siden stillede diagnosen ved en klinisk undersøgelse, bemærkede han, at knuden ikke var skarpt afgrænset, og at den trak huden med op. Det skulle være sikre tegn på kræft. Efterhånden som den voksede, blev den mere knortet og voksede udad, men da jeg kom på en kur med nogle kosttilskud, forsvandt det knortede igen. Brystet vokser ikke, som man hører hos nogle. Mit bryst bliver tværtimod mindre og mindre. Det er ikke særlig kønt i dag – man skal i hvert fald ikke sige nej til operation for udseendets skyld!

Da jeg sagde nej til operation, var det fordi jeg følte, at jeg ville blive amputeret som kvinde. Men det var også fordi, at det på det tidspunkt kom frem, at lægerne trak lod om, hvem der kun skulle have jernet knuden, og hvem der skulle have jernet hele brystet. Det syntes jeg var for meget skalten og valten med andres liv. Allerede inden jeg blev syg, havde jeg besluttet, at hvis jeg fik kræft, ville jeg ikke opereres. Jeg tror ikke på, at operation kan helbrede kræft.

I gang med Julia Vøldans kostplan

Da jeg fik min kræftdiagnose, gik jeg for alvor i gang med Julia Vøldans kostplan. Jeg havde jo læst alle solstrålehistorierne i hendes blad, „Ny Tid og Vi“. Men noget i mig har egentlig altid gjort modstand imod hendes kostplan, og jeg har også bare taget på i vægt af den. I dag tror jeg langt mere på en makrobiotisk kost, men det er en hel videnskab at sammensætte en sådan kost, og jeg har aldrig kunnet efterleve det fuldstændigt.

Min mand var vegetar, da jeg lærte ham at kende, og jeg blev selv vegetar. Jeg havde nogle celleforandringer på livmoderhalsen, og gik i gang med vegetarkost for at komme dem til livs. Vores kost har dog aldrig været rigtig sund vegetarisk. Som tilfældet er for mange vegetarer har den også indeholdt rigeligt med søde sager. Kosten var de første år helt sikkert ikke rigtigt sammensat. Det kræver faktisk, at man lærer noget teori, bl.a. om proteinkomplettering, for at man kan dækkes ind med de nødvendige næringsstoffer.

Jeg levede strengt efter Julias kostplan i et halvt år, og var med i tre forsøgsgrupper, som hun startede op på sit kursted, Helse- højskolen, men ingen af grupperne blev fuldført med kontrol og opfølgning. Der var også en læge tilknyttet, men vi måtte ikke vide, hvad hun hed, for det var ulovligt, at hun samarbejdede med Julia. Til den sidste af de grupper, som jeg var med i, blev der indkaldt flere andre alternative behandlere, da Julia nu var ved at være klar over, at der skulle mere til end kosten for at helbrede kræft.

På Helsehøjskolen fik jeg også kontakt med en kvinde, som havde helbredt sig selv for kræft, og som rådgav mig omkring kosttilskud ved pendulering. På et tidspunkt pendulerede hun sig frem til, at jeg ikke mere havde kræft, hvilket jeg havde svært ved at forstå, da knuden netop voksede dengang – men jeg fik at vide, at det var fordi den var ved at gå i opløsning. Det var bare svamp, der fik den til at vokse!

Andre pendulerede sig frem til, at jeg stadig havde kræft, og jeg fik „energivand“ og andre mærkelige ting til høje priser. I dag er jeg fuldstændig allergisk over for pendulering. En dag mødte jeg en af de pendulerende kvinder på torvet. Hun forsøgte at overtale mig til at sælge bil og hus og råbte, mens alle hørte på det: „Vil du leve eller vil du dø?“ Det er den eneste gang under mit sygdomsforløb, jeg har haft lyst til bare at lægge mig ned og skrige og skrige! Efter den tid var jeg meget deprimeret, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg fik så kontakt med en anden kvinde, som havde helbredt sig selv for kræft ved Julia Vøldans kost og visualisering. Det var i 1986, og hun inviterede mig til at besøge Lerchehjemmet, som Julia Vøldan havde købt, og som var specielt beregnet som kursted for kræftpatienter. Jeg var der med afbrydelser i 7 uger. Til sidst var det deprimerende, fordi jeg kom tæt ind på, at kuren faktisk ikke virkede. Folk, der kom i de yderste stadier af kræft, var helt fortabte derovre. Jeg og de andre, som fungerede som personale, var slet ikke i stand til at passe de meget syge mennesker. Derefter besluttede jeg mig for ikke at tage derover mere.

Akupunktur afprøves

Senere forsøgte jeg mig med akupunktur. Jeg syntes ikke, at akupunktøren gav ordentlig besked, og jeg fik ingen reaktioner på behandlingen. Ikke udover at min knude stadig voksede. En makro- biotisk kostvejleder frarådede mig at få akupunktur, hvorefter akupunktøren truede med at melde kostvejlederen til politiet, fordi han forhindrede mig i at blive behandlet! (Akupunktøren har selv flere gange været meldt til politiet.) Jeg kontaktede en kinesisk akupunktør, da jeg mente, at hvis nogen måtte vide noget om akupunktur, måtte det være kineserne. Han sagde; at akupunktur kunne give smertelindring, men ikke helbrede kræft. Så holdt jeg op med akupunkturen.

Senere kom jeg til healing på et stort behandlingssted, hvor det var mit indtryk, at de hellere ville hjælpe mig til at dø end til at leve, Jeg havde mere brug for at snakke, og fik også kontakt med en kvinde, der gav healingmassage og samtale. Hende gik jeg hos et stykke tid uden at få noget særligt ud af det. Men hun snakkede da i det mindste med mig. Så kom jeg i jobtilbud, og havde ikke mere tid til den behandling.

Irisanalyse afprøves

Derefter kom jeg til en irisanalytiker, som gav mig en masse naturmedicin, hvorefter jeg fik voldsom diarre. Min fordøjelse havde indtil da fungeret perfekt. Behandlingen gav heller ingen synlige ændringer i iris, så der holdt jeg også op, selvom han – som flere andre – påstod, at han kunne helbrede kræft. Det må dog siges til hans ros, at hans behandling helbredte mig for et par andre småskavanker.

Det er typisk, når man kommer til alternative behandlere, at de siger, det er så godt, at man er ubehandlet, for så kan de rigtig gøre gavn. Men ingen har kunnet hjælpe mig, og i dag er jeg meget skeptisk over for de fleste alternative behandlere.

Det psykiske har jeg også forsøgt at arbejde med. Jeg forsøgte at få min læge til at henvise mig til en psykolog, men det kunne ikke lade sig gøre. Da jeg havde fået et legat fra Kræftens Bekæmpelse, købte jeg mig selv psykologbistand, men psykologen og jeg var slet ikke på bølgelængde, og jeg var der kun én gang. Psykologen mente, at jeg skulle lave mit liv om for at blive rask. Jeg ville gerne selv lave min kost om. Jeg var træt af, at jeg ikke var i stand til at leve makrobiotisk, som jeg gerne ville. Psykisk har jeg ikke lyst til at bearbejde en hel masse gamle traumer. Jeg vil hellere se på her og nu. Efter besøget hos den private psykolog opsøgte jeg Kræftens Bekæmpelse og havde et par samtaler med en psykolog der, uden dog at få noget ud af det.

Jeg har også prøvet at være med i et par selvhjælpsgrupper, men heller ikke det havde jeg det store udbytte af. Det var ikke nogen god ide at være i gruppe sammen med kvinder, som havde fået den traditionelle behandling. De havde ingen forståelse for det, jeg havde valgt. De andre fandt det provokerende, at jeg var der. Og selv havde jeg jo fornemmelsen af ikke at høre til nogen steder. Det dur ikke at sætte behandlede og ubehandlede sammen i samme gruppe. Jeg måtte jo sidde og holde mund med, at jeg mente, at de var dårligere stillet med behandlingen end uden.

Jeg blev skrevet op til en gruppe hos Kræftens Bekæmpelse, hvor vi skulle arbejde med at bekæmpe sygdommen psykisk, men grup- pen blev aldrig oprettet. I stedet tog jeg så over på Øresunds- hospitalet, Københavns Selvhjælpscenter for kræftpatienter. Det har jeg været virkelig glad for, selvom det var meget hårdt. Hvis vi vil være raske, må vi selv gøre noget, var budskabet. Og det tror jeg er rigtigt. I dag tror jeg meget mere på, at psyken har en betydning, fremfor alle de kosttilskud, jeg har taget, selvom jeg da stadig mener, at man selvfølgelig også skal styrke det fysiske.

Sommetider har jeg svært ved at se, at jeg har en fremtid. Engang kom jeg ud i et vildt skænderi med min mand, fordi jeg ikke ville lægge nogle blomsterløg i haven. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle gøre det, for jeg troede ikke, at jeg ville se dem komme op. Jeg kan ikke komme fri af den tanke, at jeg måske dør af det. På Øresundshospitalet skulle man skrive brev til sig selv om 2 år, om 5 år og om 10 år. Men der er så meget uafklaret i min nuværende situation, blandt andet har vores hus været til salg længe, uden vi har kunnet få det solgt, så jeg har meget svært ved at se konkret, hvordan min fremtid vil være. Derfor har jeg ikke fået skrevet brevene.

Visualisering afprøves

Vi skulle også skrive positive selvbekræftelser, men alt sådan noget, der kræver en praktisk indsats, er jeg ikke så god til. Visualisering derimod praktiserer jeg. Vi lærte at visualisere både vores kræft- celler og vores immunforsvar. Jeg visualiserer min kræft som en sten, fordi den er så hård og tung, og jeg visualiserer nogle stenknuse- maskiner, som knuser stenen til smulder. Jeg bruger visualiserings- bånd i en walkman, når jeg er gået i seng om aftenen.

“Visualiseringen har muligvis bremset kræften. I hvert fald er de fleste forbavset over, at kræften ikke har bredt sig mere, når jeg har levet med den i så mange år. Jeg kan dog godt have ondt ud i venstre arm og i brystmusklen, specielt om natten efter jeg har arbejdet fysisk.”

På et tidspunkt mødte jeg en kvinde, som havde levet godt med sin brystkræft i 17 år, men hun fik nogle voldsomme problemer med sin arm, som gjorde stærkt indtryk på mig, da hun var ubehandlet som jeg selv. Hun døde kort efter, men havde dog levet godt med kræften i 17 år. Først efter 10 år begyndte hun at få alternativ behandling.

“Jeg kender selv tre kvinder, der er blevet helbredt for en dokumenteret kræft uden traditionel behandling”.

Jeg kender selv tre kvinder, der er blevet helbredt for en dokumenteret kræft uden traditionel behandling. En af dem blev helbredt ved makrobiotisk kost, og jeg tror virkelig, det kunne hjælpe mig, hvis jeg også kunne leve efter den kostplan, men det er så stort et arbejde, at lave den slags mad, og jeg er altid så træt. Der er fem gryder, der skal vaskes af bagefter, og desuden skal jeg lave en anden slags mad til min mand, for han kan ikke lide makrobiotisk mad. Jeg kunne godt tage mig sammen til at lave det, hvis det var ham, der var syg, men jeg kan ikke lave det til mig selv, og det er jo faktisk forkert. Måske trænger jeg generelt til at gøre noget for mig selv.

Jeg skal snart i jobtilbud, men jeg er så træt og håber, jeg kan blive sygemeldt, men lægen er ikke meget for at sygemelde mig. Jeg håber, jeg kan få efterløn, når jeg bliver 55 år. Jeg kan sagtens få tiden til at gå for mig selv. Før jeg blev syg havde jeg sagt mit faste arbejde op, og havde startet egen forretning, men den gik ikke så godt, og den gæld betaler jeg stadig af på. Jeg kunne ikke få sygedagpenge, da jeg fik kræft, fordi jeg ikke havde haft overskud af forretningen.

Hvis jeg i dag skal forsøge at finde en psykisk årsag til, at jeg har fået kræft, vil jeg tro, at den væsentligste årsag er nogle problemer, jeg havde med sammenbragte børn i vores ægteskab, „dine og mine bøm“. Det har givet anledning til meget ufred, og jeg har ofte befundet mig i en situation, jeg ikke kunne se nogen udvej på. Jeg har altid haft det sådan, at jeg bliver fysisk syg af ufred, får kvalme, og jeg bliver deprimeret af det.

Fordi konflikten var så uløselig for mig, gik det indad, og jeg tror bestemt, det har haft betydning for mit helbred. I dag har konflikten løst sig selv, børnene er flyttet hjemmefra, og jeg har ikke problemerne i hverdagen mere.

Min familie har ikke forsøgt at presse mig til at få den lægelige behandling. Min ældste datter er sygehjælper, og hun har accepteret mit valg med at sige nej til behandling, selvom hun nok ikke ville have valgt det samme selv. Min yngste datter har haft det psykisk svært ved at vide, at jeg har kræft, men hun er selv vegetar og bifalder min beslutning. Nu har jeg levet med det så længe, så alle tager det selvfølgelig mere roligt end i begyndelsen. Det er ikke alle, jeg fortæller det til, hvis knuden er vokset. Min mand reagerer som regel med at bebrejde mig, at jeg ikke spiser sundt nok. Han vil heller ikke snakke om, hvordan vi skal forholde os, hvis jeg bliver alvorligt syg – om jeg vil kunne blive passet hjemme.

Der er ingen i min familie, der har modarbejdet, at jeg valgte at sige nej til behandling. Heller ikke mine forældre, men de mener nu også, at jeg ikke fejler noget – det har de nemlig penduleret sig frem til!

“I fjernsynet så jeg fornylig en overlæge, som fortalte, hvor ondt det havde gjort på ham, at tre mennesker, som havde nægtet at få behandling, var døde.

Jeg synes det burde gøre et større indtryk på ham, at så mange af dem, der får behandlingen, dør!”

Min holdning til den etablerede kræftbehandling er, at hvis jeg havde en søn, der fik testikelkræft, ville jeg nok råde ham til at få behandling, da helbredelsesprocenten her er god. Men med bryst- kræft er resultaterne jo ikke særlig gode. Mange af dem, der ikke bliver behandlet, får et længere liv end dem, der bliver behandlet. Men det er mit indtryk, at lægerne ikke er interesseret i at lære noget nyt, som de ikke selv har fundet på.

De alternative behandlere er generelt for dårlige. De bliver ofte ved med at behandle folk, selvom der ingen bedring er. Sommetider hører man jo alternative behandlere, der bare siger „hold ud, hold ud“, selvom det bliver værre og værre, og jubler, hvis der går hul på brystet, „for så kommer skidtet ud“. Min egen erfaring med de patienter, jeg har kendt, er, at hvis der først går hul, kan det ikke hele igen. Strålebehandling kan sommetider bedre lidt på situationen. Jeg vil ikke selv kunne klare at gå med et åbent sår.

Jeg er altid glad for at snakke med andre kræftpatienter, der får alternativ behandling, for det er nu dem, der forstår én bedst.

Jeg har haft et par oplevelser, hvor jeg har ringet til andre patienter for at høre, hvordan det gik, og så fået at vide, at de var døde. Jeg fik lavet den aftale med en meget god veninde, jeg havde truffet på Lerchehjemmet, at hvis en af os døde, skulle familien underrette den anden. Jeg var få måneder senere med til hendes begravelse og føler stadig stor taknemlighed over for hendes børn, som underrettede mig om hendes død og gav mig lejlighed til at sige ordentlig farvel til hende.

Jeg lader mig ikke mere så meget anfægte af, at andre kræftpatienter dør. Det har jeg accepteret. Jeg har oplevet, at kræftpatienter, der har fået den traditionelle behandling har meget mere angst for døden end os, der har valgt noget andet. Vi har hele tiden haft et mere bevidst forhold til døden. De andre har også angsten for behandlingen oveni angsten for sygdommen. Jeg ville aldrig udsætte mig selv for sådanne behandlinger.

I dag er tidspunktet, hvor jeg kunne opereres, forpasset. Og ingen ved jo, hvordan det var gået, hvis jeg var blevet opereret. De fleste, jeg har kendt, som blev opereret, er jo døde, og har ikke levet så længe som jeg.

Jeg har ikke så meget kontakt med min læge. Jeg kommer der, når jeg skal henvises til blodprøver, eller have skrevet under på en legatansøgning. Han indrømmer, at behandlingen af brystkræft ikke er bedre end for 40 år siden, men alligevel støtter han mig ikke i det, jeg gør. Han vil ikke gå ind i at se på brystet. Engang imellem kunne det være rart, at have en udenforstående til at se på det, fordi man ikke selv altid kan afgøre, om det er vokset eller ej. Han kan ikke se nogen grund til, at han skulle gøre det, fordi jeg har valgt lægerne fra. Alligevel er han nok bedre end mange andre læger.

Jeg har ikke selv måttet se de røntgenbilleder, jeg gerne ville se. Jeg er aldrig blevet scannet, for lægen kan ikke se, hvad jeg skal bruge det til, når jeg ikke vil behandles. Når jeg har fået taget blodprøver, har lægen sagt, at han gad nok vide, hvordan jeg vil reagere, den dag prøverne ikke er i orden. Og det har jeg da også sommetider selv spekuleret på!

Jeg vil gerne visualisere, og det gør man mest aktivt de steder i kroppen, man ved, at der er kræft. I det hele taget har jeg behov for at vide, hvor jeg er henne i sygdomsforløbet, for jeg har erfaring for, at det pludselig kan gå meget hurtigt. Da jeg var på Lerchehjemmet var jeg sammen med flere, der var solbrændte og havde klare øjne – men ofte oplevede jeg, at de var døde et par måneder senere. Det kan gå så hurtigt, og jeg vil gerne selv være lidt forberedt, hvis jeg pludselig bliver dødssyg.

Hvis jeg var blevet syg i dag og havde den viden, som jeg har nu, ville jeg nok have valgt det samme igen. Jeg ville ikke have ladet mig operere – jeg har ikke fortrudt, at jeg ikke blev opereret, men jeg ville nok have prøvet lidt færre af udbudene i den alternative jungle. Jeg ville nok have gjort en større indsats for at leve makrobiotisk, men jeg har hele tiden manglet nogen at gøre det sammen med.

For at blive rask i dag er det nok vigtigt, at jeg bliver sygemeldt, så jeg ikke skal være så stresset. Jeg tror, det er vigtigt, at jeg kommer til at gøre mere for mig selv. Jeg har brug for ro, og jeg vil gerne tabe mig. Jeg vil også fortsætte med at bruge visualisering.

“Hvis jeg skulle komme i tvivl, om jeg har valgt rigtigt, kan jeg bare tænke på alle dem, jeg har kendt, som har fået den traditionelle behandling, og som er døde i dag. Enkelte har da også sagt til mig, at hvis de kunne have gjort deres forløb om, ville de have valgt som jeg.”

Jeg synes ikke, jeg har fået noget godt ud af min sygdom. Jeg har aldrig forstået dem, der har sagt, at deres sygdom har betydet noget positivt for dem. At de har taget deres liv op til revision. De, der har fået behandlingen, har måske fået noget ud af det i form af opmærksomhed, sympati, gaver og medlidenhed.

Det eneste, jeg har fået ud af det, er nok, at jeg har lært at affinde mig med, at folk dør. Jeg ved ikke, om jeg helt har affundet mig med, at jeg måske selv dør af det. I hvert fald vil jeg gerne opleve noget mere sammen med mine børnebørn. Det er ikke lykkedes for mig at stoppe kræften, men jeg håber stadig jeg kan begrænse den til brystet.

Lægelig kommentar:

Klinisk kan der ikke være tvivl om kræftdiagnosen. Det er dokumenteret, at enkelte patienter med brystkræft kan leve 15-20 år uden behandling. Janes valg kan være det rigtige for hende. Som læge må man i øvrigt altid acceptere patientens valg eller fravalg af behandling.

Jane har naturligvis ret til at blive undersøgt som alle andre for at vide mere om, hvor hun befinder sig i sit sygdomsforløb. At afvise hende er ikke god lægemoral.

Hendes træthed kan skyldes, at hun bruger mange kræfter på at holde sygdommen i skak. Det kunne derfor have positiv betydning for hendes prognose, hvis hun fik førtidspension eller på anden måde kunne aflastes økonomisk.

Jens Hyllested f. 1924

Diagnose: Leverkræft

Alternativ Behandling: Kostændringer, Vitaminer, Mineraler og Plantemedicin

Jens fik diagnosticeret leverkræft i begyndelsen af 1988. Han fik at vide, at behandling var umulig og at han kunne leve i 2-6 måneder. Jens gik på en vegetarisk diæt og tog vitaminer; mineraler og plantemedicin. I løbet af kort tid bedredes hans tilstand så meget, at han fik overtalt en leverkirurg til at forsøge operation. Da svulsten blev fjernet operativt var den død! Jens lever i dag i bedste velgående. Hans tilfælde blev af kirurgen betegnet som ét ud af 10.000.

I oktober 1987 blev jeg pludselig meget syg, mens jeg var på arbejde. Jeg fik så stærke smerter, som jeg aldrig har haft hverken før eller siden. Jeg gjorde dog mit arbejde færdigt og kørte selv hjem, men de sidste par timer er gledet ud af min hukommelse. Da jeg kom hjem, blev min kone meget forskrækket og ringede til lægen. Han havde været min læge i 15 år, men kendte mig ikke, for jeg havde aldrig haft brug for ham før. Han sagde, han ikke havde tid til at komme, men at jeg skulle komme til ham. Det blev vi lidt fortørnede over, for når vi endelig ringer til lægen, så er det altså, fordi vi har brug for hjælp. Men jeg måtte køre derned, og han sagde, at det nok var galdesten jeg havde og gav mig en indsprøjtning.

Smerterne forsvandt, og vi fandt egentlig ikke ud af, om det var et galdestensanfald Jeg havde haft. Jeg havde aldrig været syg før, men begyndte nu at føle mig dårlig i hele efteråret. Efter jul gik jeg igen til læge, og jeg blev indlagt den 17 .januar til nogle undersøgelser på Ålborg Sygehus. Jeg fik at vide, at de var utilfreds med leveren. Man får jo altid at vide, at man skal skynde sig med at blive behandlet, når man har kræft, men her havde det ingen hast, og jeg gik bare og blev mere syg.

Dødsdommen

Den 27. februar blev jeg så indlagt igen, og efter nogle dage blev jeg kaldt ind til en kvindelig læge, som sagde, at hun havde en meget kedelig meddelelse til mig om min levers tilstand. Nå, så er det altså kræft, sagde jeg. Ja, sagde hun – måske ville hun hellere have fortalt mig noget andet, men nu havde jeg altså ligesom taget fusen på hende. Det er vel ikke noget, I kan gøre noget ved, spurgte jeg. Det kunne hun jo kun bekræfte, det kunne ikke lade sig gøre at operere i en lever. Hvad så med naturmedicin, spurgte jeg. Nej, det var helt omsonst, sagde hun. Hvad så? spurgte jeg. Ja, familien kan komme i samråd herude, sagde hun. Men det var ikke sådan en gang pølsesnak, vi havde brug for. Vi kan godt snakke om det hjemme, som vi skal snakke om. Jeg spurgte, hvor lang tid, hun mente, der var tilbage. 2-6 måneder svarede hun. Men du kan komme ud at få noget prednison, når du bliver gul. Hun sagde ikke, hvis du bliver gul, men når du bliver gul.

Jeg følte med den besked, at nu var det slut. De, der aldrig har fået den besked, at de har kræft, kan nok ikke rigtigt sætte sig ind i det. Lige efter samtalen var jeg indstillet på, at det var slut, men da jeg kom ud fra sygehuset, tænkte jeg, det kan nu altså ikke passe, for så syg er du altså ikke. Så mange smerter havde jeg jo ikke. Jeg tog hen til en af mine sønner, og han kunne da godt se, at jeg var lidt muggen. Derfra tog jeg hjem og fortalte det til min kone, og lidt efter ringede telefonen. Det var en, som skulle forpagte vores restauration. Forretningen skal jo gå videre, så jeg aftalte betingelserne med hende. Vi tog derud og skrev kontrakt, og hun spurgte, hvorfor hun fik det 1000 kroner billigere, end vi havde aftalt. Det er fordi, jeg er så godt tilpas i dag, svarede jeg i min galgenhumor.

Naturmedicin, kostændringer og en klog kone

I dagene efter diagnosen fik jeg travlt med at ordne mine papirer. Jeg har både landbrug og forretninger, så der er mange ting, der skal ordnes, hvis jeg falder væk.

Gennem min bror på Fyn, der interesserer sig for naturmedicin, fik jeg kontakt med en pige, der har en helsekostforretning. Hun var sådan en slags klog kone. Vi tog over til hende dagen efter. Hun mente jeg ville kunne få resultater af hendes kur efter ca. 5 uger, så det var jo en helt anden snak end lægernes.

Kuren bestod af en hel masse naturmedicin: vitaminer, mineraler og planteprodukter, bl.a. Ipe-Roxo te og rødbedesaft. Jeg fik 10 forskellige slags tilskud, bl.a. overdosis af vitaminer og ekstra tilskud af bl.a. kobber og krom. Vi fik en kostplan, der tog hensyn til både syre- og basebalancen og yin- og yang principperne. Vi tog så over til hende en gang om ugen. Min kone er fantastisk dygtig til at lave mad, og hun gik over til at lave vegetarkost. Det var kogte grøntsager, boghvede og lidt råkost. Det var et helt kapitel for sig at lære at spise på den måde. Vi fik havregrød om morgenen. Kogt torsk måtte jeg godt få engang imellem, og efter tre uger, måtte jeg også få lidt kyllingebryst.

“Mens jeg tog naturmedicin, blev mit hår mørkt igen, selvom det var blevet gråt. Men hvad det var, der bevirkede det, ved jeg ikke. Måske var det et af mineralerne.”

Jeg havde tabt 15 kg, inden jeg gik på kur, men kuren gjorde, at jeg tog på, specielt da jeg også begyndte at spise lidt almindelig mad igen. Hen på sommeren var jeg næsten oppe på min normalvægt. Mine smerter var helt forsvundet, og jeg kunne igen ligge på højre side. Så holdt vi op med at tage til Fyn, og købte i stedet i vores helsekost i Alborg, som jo ligger noget nærmere. Allerede efter tre uger på naturmedicin var mine smerter væk. Mens jeg tog naturmedicin, blev mit hår mørkt igen, selvom det var blevet gråt. Men hvad det var, der bevirkede det, ved jeg ikke. Måske var det et af mineralerne.

Gennem nogle bekendte hørte vi om en pige, der var blevet opereret for en dårlig lever. Vi ringede til forældrene, og de henviste os til en kvindelig læge på Rigshospitalet. Jeg ringede til hende og sendte mine papirer over til hende. Derefter satte hun sig i forbindelse med overlægen i Ålborg, som derefter kontaktede en professor på Herlev Sygehus, og de blev så enige om, at de ville prøve at undersøge mig og eventuelt operere mig på Herlev.

Fordi jeg havde fået det så meget bedre, ville de godt prøve at operere mig. Lægerne kunne godt nok ikke forstå, hvordan det var gået til, at jeg havde fået det bedre. Jeg blev indlagt på Herlev til undersøgelse den 15.8.1988, altså næsten et år efter, jeg blev syg første gang. De gik i gang med deres egne undersøgelser, og var ikke bundet af de meninger, som lægerne i Ålborg, havde givet udtryk for. Jeg fik igen taget vævsprøver fra leveren, både finnåls- og grovnålspunktur, men de kunne ikke få en fast prøve ud, det var noget smadret noget, næsten ligesom materie. Det var faktisk dødt, og de kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var. Den 24.8. blev jeg hjemsendt uden operation, men blev hurtigt indkaldt igen og blev opereret den 5.9.88.

Jeg var ellers begyndt at mene, at jeg ikke ville opereres alligevel, for jeg havde det jo egentlig godt. Jeg lagde ikke skjul på over for lægerne, at jeg tog naturmedicin, og mødte faktisk også forståelse for det, for når der nu ikke var nogen lægelig behandling, kunne de da godt forstå, at jeg ville prøve alt muligt. Men de var forundrede over, at det havde virket så godt. Jeg havde mest lyst til at udsætte operationen i tre måneder, men overlægen, der skulle operere mig, sagde at det skulle være nu, hvor knuden var lokaliseret og ikke havde spredt sig. Og så er man jo så autoritetstro, at man siger ja. Desuden var der risiko for, at der kunne gå hul på den byld, jeg åbenbart havde i leveren, og så kunne jeg dø af blodforgiftning i løbet af en halv time. Bylden viste sig efter operationen at være krætftsvulsten, der var død!

Opereret

Jeg skulle opereres om mandagen, men skulle møde til nogle undersøgelser om fredagen og kunne så holde fri i weekenden. Jeg gik til fods fra hospitalet ud til min svoger og svigerinde, som bor 8 km derfra, og det var med tung bagage, så det var nu ikke fordi jeg havde det så ringe.

Da jeg skulle opereres mandag morgen, var jeg godt nok ved at tænke på, at jeg godt ville have det udsat, men det kunne nu ikke lade sig gøre. Jeg blev kørt på operationsstuen kl. 8 om morgenen, og nåede lige at se, at de var 8-10 mennesker, der skulle tage sig af mig, og de opererede så til kl. 7 om aftenen. Familien ringede flere gange fra Jylland, men fik hele tiden at vide, at jeg stadig var på operationsbordet. Jeg havde ikke syntes, at der var nogen grund til, at de tog med derover.

Jeg var skåret op fra den ene lyske og op til ribbensbuen og ned til den anden lyske, og jeg blev syet med 57 sting. Da jeg blev udskrevet 14 dage senere, fik jeg at vide, at jeg kunne få fuld kost. Jeg har ikke været på vegetarkost siden, men har da levet fornuftigt. De kredsede hele tiden om mit alkoholforbrug, men jeg måtte jo sige, at jeg var 50 år, før jeg havde den første kasse øl i mit hus. Men til festlige lejigheder har jeg ,da godt kunnet følge med, men jeg mener nu, der er stor forskel på, om man drikker til daglig eller kun til fest.

Efterhånden kom jeg da også til hægterne efter operationen, men jeg havde nu svært ved at gå i den første tid. Jeg tog den med ro om vinteren, men til foråret begyndte jeg at arbejde igen med alle mine forskellige gøremål.

Kræftknuden død

Lægerne fortalte mig ikke noget om, hvad det var, de havde fjernet, men senere har jeg jo af papirerne kunnet se, at det var en død kræftknude de fjernede. På et tidspunkt mødte jeg lægen, der opererede mig, på trappen, og han erklærede mig 100% helbredt. Senere har han også været interesseret i at undersøge den naturmedicin, jeg tog, for at prøve det på andre patienter med leverkræft. Specielt var han interesseret i Ipe-Roxo teen. Det er nu mere end fire år siden, jeg blev opereret, og jeg har ingen gener, men føler mig sund og rask. Jeg skal dog passe på ikke at få stød eller slag i maven, for det gør ondt.

Uanset naturmedicin eller ej, er jeg nu glad for, jeg blev opereret, når det nu var så lokalt. Og jeg har da også fået det bedre efter operationen. Måske kunne jeg have helbredt mig alene med naturmedicin, men der er jo ingen, der kan vide, hvordan det var gået uden operation. Måske var kræften gået helt væk, men det kunne jo også være mig, der var gået væk.

Det, der har hjulpet mig til at blive rask, har nok været en rimelig sund levevis og så viljen til at leve. Det psykiske har i hvert fald en vældig stor betydning. Flere læger har da også sagt til mig, at jeg simpelthen har kureret mig selv. På Herlev sagde de, at jeg var ét til- fælde ud af 10.000. Det, de skar væk af min lever, har de da også gemt endnu og tager frem ved festlige lejligheder. Det var 7-800 g af min lever, de skar væk. Svulsten var 10×10 cm. Men leveren kan jo vokse ud igen.

Jeg tager ikke mere naturmedicin eller holder en bestemt kostplan, men lever fornuftigt. I det daglige kan jeg næsten glemme, at jeg har været syg. Jeg er fuldt arbejdsdygtig, selvom jeg er 68 og egentlig godt kunne holde op.

Jeg har også fået målt huset op for jordstråler, for der er jo nok mere mellem himmel og jord, end vi går og tror. Men jeg flyttede nu ikke min seng af den grund. Jeg har ikke været ved nogen alternativ behandler, ud over hende i helsekostforretningen, som gav mig min kostplan. Når alt skal være, er man nok selv den bedste helbreder. Men jeg har jo også været så heldig, at jeg ikke har været ødelagt af smerter, for så er det straks sværere. Familien har støttet mig hele vejen igennem, og min kone har været fantastisk god til at lave mad til mig, også da jeg var på kur.

Jeg har ikke ændret på mit liv på grund af min sygdom. Jeg arbejder ligeså meget, som jeg gjorde før. Jeg må drikke op til 5 genstande om ugen, og det kan jeg fint tåle, så leveren må jo fungere godt. 3-4 kopper kaffe om dagen kan jeg også tåle, men jeg drikker også meget postevand. Jeg tror, jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg kan tåle, og hvad jeg ikke kan tåle. I det store og hele lever jeg, som det passer mig.

På Herlev sygehus synes jeg, jeg har fået en god behandling. Der kunne man med det samme mærke, at lægen var en autoritet og en kapacitet, der vidste, hvad han havde med at gøre. Det var kort og bestemt og ikke som i Ålborg. Det var en god fornemmelse, at føle, at man var i de rigtige hænder.

Jeg synes, jeg har mødt åbenhed fra overlægen på Herlev, at han viste interesse for den naturmedicin, jeg havde taget. Om det så er blevet undersøgt nærmere, ved jeg ikke. Flere læger har betegnet det som et mirakel, at jeg er blevet rask.

Ind imellem har jeg haft nogle dage, hvor jeg har spekuleret på min sygdom, men det har aldrig gjort mig skrækslagen på nogen måde, og i det store og hele har jeg arbejdet ligesom jeg plejer. Lige da jeg fik diagnosen, spekulerede jeg godt nok på at køre i havnen, men det var nu så koldt den dag, så det blev ved tanken. Men jeg tror da, at sådan en diagnose kan få mange til at begå selvmord, og lægerne skulle nok lære at fortælle sådan noget under lidt andre omstændigheder. For det er jo reelt en dødsdom man får. Men jeg havde også selv lagt op til, at jeg gerne ville have ren besked.

To af mine søstre døde af kræft inden for et halvt år, før jeg blev syg. Min mor døde af leversvigt, da hun var 73, så man kan jo også spekulere på, om det er arveligt. Min mor havde ikke fået mere end højst én flaske kirsebærvin i løbet af sit liv, så hos hende kunne det i hvert fald ikke være på grund af alkohol!

Måske har stress i mit arbejde også spillet en rolle for mit helbred, men det er nok ikke sådan at man kan finde en påviselig årsag til sygdommen. Min far var 92, da han døde. Han var en sej kanut, der arbejdede hele sit liv, og jeg er måske lidt af samme støbning.

Lægelig kommentar:

Såvel finnålspunktatet fra Ålborg som operationspræparatet er eftergransket. Svulsten var på operationstidspunktet næsten helt død (nekrotisk). Også i finnålspunktatet ses tydelig tendens til nekrose, men det kliniske forløb tyder på, at den alternative kur og jens’ jemvilje har haft afgørende betydning for, at Jens overlevede sin dødsdom.

Det er en meget tankevækkende historie, og jeg kender ikke til lignende tilfælde. 5-års overlevelsen for leverkræft (primært hepatom) er 1-2%.

Charakas kommentar:

I bogen Kræftmirakler står der at Jens stadigt havde det fint i 1999 og fører et meget aktivt liv. Han var i gang med at renovere en forfalden landbrugsejendom i en alder af 74 eller 75 år og omkring 11 år efter diagnosen.

Jytte Hansen – Født 1929

Diagnose: Lungekræft

Alternativ Behandling: Akupunktur, Naturmedicin

Jytte fik diagnosticeret lungekræft i 1990. Lægerne forsøgte at operere, men måtte opgive, da kræften sad omkring blodårerne til hjertet. Jytte fik at vide, at hun kunne leve i 3-6 måneder. Hun gik i gang med akupunkturbehandling, og har i dag færre smerter end for 2 år siden. Hosten er også blevet mindre, men Jytte skal spare meget på sine kræfter i hverdagen.

Diagnosen

Jeg havde haft vejrtrækningsbesvær et stykke tid, og i oktober 1990 tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved det. Jeg har haft ledegigt si- den 1981 og har gået på Odense Sygehus med 6 ugers mellemrum. En dag, jeg var derude, snakkede jeg om min åndenød og min hoste. Jeg gik ikke så meget, fordi jeg havde ondt i mine ben, men nu kunne jeg næsten ikke gå op ad trappen uden at puste. Min gigt- læge, som jeg havde et meget godt forhold til, sendte mig så til undersøgelse på lungeklinikken, og jeg blev røntgenfotograferet. De sagde allerede efter røntgenbilledet, at det sandsynligvis var kræft. I december 1990 blev jeg opereret i halsen, for at de kunne lave en undersøgelse og se, om kræften var på vej over i den anden lunge.

Den 20.12. var jeg på lungeklinikken igen, og da fik jeg at vide, at der var ikke nogen tvivl, det var kræft i højre lunge.

Jeg fik diagnosen på den måde, at lægen sad og kiggede i papirerne, så sagde han: Ja, du har jo røget. Ja, det havde jeg jo. Jeg har aldrig været storryger, højst røget 8 cigaretter om dagen. Jeg røg mest, fordi jeg tog på i vægt, når jeg ikke røg, og jeg var på det tids- punkt allerede holdt op. Det har jo sat sig på lungen, sagde han, og det er der jo ikke noget at gøre ved, når man ryger. Jeg følte ikke, det var en god måde at få det at vide på. Det gjorde selvfølgelig hverken fra eller til på sygdommen, om jeg havde fået det at vide på en lidt anden måde, men jeg synes nu, det kunne have været gjort betyde- ligt pænere. Jeg synes, det var en meget brutal og malplaceret be- handling, jeg fik. Det var som om, at når jeg havde røget, så kunne de ikke tage sig af min sygdom. Jeg havde hørt om andre, der havde fået det samme at vide, men da troede jeg ikke på det!

Den 27.12. fik jeg nogle smertestillende piller for første gang for smerterne i brystet, som var blevet værre. I begyndelsen af januar fik jeg taget nogle specielle røntgenbilleder og scanninger af andre indre organer for at se, om kræften havde spredt sig. Jeg havde først fået at vide, jeg skulle vente i tre uger på scanningen, men det syntes min søn var for galt, så han ringede til hospitalet og fik det rykket frem. Den 9. januar var jeg på lungeklinikken til en samtale med en ny læge, som ikke kunne fortælle mig noget, jeg ikke vidste i for- vejen. Den 14. januar blev jeg indlagt til en undersøgelse, hvor de tog væske ud af lungerne til undersøgelse. Sidst i januar fik jeg så at vide, at de ville operere mig og fjerne den syge lunge.

På operationsbordet

Jeg blev opereret den 6. februar 1991. Under operationen viste det sig, at de ikke kunne fjerne lungen, fordi kræften havde sat sig på en af årerne til hjertet, så de fjernede slet ikke noget, men lukkede mig igen. Jeg var indlagt i 14 dage, for selvom de ikke havde fjernet noget, var det jo et stort snit, jeg havde fået. Lægerne fortalte mig, at der ikke var noget at gøre. Jeg havde tre måneder, hvis jeg var heldig et halvt år, tilbage at leve i. Jeg spurgte selv, og jeg var jo forberedt på, at det var det svar, jeg ville få, da operationen jo ikke var lykkedes. Jeg var på hospitalet til en enkelt samtale kort efter operationen. Lægen sagde, at han håbede jeg ville få det godt så længe, som det nu kunne lade sig gøre. Jeg har så ikke været på hospitalet siden. Jeg skulle ikke komme til nogen kontrol, men hvis jeg fik det dårligt, kunne jeg få psykologhjælp. Det har jeg nu ikke benyttet mig af, det syntes jeg ikke, jeg havde brug for. Jeg kan snakke med min mand, og min datter har også hjulpet mig meget ved at snakke med mig om det.

De siger, man skal komme så hurtigt man kan, når man har kræft, men når man så ér syg, så virker det sommetider som om, tiden bare skal trækkes ud med ventetider på forskellige undersøgelser.”

De siger, man skal komme så hurtigt man kan, når man har kræft, men når man så ér syg, så virker det sommetider som om, tiden bare skal trækkes ud med ventetider på forskellige undersøgelser. Jeg startede med undersøgelser i november, og jeg blev først opereret i februar. Det var hårdt med den lange ventetid med usikkerhed. Den helt præcise diagnose fik jeg først lige før jul. Da jeg først var opereret, synes jeg, at jeg fik en god behandling på afdelingen. Jeg havde enestue, og lægerne behandlede mig godt dér. Overlægen, der opererede mig, var jeg glad for at snakke med, og sygeplerskerne og det øvrige plejepersonale var også meget søde og hensynsfulde.

Det er kun på den ambulante lungeafdeling, jeg synes, jeg fik en dårlig behandling.
Overlægen spurgte, om der var noget særligt, vi syntes vi skulle, og jeg sagde, at vi havde tænkt os at tage over til min søn i USA, hvis jeg ikke var blevet syg. Han anbefalede os så at tage afsted med det samme, vi skulle ikke vente til sommer.

Til USA

Vi vendte og drejede det hele nogle gange. Sidst i marts tog vi så til USA. Vi tog min datter med, og på den måde kunne en stor del af familien være samlet. Vi vidste jo ikke, hvordan det hele udviklede sig, og jeg skulle have meget hvile. Jeg var meget mere træt, end jeg er i dag, men operationen har selvfølgelig også taget på kræfterne. Det var godt vi tog afsted, vi fik mange gode oplevelser. Da vi kørte fra Los Angeles til San Fransisco, måtte jeg dog sove en del på bagsæ. det. Men turen hjalp mig på fode igen. Det var dejligt at komme ud at opleve noget, det nytter ikke noget bare at sidde derhjemme, men bevidstheden om sygdommen sidder jo altid i baghovedet på én.

Vi prøver på at leve et nogenlunde almindeligt liv. Jeg er holdt op med at arbejde. Jeg havde et halvdagsjob, men fik pension uden problemer. Jeg er glad for, jeg holdt op, for vi er helt uafhængige nu. Min mand er også på pension, så vi kan rejse, når vi har lyst til det.
Der er mange ting, jeg ikke kan, og jeg bliver hurtigt træt. Jeg kan fx ikke støvsuge, men min mand er en god husassistent. Jeg kan lave mad og andre ting, som jeg kan stå op eller sidde ned til. Jeg kan kun arbejde ca. halvanden time ad gangen, så bliver jeg træt og begynder at svede, men det lærer man jo at indrette sig med. Vi ser stadig de venner, vi plejer at se, men de får ikke så indviklede middage som før i tiden. Jeg laver helst maden dagen i forvejen, for jeg har ikke kræfter til både at lave mad og have gæster på én dag.

Vi har rejst en del, siden jeg blev syg, både her i landet, i Europa og i USA. Også i år var vi i USA, og jeg har lovet min svigerdatter at komme næste år også! Det kan ikke hjælpe noget at lade være med at foretage sig noget, fordi man ikke ved, hvordan det vil gå i mor. gen, men sådan er det jo egentlig for alle mennesker. De, der ikke er syge, tænker bare ikke så meget på det, som vi andre gør. Sommetider kan det være svært at forklare andre, at ingen har forsikring for at være i live i morgen.

Jeg har lige været med til at bestemme, hvilke roser vi skal have plantet i haven, og så kan jeg ikke lade være med at tænke: Det kan jo godt være, du slet ikke får set de roser i blomst. Så er den der lige med det samme! På den anden side kan det jo heller ikke nytte noget ikke at ville sætte roser eller foretage sig så meget andet – for så har vi jo ikke noget ud af den tid, vi har. Sommetider tænker jeg på, hvad forskellen egentlig er i livsbetingelser for os, der har kræft, og for de raske. De raske fortrænger nok døden mere end vi andre gør.

Jeg får en lille smule morfin morgen og aften. Jeg har sat det meget ned, og lægen kan ikke forstå, at jeg kan klare mig med så lidt. I marts 1992 blev jeg på mit eget initiativ røntgenfotografet i Nyborg, og da var der ikke nogen forandring. Svulsten var i hvert fald ikke blevet større. I august 1992 var jeg så på Odense Sygehus igen, for første gang i halvandet år (også efter mit og min egen læges initiativ). Da viste røntgenbilledet, at lungen var klappet sammen, og svulsten kunne ikke ses på billedet. Det er, hvad der sker, sagde de på sygehuset. Jeg hoster mindre, og har i hvert fald ikke fået det dår- ligere. Jeg mærker faktisk ikke nogen forskel, efter lungen er klappet sammen, men lungen virkede også kun lidt, højst 10% af kapaciteten var tilbage, og så er forskellen selvfølgelig ikke så stor, når den holder helt op med at virke.

Det har ikke været muligt at give mig strålebehandling – så ville de ramme mit hjerte, og det ville jeg ikke kunne tåle. I dag er jeg fak- tisk glad for, at jeg ikke fik valget, om jeg ville have stråler og kemo- terapi, for jeg havde nok ikke turdet sige nej, hvis de havde foreslået det. Men i dag tror jeg, det har været godt for mig, at jeg ikke fik det. Dem, jeg kender, som har fået stråler og kemo, har haft det meget dårligere, end jeg har det.

“Jeg synes Kræftens Bekæmpelse er helt ude på et sidespor. De misbruger folks offervilje. Det er for poppet med alle deres lotterier.”

Jeg håber snart, der kommer til at ske noget nyt inden for kræftbehandlingen. Jeg synes Kræftens Bekæmpelse er helt ude på et sidespor. De misbruger folks offervilje. Det er for poppet med alle deres lotterier. De nedvurderer folk. Vi vil hellere støtte en forskning, der giver resultater, end deltage i lotterier. De skulle bruge deres penge til forskning i stedet for til investeringer i bygninger. Efter jeg er blevet syg, støtter jeg dem ikke så meget, som jeg gjorde før

Akupunktur og kosttilskud

Tre uger efter, jeg havde fået den store operation, begyndte jeg på akupunkturbehandling hos en akupunktør i Sønderjylland. Jeg fik mange gode råd fra forskellige mennesker, om hvad jeg kunne gøre. Nogle foreslog mig at ændre på kosten, men det har jeg nu ikke gjort. Jeg tror ikke på, man kan spise en kræft væk. Vi lever nogenlunde fornuftigt, og jeg drikker friskpresset grøntsagssaft hver morgen. Jeg tager antioxidanter som kosttilskud. Derudover tager jeg prednisolon. Det virker både på kræften og på gigten, men som bivirkning har jeg taget 10 kg på. Jeg har halveret dosis nu, og det går meget godt med det. Prednisolon stimulerer vævet omkring lun- gen og hjælper også på smerterne.

Jeg havde læst om akupunktøren i et ugeblad, hvor der var en ar-tikel om en anden lungekræftpatient, der var blevet hjulpet. Jeg havde brug for at gøre noget selv. Vi har aldrig troet ret meget på alternativ behandling, men jeg var nødt til at gøre noget. Jeg begyndte hos ham, før vi tog til USA. Han sagde, han ikke kunne helbrede mig, men han kunne forlænge mit liv. Han er ikke god til at forklare, hvad han gør, men jeg forstår det sådan, at behandlingen styrker mit immunforsvar.

Mange gange er jeg i tvivl, om det er det rigtige, at gå der. Jeg får kun akupunktur i 5 minutter, og nålene bliver sat i samme sted hver gang, så sommetider synes jeg, det er langt at køre for sådan en behandling. Men jeg ved jo ikke, hvordan det var gået uden akupunkturen, og jeg har prøvet et par gange at lade være med at gå til behandling en gang om ugen, men hver gang får jeg det dårligt og må sætte mit pilleforbrug op. Når jeg så er der igen, kan jeg sætte pilleforbruget ned dagen efter. Og der er jo ingen bivirkninger ved det. Det koster selvfølgelig – også kørslen, men hellere bruge pen- gene nu. De er ikke noget værd, når vi er væk! Jeg forsøger at få en fornøjelse ud af den lange køretur, så får vi en kop kaffe undervejs og laver en udflugt ud af det. Det er jo et usædvanligt forløb, at jeg stadig er i live, og folk, der ikke ved det, kan ikke se, at jeg er syg. Med de begrænsninger, der er i, hvad jeg kan, så har jeg det rimeligt.

Jeg har sagt både til min egen læge og på sygehuset, at jeg går til akupunktur. Så må de mene om det, hvad de vil – og det gør de sikkert også! De trækker lidt på skuldrene, men de kan jo ikke forklare, hvorfor jeg stadig er i live.

De allerførste gange, jeg fik akupunktur, fik jeg forskellige reaktioner. Efter en uges forløb kunne jeg mere end halvere mit forbrug af smertestillende medicin. Jeg har ikke taget Ketogan siden maj 1991 – jeg får noget meget mildere medicin nu. Da jeg fik al den smertestillende medicin, var jeg meget slap og sløv. Nu er jeg blevet mig selv igen.

Min gigt er der stadig, men jeg har ikke ondt mere. Måske har akupunkturen også en effekt på det, men prednisolon virker også på gigten. I dag har jeg det afgjort bedre end efter operationen. De første par måneder efter var jeg selvfølgelig dårlig af selve operationen, men da det var overstået, var jeg stadigvæk mere dårlig, end jeg er i dag. Jeg er også psykisk meget mere afklaret omkring det. Jeg lever, og tænker ikke bare på, at jeg skal dø. Jeg lever, som om jeg har et liv! Selvfølgelig bestemmer vi ikke selv, hvornår vi skal dø, men vi kan nu nok selv gøre lidt til at forlænge livet. Man er nødt til at tro på den behandling, man får. Man er nødt til at have livsmod for at klare sig. Og man er nødt til at tage hensyn til sig selv.

Jeg har ikke haft brug for at være i kontakt med andre kræftpatienter undervejs. Jeg har prøvet at være med til et patientmøde en enkelt gang, men det var for deprimerende. Jeg kan snakke med min familie og mine venner om det, jeg har brug for at snakke om. Jeg har ikke lagt skjul på min sygdom over for vores venner, men jeg snakker selvfølgelig ikke sygdom hele tiden. Det er jo også gået så forholdsvis godt, så derfor snakker man nok også lidt mindre om det.

Jeg føler, jeg har en indre ro, og det tror jeg også hjælper mig. Jeg ryger ikke ud i stor angst som mange andre. Det har altid været min natur, at tage tingene forholdvis stille og roligt. Man kan jo ikke selv gøre for, hvilket sind man har. Er man forholdsvis afbalanceret, in-den man bliver syg, kan man også bedre klare en sygdom. Nervøse og ensomme mennesker har nok sværere ved at klare en sygdom. Jeg har al den støtte, jeg kan få fra min familie.

Jeg har slet ikke kunnet finde ud af, hvorfor jeg er blevet syg. Det er så lidt, jeg har røget, så jeg tror ikke, det er årsagen. Der har hel- ler ikke været kriser eller psykiske problemer, som nogle jo mener kan være årsag til kræft. De problemer, der har været, har vi altid kunnet snakke om, og det har aldrig været noget, der har virket ødelæggende på mig. Min kost har også været rimelig sund, men jeg lever ikke på kartoffelvand og hvidløg, som sikkert kan være en god kur for gigt, men så er livet nu ikke værd at leve!

Jeg hoster ikke nær så meget, som jeg har gjort før. Hvis jeg skal bukke mig ned, kommer jeg til at hoste, men ikke så meget som før. Det, der generer mig mest, er faktisk, at jeg tit begynder at svede fra hårkanten, så det løber ned ad mig. Det ligner lidt svedeture som i overgangsalderen. Sommetider sætter akupunkturen ekstra gang i, at jeg sveder. Måske er det en udrensning, akupunkturen sætter i gang.

I det daglige har jeg ikke smerter mere, men et bestemt sted under højre bryst kan jeg sommetider have meget ondt – det kan være ømt som en byld, hvis jeg kommer til at røre ved det. Jeg sover godt om natten uden smerter, men jeg har altid haft et godt sovehjerte. I begyndelsen spekulerede jeg en del om natten, men det gør jeg ikke mere. For det meste sørger jeg også for at få en middagssøvn. Jeg er kommet ind i en god rolig rytme.

Jeg lader som om, jeg har en fremtid. Jeg har bestilt billetter til en teaterforestilling næste sommer, så jeg er skam optimist. Skulle jeg ikke være her næste sommer, er der en anden, der kan få glæde af billetten. For mig er det en nødvendighed at sige, at det vil jeg til næste år i juni – for selvfølgelig er jeg her til næste år i juni. Og er jeg her ikke, ja så er det bare ærgerligt. Der er næsten ikke andet at sige til det. Jeg vil selvfølgelig gerne klare 10 år til. Min mand bliver snart 70, men vi vil ikke holde nogen stor fest, vi rejser i stedet for. Men jeg har sagt, at når jeg bliver 70, så holder vi en stor fest. Og jeg sagde, når og ikke hvis.

Selvfølgelig er der da noget af det, jeg siger, jeg kun har i munden. Men jeg synes, man også godt må lave lidt sjov med det. Selvfølgelig har jeg da en smerte inden i, men tit kan jeg også glemme det, specielt hvis der sker noget i dagligdagen. Hvis vi er for meget alene, kan jeg da godt få en forfærdelig selvmedlidenhed, men hvis jeg bare får lov at græde i et par timer, så kan jeg godt klare mig et stykke tid igen.

“Min egen læge fortalte, at da han på et tidspunkt havde ringet ind på hospitalet om mig, havde de sagt: Jamen er hun levende endnu? Så jeg er åbenbart usædvanlig, og så må jeg jo prøve påat blive ved med at være usædvanlig! Det er jo det eneste håb vi har.”

Lægelig kommentar:

Det er meget mærkeligt, at Jytte stadig er levende. Ingen læge kan gøre hende rask, men Jytte selv og hendes familie kan åbenbart trodse statistikken. Det er meget livsbekræftende, og forløbet støtter, at en nærmere analyse af akupunkturbehandlingens effekt på kræftsygdomme er relevant.

Susanne Lindahl f. 1928

Diagnose: Kræft i æggestok

Alternativ behandling: Diæt, Visualisering, Healing

Susanne fik konstateret kræft i den højre æggestok i 1988. Kræften havde spredt sig i bughulen, og hun fik at vide, at sygdommen var i tredje stadium, og uden kemoterapi ville hun ikke overleve. Susanne sagde alligevel nej til kemoterapi og valgte i stedet en proteinfattig diæt, som hun supplerede med behandling hos en healer. I dag har Susanne ingen mén af sygdommen og føler sig helt rask. Susanne har selv skrevet sin historie:

Knude i bryst opdages

Sommeren 1984. Dagen før jeg skal rejse på ferie, opdager jeg en knude i mit ene bryst. Jeg havde længe vidst, at der var noget galt, men jeg stak hovedet i busken og lod som ingenting i håb om, at bare jeg ignorerede signalerne, ville det hele nok gå i orden af sig selv. Det gjorde det ikke. Tværtimod!

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det nok ikke er noget alvorligt, og nu skal jeg under alle omstændigheder på ferie, og den vil jeg ikke have ødelagt, så næste dag rejser jeg ud i sommerlandet og prøver på at glemme alt om knuden, men hånden glider automatisk op og føler efter – jo, den er der endnu.

Da jeg kommer hjem, går jeg op til min læge, som også siger, at der er en knude, og at den er stor. På det tidspunkt har jeg bopæl i Helsingør og bliver henvist til en overlæge på sygehuset i Hørsholm. Overlægen viser sig at være en ældre herre, som fører sig frem iført operationstøj, grøn kittel og kalot. Han siger straks, at knuden skal fjernes, men først skal der tages mammografi. Det får jeg taget nogle dage senere, og så skal jeg ringe ugen efter for at få nærmere besked.

Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke er helt uvidende om alternative behandlingsmetoder, som jeg har læst en del om, så allerede da jeg kom hjem fra ferie, gik jeg i gang med en kostkur. Jeg spiser råkost 3 gange om dagen og intet andet. Samtidig bruger jeg en form for selvsuggestion, idet jeg flere gange om dagen lægger hånden på knuden og meget bestemt anmoder den om at forsvinde. Jeg havde et par år tidligere opdaget, at jeg kunne få forkølelsessår til at gå væk på den måde.

Da ugen er gået, ringer jeg til sygehuset for at høre resultatet af mammografien. Overlægen kommer selv til telefonen og meddeler mig, at knuden er ondartet, og at jeg skal opereres. En sådan meddelelse er – selvom man er forberedt – så chokerende, at den i første omgang slet ikke trænger ind, men jeg får dog sagt, at jeg ikke vil opereres. Overlægen får mig overtalt til, at jeg i hvert fald skal komme ned og tale med ham. Meddelelsen om, at det er en kræftknude, er så meget des mere chokerende, fordi jeg på det tidspunkt faktisk synes, at knuden er blevet lidt mindre. Men det kan jo være noget, jeg bilder mig ind.

Da jeg nu har fået at vide, at knuden i mit bryst er kræft, får jeg et problem med at overbevise min familie om det hensigtsmæssige i at sige nej til operation. Sådan vil det sikkert altid være. Familien til en kræftpatient vil altid have, at patienten skal tage mod al den behandling, han eller hun kan få, og derfor kan det være meget svært for patienten, der er under pres både fra familien og fra lægerne. Familien er lægernes bedste forbundsfælle – og lægerne ved det! Men familien må forstå, at det er patienten, og patienten alene, der træffer afgørelsen. Det er patientens liv, det er patientens ansvar. Enhver har ret til selv at bestemme over sit liv.

I den uge der går, inden jeg skal ned til overlægen, er jeg meget ihærdig med min selvbehandling, og da jeg tager ned på sygehuset, er jeg helt sikker på, at knuden er blevet mindre. Jeg siger ikke noget om det til overlægen, som stadig går rundt med kittel og kalot, hvad der uvilkårligt får mig til at tænke på den gamle børnesang om lille Lise, der fik en silkehat, „holdt så meget af den, sov med den om natten”. Mon han også sover med sin kalot om natten, tænker jeg.

Han undersøger mig meget grundigt (og hårdhændet). Han virker desorienteret og konfererer flere gange med sine papirer. Til sidst siger jeg, at knuden vist er blevet mindre. Ja, det må han ind- rømme, men han synes alligevel, at den skal fjernes. Nej, siger jeg, jeg vil se tiden an. Han står og skal på ferie, så jeg får en frist på tre uger.

I disse uger er jeg meget ihærdig med min selvbehandling, og da jeg igen tager ned på sygehuset, er jeg ret sikker på, at knuden er væk. Overlægen undersøger mig meget Overfladisk og siger, at han vil have taget ny mammografi. Da jeg nogle dage senere kommer ind på røntgenafdelingen, kommer sygeplejerskerne og spørger interesseret, hvad der er sket, om jeg har gjort noget selv. Jeg fortæller dem det, og jeg hører den ene sige til den anden, at det er da meget bedre. Da jeg en uge senere ringer til overlægens sekretær for at høre resultatet, får jeg besked på at komme derned. Det gør mig lidt bange. Har de mon alligevel fundet noget? Fuld af uro tager jeg afsted.

Og hvad er det så, overlægen vil mig, som ikke kan siges i telefonen? Joh, han vil bare sige, at det var en fejltagelse. Det var røntenlægen som tog fejl. -Ja, det var en slem forskrækkelse! Farvel fru Lindahl.

Så blev jeg lempet ud af døren, jeg skal ikke have lejlighed til at sige noget. Overlægen hverken undskylder eller beklager. Han tilbyder heller ikke nogen form for kontrol, hvad der da må undre i betragtning af, at lægerne postulerer, at alle kvinder over en vis alder bør have brystet gennemlyst regelmæssigt, også selv om de ikke har haft nogen knude overhovedet.

“Jeg har tabt flere kilo i bestræbelserne på, at få knuden til at gå væk. Da det så lykkes for mig, får jeg bare at vide, at det var en fejltagelse!!!”

Det er en utrolig oplevelse at blive affærdiget på den måde. Nu er jeg blevet tudet ørerne fulde med, at jeg har brystkræft, og at det er et spørgsmål om liv eller død, at jeg bliver hurtigt opereret. Jeg har tabt flere kilo i bestræbelserne på, at få knuden til at gå væk. Da det så lykkes for mig, får jeg bare at vide, at det var en fejltagelse!!!

Hvad bilder disse læger sig egentlig ind? Hvem tror de, de er? Det er ganske enkelt for dårligt, og jeg må tilstå, at min respekt for lægerne kan være på et meget lille sted.

Det værste for mig er næsten følelsen af, at jeg er blevet efterladt i et tomrum. Nu har jeg i uger arbejdet så målbevidst på at kurere mig selv for en dødelig sygdom, og pludselig ved jeg ikke længere, hvor jeg er henne. Har jeg haft kræft, eller har jeg ikke? Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro.

1 1987 sker der en for mig lykkelig begivenhed. Jeg er jyde, men har boet på Sjælland i omkring 40 år. Jeg har ofte ønsket, at der var mulighed for at flytte hjem til Jylland, men har affundet mig med, at det aldrig vil ske. Nu viser der sig pludselig en chance, og før jeg næsten ved af det, har vi købt et hus midt i Jyllands smukkeste natur med skove, bakker, åer og søer. Sidst på sommeren flytter vi til Jylland, jeg er i den syvende himmel. Det er som at vende hjem efter at have boet det meste af livet i et fjernt land. Alt er bare godt. Selv min ægtefælle, som er ærkekøbenhavner, befinder sig som en fisk i vandet – rent vand vel at mærke!

Vi holder en dejlig jul med familien, men jeg tager lidt rigeligt på og må i begyndelsen af det nye år i gang med en slankekur. Det har aldrig været noget problem for mig at smide et par kilo, men denne gang vil det ikke lykkes for mig, tværtimod bliver jeg ved med at tage på. Jeg forstår ingenting!

Endelig i slutningen af januar går det op for mig, at der må være noget galt; dette her kan ikke bare skyldes julekalorierne. Jeg bliver tykkere og tykkere og kan ikke længere være i mit tøj. Jeg kommer til at tænke på min svigerfar, som døde for mange år siden af kræft i leveren. Det blev opdaget ved, at hans mave pludselig gav sig til at vokse – ligesom min! Jeg kan mærke frygten begynde at rumstere i maven.

Jeg indser, at hvor nødig jeg end vil, bliver jeg nu nødt til at gå til læge. Og hvad er han så for en – jeg ved ingenting om ham. Jeg har aldrig set ham, men bare valgt ham efter en liste, men som min far altid sagde – man kan lige så godt springe i som krybe i. Jeg tager telefonen og får en tid.
Lægen viser sig at være en skægget fyr omkring fyrre, med hår der ser ud som om, det er klippet med en hæksaks! Han kommer slabrende i et par sundhedssandaler og tager mig med ind i sit konsultationsværelse, der forekommer mig noget rodet. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene; han er både grundig og effektiv. Han mener, at jeg har væske i bughulen og henviser mig til en overlæge på Skanderborg Sygehus.

I den uge der går, inden jeg skal ind til overlægen, har jeg det ikke godt. Jeg tænker meget på min svigerfar; mon jeg også har kræft i leveren? Jeg får sommerfugle i maven, når jeg tænker på det. Min svigerfar levede ikke ret længe efter, at kræften blev opdaget. Natten før jeg skal ind til overlægen, sover jeg slet ikke. Jeg er så urolig. Jeg tænker på, hvordan det skal gå med min mand, hvis jeg dør. Han vil sikkert ikke blive boende her alene. Hvad så med hunden og katten? Mit hjerte drøner af sted, og min mund er tør som sandpapir. Det er en lettelse, da det endelig bliver morgen, så jeg kan stå op.

Da vi kører ind til overlægen, ønsker jeg brændende, at jeg må blive på hospitalet. Jeg synes ikke, jeg kan klare at blive sendt hjem igen, når jeg har det så dårligt. For en sikkerheds skyld har jeg taget en tandbørste med, men det er torsdag, og jeg har en mistanke om, at de nok ikke tager nye patienter ind op til en weekend.

Overlægen, en ældre mand, undersøger mig kun overfladisk og spørger så, om jeg ikke vil blive på sygehuset. Jeg føler mig enormt lettet. Han tager telefonen og efter nogen parlamentering skaffer han mig en plads … på barselsgangen! Men det er jo fint i stil med min store mave!

Opereret

Jeg bliver opereret om mandagen; man har fundet en svulst på den ene æggestok. Klokken 9 bliver jeg kørt over på operationsgangen, hvor narkoselægen træffer forberedelse til at indføre et epiduralkateter i min rygsøjle. Jeg når aldrig at opdage, hvordan jeg egentlig bliver bedøvet. Sygeplejersken skubber mit ærme op, og pludselig og uden varsel er jeg væk! Væk fra skinnende lamper og blanke apparater, væk fra farlige mænd med maske for ansigtet og knive i lommen. Hvor er min sjæl henne, mens de lemlæster min krop? Er den forsvundet ud i universet eller hænger den oppe under loftet, for at holde øje med om den skal komme tilbage eller forsvinde for evigt?

“Overlægen gør sig ikke den ulejlighed at komme hen til min seng, men står på ca. 3 meters afstand og giver mig beskeden.”

Jeg ligger på intensivafdelingen i to dage, jeg er alene på stuen. Om morgenen den tredje dag bliver jeg vækket ved, at overlægen og en sygeplejerske kommer ind og ønsker mig tillykke. Det er min fød- selsdag; jeg bliver 60. Så meddeler overlægen mig, at svulsten på min æggestok var en kræftsvulst, og at de derfor har fjernet hele underlivet og blindtarmen, samt at der var metastaser i bughulen. Han siger, at jeg skal have efterbehandling med kemoterapi, og at jeg derefter skal opereres igen om et år, så de kan se, om der er mere kræft; senere skal jeg så opereres igen for tredje gang. Overlægen gør sig ikke den ulejlighed at komme hen til min seng, men står på ca. 3 meters afstand og giver mig beskeden. Så går de!

Det varer noget, inden jeg begynder at fatte, hvad der blev sagt. Var det virkelig mig, han sagde sådan til? Jeg – Susanne – som lige er kommet hjem til Jylland og nu skal have nogle dejlige år her i den smukke natur, som jeg elsker … eller skal jeg alligevel ikke …? Jeg føler afgrunden åbne sig; så vælter selvbebrejdelserne ind over mig. Det er min egen skyld!

Det er min egen skyld, jeg har ikke overholdt diæten fra sidste gang. Ah, hvor har jeg været dum; hvor har jeg været torskedum! Det er kun, hvad jeg har fortjent! Hvorfor blev jeg ikke ved med at spise råkost? Hvorfor lod jeg mig friste til at spise ostemad, drikke kaffe, spise chokolade. Hvor er vi mennesker dumme, skønt vi bilder os ind, at vi er så kloge. I virkeligheden behandler vi vort indre miljø på samme måde, som vi behandler vor stakkels klode, sviner det til så både vi selv og kloden får kræft. Nu hænger jeg på den; denne gang kan jeg vist ikke klare det selv!

Midt i mine dystre overvejelser kommer to sygehjælpere og kører mig tilbage til afdelingen. Da jeg kommer ind på stuen, står der flag på natbordet, men fødselaren er der ikke meget krudt i!
I de kommende dage tænker jeg meget på min efterbehandling. Jeg er mest stemt for at sige nej til kemoen. Det er en behandlingsform, der står for mig som noget naturstridigt – at man vil nedbryde mit immunforsvar på et tidspunkt, hvor jeg har allermest brug for det. Det kan aldrig være rigtigt. Alligevel er jeg i tvivl, jeg vil jo gerne leve!

“en dag, da en af de yngre overlæger går stuegang sammen med afdelingssygeplejesken, spørger han, om jeg er orienteret om min efterbehandling.

Næsten uden at jeg selv ved af det, kommer mit svar.

Jeg vil ikke have nogen efterbehandling!

Han ser koldt på mig

– Du går din undergang i møde!”

Så går de.

(Tak kære overlæge for det svar; som vækkede min slumrende oprørsånd til live. Tak fordi du ikke satte dig på min seng, tog min hånd og forsøgte at for- klare mig, hvorfor den efterbehandling var så vigtig. Havde du gjort det, havde jeg måske ladet mig overtale!)

Et par timer senere kommer afdelingssygeplejersken ind til mig igen. Hun siger til mig, at jeg i hvert fald bør tage ud til en samtale på Radiumstationen, snakke med dem og høre, hvad de vil foreslå, for, som hun siger, det vil være godt for dig at gå til kontrol der. Jamen det vil jeg da også gerne! Jeg vil gerne tage ud at snakke med dem; jeg vil gerne gå til kontrol der. Vi aftaler, at hospitalet sender besked.

Godt hospital men altid støj

Skanderborg Sygehus var et godt sted at være indlagt. Der er en god atmosfære, personalet er flinke og hjælpsomme, og maden er upåklagelig. Der er dog én ting, som jeg og sikkert også mange af mine medpatienter godt kunne ønske anderledes. Det er den vildt overdrevne liberalisering af besøgstiden, som nogle hospitaler bekender sig til nu om stunder. For vi skal jo være åh så frisindede, og folk skal selv kunne administrere besøgstiden, og resultatet er, at bortset fra nattetimerne og et par timer ved middagstid, er her aldrig ro, og ro er faktisk noget, syge mennesker har behov for. Nu er dette jo en fødeafdeling, men jeg vil påstå, at kvinder, der lige har født, også godt kan trænge til lidt ro ind imellem. Det kan da godt være, at den gammeldags besøgstid med en time om eftermiddagen og en time om aftenen er for lidt, men derfor behøver man vel ikke at springe lige i den modsatte grøft!

To uger efter min indlæggelse bliver jeg sendt hjem. Det er meget mærkeligt at være hjemme igen. Alt ser ud, som da jeg forlod det, og dog er alt forandret. Jeg er ikke længere den samme, som jeg var før. Jeg er et menneske, som måske snart skal dø. Vintergæk og erantis står i fuldt flor i haven; næste år er jeg her måske ikke til at glæde mig over dem.

Jeg er meget træt og hviler meget, men allerede dagen efter min hjemkomst kvitter jeg de smertestillende piller, jeg fik med fra sygehuset. De sløver mig, og jeg klarer mig fint uden.

Få dage efter jeg er kommet hjem, er jeg nødt til at tage over til lægen, da jeg er bange for, at jeg har fået en blærebetændelse, og jeg har heller ikke rigtig styr på hverken urin eller afføring. Den medbragte urinprøve viser ikke nogen betændelse, og lægen siger, at problemerne kan skyldes, at jeg har haft indlagt kateter under operationen. Det anede jeg ikke noget om!

Disse første par uger hjemme er de værste i forbindelse med operationen, for så længe man er på hospitalet, hvor kyndige mennesker tager hånd om en, er det jo ingen sag. Dog – hen ad vejen glider tingene i lave, både det ene og det andet, men det tager sin tid.

Jeg er begyndt at spise den proteinfattige diæt, jeg har tænkt at følge, og denne kur vil jeg kombinere med healing, hvis jeg ellers kan være heldig at finde en god healer. Det alternative marked er en jungle. Alt for mange er ikke dygtige nok, og så er der jo dem, som bare skal tjene penge. Men der er altså også nogle, som kan noget, og som er dygtige, problemet er bare at finde dem. I min situation kan jeg ikke så godt bruge tid på at prøve mig frem; jeg skal helst vælge rigtigt første gang.

Jeg er tilsagt på Radiumstationen en måned efter min hjemkomst, og til den aftalte tid møder jeg op derude. Jeg kommer ind til en yngre læge. Han sparer ikke på krudtet, men skyder fra hoften med det samme. Først fortæller han mig, hvad jeg allerede har fået at vide, at jeg havde en kræftsvulst på højre æggestok, og at der var metastaser i bughulen. Han siger, at jeg er i tredje stadium af fire. Han vil ikke lægge skjul på, at den kemoterapi, jeg skal have, er den hårdeste. Mine muligheder for at overleve vil være 30 %. (Nej, det kan ikke passe, så ringe kan det ikke være.) Selv om jeg får kemoterapi, vil han ikke garantere, at jeg overlever. Det vil han derimod garantere, at jeg ikke gør uden kemo. ( Han må tage fejl! Det må være noget han siger for at skræmme mig.)

Jeg sidder tavs et øjeblik. Så siger jeg, at jeg ikke ønsker at få kemoterapi, men at jeg meget gerne vil komme til kontrol. Det kan jeg ikke få lov til, siger han. Hvis jeg vil have kontrol, kan jeg få den hos min egen læge, men, som han siger, „Hvad skal du med kontrol, når du alligevel ikke vil behandles.”

Jeg er stum.

Han tilføjer, at hvis jeg senere skulle komme på bedre tanker og være villig til at gå i kemokur, kan jeg altid komme igen, men jeg må være klar over, at jo længere tid, der går, jo ringere bliver mine muligheder for at overleve.

Det var så det.

Jeg havde vel heller ikke ventet andet, det var jo det samme, jeg oplevede med min brystknude. Folk som jeg, der ikke vil makke ret, vil lægerne ikke have med at gøre, skønt det burde interessere dem at vide, hvordan vi klarer os. Man kan så begynde at spekulere over, hvorfor de er så afvisende, og om det i det hele taget er i overensstemmelse med lægeløftet?

Nu er jeg overladt til mig selv. Jeg har ingen, jeg kan spørge om råd. Jeg føler mig forladt – svigtet af et sundhedssystem, som jeg har betalt til det meste af mit liv. Nu, da jeg har brug for det, smider de mig ud.

Jeg har det lidt svært med mig selv, da vi kører hjem. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er bange!

Hos Healeren

Ad snørklede veje har jeg fundet frem til en healer, som skulle være god, og da jeg første gang kører over til hende, har jeg et stort ønske om, at hun må være den rigtige for mig. Da jeg kommer ind til hende, føler jeg straks, at jeg har gjort et godt valg. Hun er på alder med mine egne dø tre og præsenterer sig som Anne Sophie.

Jeg siger til hende, at jeg gerne vil have, at hun skal vide, hvad jeg forventer af hende, og at hun forhåbentlig vil sige fra, hvis hun ikke mener at kunne opfylde mine forhåbninger, for da mit liv hænger i en tynd tråd, kan jeg ikke så godt bruge tid på at eksperimentere. Så siger jeg, at jeg naturligvis ikke forventer, at hun hokus-pokus skal kunne helbrede min kræft, men at vi måske i fællesskab kunne udrette noget i retning af at pacificere kræftcellerne, således at jeg om ikke bliver helbredt, så dog kan have det godt længe. Det er hun helt med på.

Det viser sig, at selve healingen kun er en del af behandlingen, for Anne Sophie er også psykoterapeut, så samtaleterapi hører med. Det må jeg jo så finde mig i, selvom jeg overhovedet ikke synes, at det er noget, jeg har brug for.

Nå, men så kan jeg da for en gangs skyld få lejlighed til at snakke med en, der gider høre på, hvad jeg siger! Mange har spurgt mig om, hvad healing er, men sandt at sige, har jeg svært ved at forklare det. Det siges, at healeren fungerer som kanal for nogle åndelige kræfter, og at healeren kan gå ind og lukke op for noget blokeret energi. Det, som jeg selv reelt kan mærke, er, at Anne Sophies hænder har en speciel varme, som trænger ind i alle organer, selvom jeg har tøjet på.

Efter healingen siger Anne Sophie, at jeg nok har ret i, at mit liv hænger i en tråd, men hun mener, at jeg har en chance, for min aura er nok svækket, men ikke udpint. Hun har frigjort nogle destruktive energier, som havde hobet sig op i mit underliv. Vi aftaler, at jeg skal komme igen om en uge.

Kosttilskud

Som foråret skrider frem, får jeg det bedre og bedre. Vi går lange ture i den dejlige natur, og jeg nyder det intenst, for jeg ved jo ikke, om jeg snart skal sige farvel til det hele. På grund af den kostplan, jeg følger, er jeg blevet tynd, og min vægt er nu nede på 45 kg, men jeg har det fint (min normalvægt er 50-52 kg). Min kostplan er meget enkel; jeg spiser råkost med kartoffelmos morgen, middag og aften. Jeg tilstræber at gøre min kost så proteinfattig som mulig, og derfor undgår jeg de proteinrige grøntsager som bønner o.l. Jeg spiser heller ikke tomater, agurk og salat. Jeg tager kosttilskud i form af vita-miner og mineraler, russisk rod og Ipe Roxo. Når jeg har holdt denne kostplan i tre måneder vil jeg begynde at spise lidt mere protein. Selvom jeg har tabt mig, går jeg aldrig og føler mig sulten, jeg kan jo spise så meget, jeg vil.

Jeg vil slås for mit liv med alt, hvad jeg har i mig, men samtidig er jeg indstillet på at dø. Jeg tænker meget på døden og vil gerne vide noget mere om den. Jeg leder efter bøger om dette emne på biblioteket. Hvis det var så enkelt, at man bare kunne lukke sine øjne og ikke vågne mere, ville jeg ikke være bange. Det er tanken om det, der går forud, som er skræmmende, for de to „naturlige” dødsfald, jeg har oplevet, var forfærdelige. Men det nytter jo ikke at klynke, det er ikke værre for mig end for de tusinder af andre, som er i samme situation. Jeg tror ikke, man kommer nogen vegne med at gå og have ondt af sig selv.

Det er en ensom vej at gå at være alternativ kræftpatient, for man er helt uden kontakt med andre i samme situation. Hvis jeg ikke havde haft Anne Sophie, ville jeg ikke have nogen at tale med om mine problemer, for jeg vil ikke belaste min familie, som har det svært nok i forvejen. Men Anne Sophie er jo en betalt samtalepartner, som jeg kun ser til fastlagte og afmålte tider. Der mangler en kontaktmulighed for sådan nogen som mig, for jeg kan umuligtvære den eneste, som har sagt nej til den traditionelle behandling. Hvor er de henne allesammen? Sidder de som jeg og føler, at de er blevet efterladt på en øde ø? Tænk hvis vi kunne få kontakt og udveksle erfaringer.

Jeg har lært meget i denne tid, både om mig selv og andre. Jeg har opdaget nogle ressourcer i mig selv, som jeg aldrig ville have troet, at jeg havde, for jeg har været overbevist om, at jeg var et skvat, der jamrende ville gå omkuld, hvis jeg skulle komme ud for alvorlig sygdom eller ulykke. Jeg er ikke noget modigt menneske, men nu ved jeg, at det man skal, det kan man også, og jeg tror, det har noget at gøre med, at når man står med ryggen mod muren og ved, at der er ikke nogen vej udenom, så finder man ud af, at man lige så godt kan lade være med at jamre, for det hjælper ikke en pind. Der kommer ikke nogen og tager byrden fra mig, jeg skal selv bære den.

Hvis man gør sig det klart, så kan man måske hente de indre reserver frem, som dagligdagen aldrig har afsløret, at man havde, og ved hjælp af dem finde ud af, at selv en alvorlig sygdom kan have sine positive sider.

Jeg siger altid til mig selv, at når andre kan stå det igennem, så må jeg også kunne, og så fortæller jeg mig selv hver eneste dag, at jeg vil blive rask, at jeg vil ikke have kræftceller i min krop, at de skal for- svinde. Jeg vil ikke have dem der, de skal væk. Der er nogle terapeuter, som prædiker, at man skal blive gode venner med sine kræftceller, men det er slet ikke min stil. Jeg vil have dem ud af min krop, og det skal være nu.

Jeg har været utrolig heldig med mit valg af behandler. Anne Sophie er en absolut seriøs healer, som jeg har fuld tillid til. Hun ejer den ro i sit væsen, som jeg altid har følt mig tiltrukket af hos andre. Hun gør sig ikke til af sine evner og prøver ikke at pådutte mig noget. Jeg har også været heldig med mit valg af praktiserende læge. Han prøver aldrig at overtale mig til noget, men respekterer, at jeg har valgt en anden vej. Han er parat til at hjælpe mig, så meget han kan. Han har tilbudt mig, at hvis jeg vil til kontrol på Radium- stationen, så vil han gerne henvise mig dertil på mine egne præmisser, men det er jeg ikke længere interesseret i. Det skyldes dels, at jeg føler, at det måske kunne blive ubehageligt for mig, at en læge udefra påtvinger lægerne på Radiumstationen min person, men det skyldes også en TV-udsendelse om en ung kvinde, der var opereret for det samme som jeg. Det var mit indtryk, at hun fandt kontrolbesøgene på Radiumstationen meget utilfredsstillende.

Jeg er derfor kommet til den konklusion, at jeg nok gør bedst i at følge min egen vej og lade det gå sin gang. Jeg sætter min lid til Anne Sophie, som jeg stoler mere på end på nogen læge.

Alt dette ændrer imidlertid ikke den kendsgerning, at jeg bad om hjælp, men blev afvist. Jeg bankede på, men blev ikke lukket ind!

Juli 1992. Der er nu gået år, siden jeg blev opereret, og jeg er stadig særdeles levende. Jeg nåede altså alligevel at få nogle dejlige år i Jylland, og det er jeg taknemlig for. I den forløbne tid har jeg tre gange via min praktiserende læge fået en ultralydscanning på vores lokale sygehus, sidste gang i april 1992. Der blev ikke påvist noget unormalt.

Man må altså konstatere, at selvom lægerne lover død og undergang, hvis man siger nej til deres behandling, så kan det lade sig gøre at overleve et ganske pænt stykke tid alligevel. Hvordan jeg ville have haft det, og om jeg i det hele taget havde været i live, hvis jeg havde sagt ja til kemoen, kan man jo nok fundere noget over. Selv er jeg ikke i tvivl om, at jeg valgte det rigtige dengang.

Nu er der måske nogle, som spekulerer på, om jeg så denne gang har været klog nok til at blive ved med diæten. Til det må jeg sige nej, så klog har jeg ikke været. Jeg er faldet i mange gange, men i det daglige spiser jeg overvejende kartofler, grøntsager, brød, myseost og lidt honning – aldrig kød eller fisk.

Sygdommen har ændret mit liv på en positiv måde; jeg er blevet mere her-og-nu-bevidst. Ikke forstået på den måde, at jeg lever hvert eneste sekund, som om det var det sidste, for det er der ingen, der kan, men sådan at jeg lever de gode øjeblikke mere intenst. Det er ofte de små ting, som giver glæde – belysningen over landskabet – skyformationerne – lyden af flyvende svaner eller bare følelsen af at være til, men først og fremmest samværet med min familie.

Det ville være rart, hvis jeg kunne sige, at jeg er rask, men sådan forholder det sig ikke med en sygdom som kræft, da kan man aldrig vide sig sikker. Jeg kan ikke vide, om den pludselig en dag giver sig til kende i form af nye svulster. Jeg ved bare, at jeg er i live og har det godt. Jeg er taknemlig for hver dag, jeg får foræret, men skulle det ske, at sygdommen melder sig påny, vil jeg tage kampen op, og hvis jeg taber den, så har disse år givet mig så megen indsigt, at jeg forhåbentlig vil have styrke til at møde, hvad der kommer med fatning. Før eller siden skal vi jo alle herfra, og jeg har indstillet mig på, at nogle år fra eller til gør ikke den store forskel. Det som betyder noget er, hvordan man har brugt sin tid, og jeg synes, jeg har brugt den så godt, jeg kunne, med de evner og muligheder, der var til rådighed.

Lægelig kommentar:

Om Susannes brystknude i 84 var kræft eller ej forbliver en trossag. Billederne fra mammografien findes ikke længere, og der blev ikke taget finnålspunktat.

Derimod er hendes ovariecancer en sikker diagnose. Det var et såkaldt „serøst carcinomu grad 1. Der var spredning til bughulen og tumorceller i vædskeansamlingen. Det er enestående at få mere end 4 gode år efter en diagnose i dette stadium. Susanne ser ud til at være helt rask. Hvis hun havde modtaget tilbuddiet om cellegifte og klaret sig ligeså godt, ville lægerne have tilskrevet det gunstige forløb denne behandling, selvom den ikke plejer at være særlig effektiv ved den aktuelle kræfttype!

Udgivet d. 9/2-2015 af Kristian