Børnesygdommenes Naturlige Tilbagegang

Sammendrag af 2 foredrag holdt af Dr. med.G.Buchwald.

Mine damer og herrer. Først vil jeg gerne præsentere mig selv. Jeg er født i Eisenberg i Thüringen i 1920, begyndte mit medicinske studium på Königsberg Universitet, tog kantussen på Danzig Universitet, tog den afsluttende eksamen fra Jena Universitet, blev Dr.med. ved Hamburg Universitet, fik anerkendelse som speciallæge i lungesygdomme i Niedersachsen, som speciallæge i intern medicin i Hessen, erhvervede betegnelsen naturlæge, læge i socialmedicin og kurlæge i München. 1 1989 gik jeg på pension efter at have været overlæge på en klinik i Bad Steben.

Efter en personlig oplevelse blev jeg lægelig rådgiver for Foreningen til Beskyttelse af Vaccinationsskadede og har siden da anskaffet mig en omfattende literatursamling om infektionssygdomme, om vaccination og om vacci-nationsskader. Den består for øjeblikket af 2.500 særtryk, monografier og fotokopier af videnskabelige artikler, samt ca. 50 doktorafhandlinger om vaccination og vaccinationsskader. Jeg har kendskab til næsten 1000 tilfælde af vaccinationsskader. 350 tilfælde har jeg haft personlig kontakt med.

Endvidere tror jeg i al beskedenhed ikke, der findes mange andre læger, der har så stort et kendskab til vaccinationsskader, som jeg har, eller som har arkiveret så mange afslag eller anerkendelser af erstatning, har samlet så mange domsafsigelser, er i besiddelse af så mange lovsamlinger, samlinger af videnskabelige artikler, lærebøger og standardværker. I 150 retssager har jeg været lægelig skønsmand, så der findes næppe nogen læge i Tyskland, som kan belægge sine argumenter med flere tal end jeg kan. Fra min hånd foreligger der i dag ca. 200 monografier om vaccination og vaccinationsskader.

Formentlig findes der kun få læger, der kan opvise et større antal. Hvis De til trods herfor aldrig har læst noget af mig, så er det på grund af skolemedicinens fortielsestaktik. Artikler om vaccinationsskader optages ikke i tyske lægetidsskrifter. Alle mine artikler kunne derfor kun udkomme i tidsskrifter for naturmedicin herhjemme og i udlandet. Intet tysk fagtidsskrift for børnelæger har endnu optaget en artikel skrevet af mig. De tyske læger bliver med fortsæt holdt i uvidenhed om omfanget af vaccinationsskader.

For at De kan forstå mit anliggende og mine bevæggrunde, vil jeg gerne fortælle Dem, hvordan det er gået til, at jeg har beskæftiget mig så indgående med infektionssygdommenes epidemiologi. Efter afslutningen af 2. verdenskrig har der i Tyskland været ialt 11 udbrud af kopper. Det første fandt sted i Wiesbaden i 1947, bragt til Tyskland fra Afrika af amerikanske soldater. Der forekom sygdomstilfælde blandt det tyske plejepersonale, men også blandt personer, der boede uden for sygehuset. Ved et tilfælde fik jeg fat i sygejournalerne for disse tyske medborgere. Det var et voldsomt chok for mig, da jeg læste, at de syge alle var blevet vaccineret flere gange mod kopper.

På universitetet havde jeg lært, at der indtil 1871 havde været koppeepidemier i Tyskland, men at der efter indførelsen af vaccination ved lov i 1875 ikke var forekommet flere, fordi mennesker, der er blevet vaccineret, ikke kan blive syge af kopper. Nu læste jeg noget, som egentlig var ganske utænkeligt. En sygeplejerske, som arbejdede blandt de kopperamte amerikanere, boede sammen med sin mor på et værelse. Sygeplejersken var blevet vaccineret i overensstemmelse med vores bestemmelser. Hun blev ikke syg. Men hendes mor, en østpreussisk jordemoder, der i løbet af sin tilværelse var blevet vaccineret mod kopper 14 gange, blev syg! På grund af denne begivenhed er jeg blevet tvivler og har mistet den blinde tiltro til skolemedicinen.

 

Koppetilfælde i Tyskland
År Sted Antal(dødstilfælde i parentes) indført fra transport­middel
1947 Wiesbaden 6 US-kaseme ?
1957 Hamburg 1 Indien fly
1958/59 Heidelberg 19(2) Indien fly
1961 Ansbach 4(1) Indien fly
1961/62 Düsseldorf 5(2) Liberia fly
1961/62 LammersdorfSimmerath 33 (1) Indien fly
1965 Kulmbach 2 Østafrika fly
1967 Hannover 1 Indien fly
1967 Regensburg 2 Indien fly
1970 Meschede 20 (4) Indien fly
1972 Hannover 1 Jugoslavien tog
  Ialt 94(10)    

 

Jeg lægger vægt på, at jeg ikke mere virker som læge, at mine redegørelser er min private mening, som ikke stemmer overens med skolemedicinens meninger. Mine redegørelser er resultatet af 30 års forskningsarbejde. Det drejer sig om en viden, som jeg fortrinsvis har erhvervet mig i egenskab af “lægelig rådgiver” for Foreningen til Beskyttelse af Vaccinationsskadede.

Da jeg i mange år har tilladt mig at fremføre kritik mod skolemedicinens læresætninger, som nærmest er blevet en slags religiøs overbevisning, så er jeg derfor af vaccinations-tilhængerne blevet betegnet som “vaccinations-modstander”. Det er en bevidst forhånelse, da den, der får en sådan betegnelse, bliver stemplet som “medicinsk amatør”. Derfor vil jeg gerne her i begyndelsen af mit indlæg fastslå: Jeg er ikke en medicinsk amatør, og jeg er ikke vaccinationsmodstander Jeg vil anbefale enhver vaccination, som opfylder tre fundamentale krav:

1. Den skal være nødvendig

2.Den skal med sikkerhed beskytte mod den sygdom, den er rettet imod.

3.Den må godt have bivirkninger, men den må ikke gøre sunde børn til livsvarige krøblinge.

De mange vaccinationsskader, der er blevet forårsaget af forskellige vaccinationsbehandlinger, har medført, at jeg har kunnet samle en viden om infektionssygdommenes epidemiologiske forløb. Statistisk institut i Wiesbaden udsender hvert år en såkaldt fagserie, i hvilken der er anført tal over syge og døde på grund af infektionssygdomme. Denne statistik er tilgængelig for alle, og man kan abonnere på den gennem sin boghandler. Desuden udkommer der hvert år en “Statistisk Årbog”.

Jeg vil vise Dem mange kurver over infektionssygdomme, som tidligere sikkert har spillet en stor rolle, men som i dag er blevet betydningsløse. Indtil 1990 var vaccination en sag, som fortrinsvis hørte ind under sundhedsvæsenet. På grundlag af forskellige overenskomster overgik vaccinationsbehandlingen i 1990 til børnelægerne og de praktiserende læger. Det var noget, man på forhånd havde vidst ville ske, og derfor ville det tyske sundhedsvæsen så at sige slutte af med at vise, hvad det formåede, hvorfor der fra 1970-1980 blev gen-nemført omfattende massevaccinationer.

Alle mine kurver viser tydeligt, at vaccinationerne ikke kan have været årsag til epidemiernes tilbagegang. Der må have været en fælles årsag til disse infektionssygdomme, som jeg plejer at kalde “Elendighedens sygdomme”. Dette spørgsmål har jeg beskæftiget mig med i 20 år, og jeg har brugt mange penge på relevante undersøgelser. Som mulige årsager har jeg tænkt på drikkevandet, spildevandet, forbrug af sæbe, antallet af badekar pr. person i befolkningen, antallet af boliger, beboelsesarealet pr. person osv. Forgæves. På alle disse områder var der sket enorme forbedringer i befolkningen, men de var ikke tilstrækkelige til at forklare tilbagegangen af alle infektionssygdommene.

Forklaringen fandt jeg i en bog af englænderen McKeown: “Die Bedeutung der Medizin” (Medicinens betydning), Suhrkamps forlag, Neue Folge, Bd. 109. Da jeg havde læst den lille bog, kunne jeg kun ryste på hovedet og sige til mig selv: Så enkelt er det altså. Hvorfor er du ikke selv kommet på det? McKeown påviste, at tilbagegangen i infektionssygdomme begyndte for ca. 200 år siden længe før indførelsen af nogen form for vaccination. Han gør udtrykkeligt opmærksom på, at det var overvindelsen af sulten, der var årsag til tilbagegangen af alle infektionssygdomme.

“Med deres vaccinationer sprang lægerne på det tog, der allerede var i fuld fart, og som viste en tilbagegang i antallet af infektionssygdommene. I årevis har de forsøgt at tiltage sig æren for sejren over epidemierne, en laurbærkrans, som ikke tilkommer dem. Sejren tilkommer i første række vores socialvæsen og i anden række vores landbrug. ”

Vaccination har altid betydet at indføre en sygdom i en organisme, der indtil da havde været fuldstændig sund. Ved alle vaccinationer har man påstået, at de var virksomme og ufarlige. Hidtil har disse påstande vist sig at være usande. Efterhånden erfarede man, at vaccinerede personer blev syge, og at der forekom vaccinationsskader af værste art. Man talte om “vaccinationssvigt” eller “beskadiget vaccine”; væsken har fået skylden, eller en forkert teknik. Man talte om “afbrydelse af kølekæden” osv. Men på intet tidspunkt tog man under overvejelse, at det kunne være hele teorien om antigen-antistof, der var forkert.

Hidtil har vores opmærksomhed været rettet mod de tilfælde, der havde alvorlige skader eller kroniske sygdomme til følge, og hvor handicappet var 100%. Men der findes mellemliggende former, dvs. sygdomme og sygdomstilstande, der muligvis findes inden for et helt andet område, og om hvilke man i begyndelsen overhovedet ikke formodede, at de drejede sig om vaccinationsbetingede skader. Det er især franske læger, der beretter om den slags overgangsformer. Således udtalte dr. Abeltier, overlæge på sygehuset i Coulommier, at når man talte om vaccinationsskader, så beskæftigede man sig kun med “de æg, der var gået itu”, dvs. med de uhelbredeligt skadede. Men ingen bekymrede sig om det langt større antal “knækæg”, dvs. børn, der havde pådraget sig en mindre dramatisk skade. Den franske læge, dr. Calmar ser vaccination som årsag til senere forekommende psykiske karakterændringer, som vil kunne mærkes i flere generationer. Dette fortæller S. Coulter om i sin bog “Impfungen – Der Angriff auf das menschliche Gehim”, (Vaccinationer -et angreb på den menneskelige hjerne). Forlaget Hirthammer.

Det hyperkinetiske syndrom

I Tyskland læser man meget om “børn med adfærdsforstyrrelser”. Deres tilstand beskrives som “det hyperkinetiske syndrom”, og der er ingen tvivl om, at opmærksomhedsforstyrrelser hos børn er tiltaget voldsomt i de senere år. Børnene er urolige og opføres sig besynderligt og aggressivt. Man betegner dem så som “adfærdsvanskelige”. I ekstreme tilfælde taler man om ‘Vanskeligt opdragelige børn”. Som årsag nævner man fra lægeside en “lettere forstyrrelse af hjernefunktionen”. I Tyskland får 1.4 millioner børn under 12 år i dag psykofarmika på grund af denne hyperaktivitet, dvs. medicin, som virker dæm-pende på den psykiske adfærd, og som har indflydelse på deres aktivitet og adfærd. Som regel siger man til mødrene, at årsagen er ukendt, og at det sandsynligvis drejer sig om “en iltmangel ved fødslen”. 5% af alle spædbørn i Tyskland skeler, og hvert 20. skolebarn lider af en betydelig opmærksomheds-forstyrrelse. Mange børn lærer sent at tale og taler dårligt. Flere børn er næsten ikke i stand til at lære at læse i skolen. Ifølge en TV-udsendelse d. 2.9.90 er antallet af mennesker, der hverken kan læse eller skrive steget til 3 millioner.

Høfeber

Til denne gruppe hører også dem, der lider af høfeber. Selv om vi anser Samuel Hahnemann, grundlæggeren af homøopatien, som en af de bedst orienterede læger i sin samtid, så møder vi ingen steder i hans skriftlige arbejder noget om høfeber. I 1810 udkom hans hovedværk “Organon der rationelle Heilkunde” (“Den rationelle lægevidenskabs Organon”.) Deri findes der ikke nogen henvisning til forekomsten af allergiske sygdomme på hans tid.

Høfeber nævnes første gang af den engelske læge J. Bostock i 1819. I en artikel i 1828 sætter Bostock denne mærkelige sygdom i forbindelse med lugten af nyslået græs. Den engelske læge Charles Harris Blackley beretter i 1873 om sin forskning med fortyndet pollenopløsning. Hans uangribelige påvisning af, at pollen var årsagen til høfeber, blev i mange år ikke anerkendt, fordi han var homøopat.

Der må altså være sket noget i tiden før, som har ført til en ændring af immuniteten og dermed til forekomsten af allergiske sygdomme. For høfeber og i det hele taget alle allergier spiller året 1796 en bemærkelsesværdig rolle. Med indførelsen af Jenners vaccinationsbehandling i 1796 begynder inkorporeringen i større omfang af artsfremmede æggehvidestoffer i den menneskelige organisme. Selvfølgelig først i England, hvor Jenner var født. Her findes forklaringen på den påfaldende kendsgerning, at de første beretninger om høfeber stammer fra England. Men det engelske græs spiller kun en underordnet rolle, for senere statistikker viser, at de færreste tilfælde af høfeber fandtes i landbefolkningen. I 1930 skriver Petov i sin høfeber-monografi, at denne sygdom hyppigst begynder i 12-års alderen. Ikke så mærkeligt, for i 1875 indførtes der en lov om tvungen vaccinations på landsplan for børn, der var fyldt 12 år. I dag bliver børn syge af høfeber.

Dengang var høfeber endnu så sjælden, at Petov ikke kunne finde nogen høfebertilfælde blandt 7-8000 patienter på Charité-hospitalet i Berlin i månederne maj, juni og juli. Det lyder idag utroligt, men det blev bekræftet af andre skribenter (for eks. Giessen og Köln). Pollen er den ydre betingelse for den epidemiske forekomst, men organismens indre modtagelighed er det væsentligste i den forbindelse.

For at kunne forstå, hvordan høfeber er opstået, må man tænke på Louis Pasteurs berømte ord:”Kimen betyder ikke noget, det ydre og det indre miljø betyder alt”. Uden den kunstige indgriben i stor stil i det indre miljø vil man ikke kunne forstå det hændelsesforløb, hvorved så mange mennesker er blevet gjort overfølsom¬me overfor plantepollen. Denne indgriben falder tidsmæssigt og geografisk sammen med høfeberepidemierne. Ifølge disse overvejelser bliver der faktisk kun vaccinationen tilbage som årsag. Denne mistanke om årsagen falder godt sammen med tre forhold: tiden, det geografiske område og de sociologiske forhold.

Sticker kunne i 1908 vise, at høfeber påfaldende sjældent forekom hos landbefolkningen, men derimod betydeligt oftere hos bybefolkningen, og her specielt hos velhavende mennesker. Det vil sige, at sygdommen bredte sig der, hvor der blev vaccineret, og ikke der, hvor der fandtes pollen. Desuden kan man statistisk bevise denne sygdoms foretrukne førstegangs forekomst efter den 2. vaccination i 12-års alderen. Mens der på Petovs tid kun fandtes 2 vaccinationer (koppevaccination i det andet og det tolvte år), så begynder vaccinationerne i dag lige efter fødslen – og i de fleste tilfælde også uden at man har spurgt forældrene.

I 60’eme blev førstegangs vaccinationer flyttet til spædbarnsalderen og faldt dermed sammen med indførelsen af cocktailvaccinationeme i de to første leveår. Høfeber blev altså først en massesygdom, da lægerne i efterkrigsårene “febrilsk” begyndte at vaccinere. Høfeber og alle de andre sygdomme, vi nu kalder “allergiske sygdomme”, kan kun forstås som massesygdomme på baggrund af en overfølsomhed overfor artsfremmede æggehvidestoffer.

Neurodermitis

En anden allergisk sygdom,neurodermitis, er nu blevet så hyppig, at der er skrevet flere bøger derom. I Tyskland har patienter, der lider af denne sygdom, samlet sig i en forening, der tæller 7.500 medlemmer. Det anslås, at alene i Tyskland er der ca. 2 millioner mennesker, der lider af denne allergiske sygdom.

Vaccination er altid et indgreb i immunsystemet. Dermed er det også et indgreb i det økologiske system, og menneskeheden lærer netop for tiden, hvilke smertelige følger det kan have at gribe ind i det økologiske system, som naturen så viseligt har indrettet. Tænk blot hvilken belastning spædbørns sårbare immunsystem udsættes for af de utallige vaccinationer, der bliver foretaget i dag. Man råder over næsten 300 præparater, af hvilke ca. 20 bruges over hele verden, og der kommer stadig nye til, der bruges mod sygdomme, der er så sjældne, at de hidtil var næsten ukendte. Derfor er det nærliggende at tro, at de enorme mængder giftstof, der bliver påført organismen gennem vaccinationer, er årsag til den immunologiske forstyrrelse.

Vaccination er nemlig ikke nogen styrkelse af immunforsvaret, men tværtimod årsag til at immunsystemet bliver bragt i uorden, hvorefter det reagerer “anderledes” på ydre påvirkninger. Organismen reagerer “allergisk”. Ordet “allergi betyder nemlig “at reagere anderledes”. Ordet allergi kommer af det græske ord “allos” = anderledes og “ergon” = udførelse.

Når man sammenligner tiden før allergierne med tiden i dag, hvor der bliver udført “alt for mange” vaccinationer, så får man den mistanke, at når organismen får tilført så mange artsfremmede æggehvidestoffer, så fører det til bestemte forandringer i vores endnu ret uudforskede immunsystem, hvorefter det reagerer på den ikke tidligere kendte “allergiske” måde.

I Tyskland rører man for tiden propagandatrommeme i alle aviser til fordel for vaccination. Man kan finde helsides annoncer i de største illustrere-de tidsskrifter, i hvilke medicinalindustrien påstår, at takket være vaccinationerne er det nu lykkedes at udrydde kopper. I disse annoncer finder man undertiden også et foto af den sidste koppepatient fra Merca ved Mogadischu i Somalia. Men man fortier hver gang, at han var blevet vaccineret mod kopper, kort tid før sygdommen kom til udbrud. Denne kendsgerning er kun en eneste gang blevet nævnet i et tidsskrift udgivet af WHO: “Weekly Epidemiological Record”, hvori der fortælles om det allersidste tilfælde af kopper i Afrika. I brochuren siges der endvidere: “Koppevirus er nu blevet udryddet takket være vacciner, der løbende er blevet afprøvet på dyr.”

Denne påstand er lige så urigtig som den, der siger: “Gennem vaccination kan vi nu beskytte os mod mange sygdomme.” At vaccination ikke har nogen beskyttende virkning og ikke er årsag til infektionssygdommenes tilbagegang, vil jeg forsøge at vise i det næste kapitel

Infektionssygdommenes Epidemiologi 1. Tuberkulose

Tb er den sygdom, om hvilken vi har tal, der går allerlængst tilbage i tid. Kurve 1 over tb.-dødeligheden i Tyskland fra 1750 til 1960 viser, at i 1750 døde 75 mennesker af tb. udaf de 10.000, som døde hvert år. Antallet af dødsfald gik, som kurve 1 viser, hele tiden tilbage og faldt i 1955 til 5 dødsfald. Kurve 1 stammer fra Prof. Weise fra Berlins Sundhedskommission. Han noterer sig, at hverken opdagelsen af tb’s sygdomsvækker i 1875, gennemførelsen af behandling på kursteder, indførelsen af BCG-vaccination eller den gængse medicinske behandling har haft nogen indflydelse på epidemiens forløb. Det vil sige, at selv om der intet var blevet gjort mod tb, så ville vi i dag have haft den samme gunstige situation.

Kurve1

Dødelighedskurve over tb i Tyskland fra 1750 til 1960. Kilde:Weise H-J: Infektionssygdommenes Epidemiologi i Forbundsrepublikken, Det gule hefte 1, (1984) 5. a) Opdagelse af sygdomsvækkeren b) Påbegyndelse af behandling på kursteder c) Udbredt anvendelse af BCG-vaccination d) Masseanvendelse af kemoterapi

Kurve 2 (side 42) over tb dødsfald fra 1906 til 1934 viser en kraftig stigning mellem 1914 og 1919, svarende til 1. verdenskrig. Den lille spids omkring 1923 falder på tidspunktet for påbegyndelsen af en udbredt anvendelse af BCG vaccination.

Kurve 3 viser antallet af syge og døde af tb siden 1949. Målestokken for de syge findes i kurvens venstre side, dødsfald i højre side. Det med raster marke-rede område svarer til tidsrummet 1970 – 1980, i hvilket der blev gennemført massevaccinationer af Sundhedsvæsenet. Det er tydeligt at se, at dette vaccinationsfremstød ikke har haft nogen positiv effekt på kurvens forløb.

kurve2 kurve4og5

 

Kurve 4 viser antallet af tb-dødsfald fra 1956 til 1989. Her er tendensen endnu tydeligere. Her kan man også se, at kurven ved afslutningen af massevaccinationen 1970-1980 (markeret med raster) flader ud, og at tilbagegangstendensen forløber langsommere.

Det er ikke til at tage fejl af den enorme tilbagegang. For at gøre denne tilbagegang tydeligere, er der på næste side vist en kurve over nye tilfælde i årene 1980 til 1989. (Kurve 6) Man kan se, at i denne korte tid er der en tilbagegang på fra 25.000 i 1980 til 11.0 i 1989. Fra 160.000 nye tilfælde i 1949 er der i løbet af 40 år sket en tilbagegang til 11.0 i 1989. kurve6

Sygdommen tuberkulose spiller i dag kun en ringe rolle i Tyskland. Dette viser sig i en forringet interesse for statistik. Indtil for nylig kunne man få oplyst det samlede antal tb tilfælde fra Statistisk departement i Wiesbaden. Dette såkaldte “lager” er ikke blevet registreret siden 1985. Derfor den næste kurve (kurve 7), som tydeligt viser BCG-vaccinationens vanvid. kurve7

 

Dødsfald efter tb i Wien. Børn fra 0 til 10 år Pil a: BCG-vaccinationen begynder i 1950 Pil b: Man begynder at eftervaccinere de 9-10 årige Kilde: Junker, J.:BCG-vaccinationen, som situationen ser ud i dag. Meddelelse fra Det Østrigske Sundhedsvæsen 91, S. 305 (1990) 1 1900 døde der 1.800 børn af tb i Wien. Dette skrækkelige tal gik tilbage, år for år, således at det efter 50 år lå lige over nulpunktet. Da der i 1950 kun var 2 dødsfald i hele Wien – begyndte man på BCG-vaccinationen. Da man de efterfølgende år nåede nulpunktet – hvad man kunne forvente efter kurven – udløste det den påstand, at det var som følge af BCG-vaccinationen.

kurve8

 

Man kan se, at i årene før den første verdenskrig døde ca. 15.000 mennesker om året af difteritis i Tyskland. Under krigen skete der en tydelig forøgelse af antallet. Efter krigens afslutning kan man af den stejle kurve se, hvor voldsom tilbagegangen var. I 1920 lagde den sig fast på ca. 10.000 tilfælde om året.

kurve9&10

 

For perioden 1938 til 1948 findes der ikke nogen tal på difteritis dødsfald fra Statistisk departement i Wiesbaden. Alligevel må der have fundet en betragtelig tilbagegang sted, for i 1949 anføres der kun 1.146 dødsfald.(kurve 9). I de følgende år kan man også se en tilsvarende tilbagegangstendens som den, der tidligere kunne ses for tb. Da gennemsnitstallene var nået ned på hundrede, måtte jeg ændre målestokken. Kurve 10 viser en tilbagegang i antallet af dødsfald siden 1955 på ca. 200, som derefter har stabiliseret sig på omkring 20 i 1965. Den skade, som vaccinationer anretter, ses tydeligt af difteritiseksemplet. Det er en skade, som ikke blot den enkelte bliver ramt af, men som også påvirker hele situationen med hensyn til epidemiens tilbagegang.

kurve11og12

 

3. Kighoste (Pertussis)

I Sundhedsministeriets pressetjeneste fremkom der for kort tid siden følgende meddelelse: “Det anbefales igen at vaccinere alle raske spædbørn og børn mellem 2-6 år mod kighoste. En omhyggelig undersøgelse af de indberettede bivirkninger ved denne vaccination, samt nye omfattende undersøgelser, har vist, at bivirkninger ved denne vaccination ikke forekommer oftere eller er alvorligere end tilfældet er med andre sammenlignelige vaccinationer.”

Stehr og Heiniger havde i deres artikel “Kighostevaccinens aktuelle situation” fremsat denne påstand, og straks havde STIKO (Standige Impfkommission Bundesgesundheitsamt = Sundhedsvæsenets faste vaccinationskom-mission) slået til lyd for genindførelsen af kighostevaccination for alle børn og havde offentliggjort det i alle medicinske tidsskrifter.

Denne opfattelse blev imødegået af Prof. Ehrengut i Hamburg. Han var indtil sin pensionering leder af vaccinationshospitalet i Hamburg og havde siden 1969 offentliggjort artikler, hvori han advarede mod faren ved de nuværende kighostevacciner. Som svar på Stehr og Heinigers artikel blev hans pamflet: “Hjernelidelser i forbindelse med kighostevaccination – er det en skrøne?” trykt i et fagtidsskrift for børnelæger. Heri gendrev han både Stehr og Heinigers påstande og STIKO’s beslutning, idet han kunne fortælle, at der forekom flere varige skader hos børn, som var blevet vaccineret mod difteritis, stivkrampe og kighoste (DPT) end hos dem, der kun var blevet vaccineret mod difteritis og stivkrampe. Heraf sluttede Ehrengut, at forskellen måtte skyldes kighostevaccinen.

Selv sendte jeg d. 15. februar 1992 et læserbrev til tidsskriftets redaktion, i hvilket jeg gjorde opmærksom på, at Prof. Stehr d. 10 maj 1989 havde holdt et foredrag over temaet: “Vaccination i den lægelige praksis – ikke blot mulig, men også nødvendig”. I den efterfølgende diskussion havde jeg vist nogle dias af alvorligt vaccinationsskadede børn og gjort opmærksom på, at disse børn kom fra Nordbayem. Jeg talte også med Prof. Stehr om disse tilfælde. Han vidste altså, at disse børn kom fra Nordbayem. Derfor er det mildt sagt besynderligt at kunne læse følgende i hans artikel: “Det har således vist sig, at af mere end 635.000 DPT-vaccinationer har der ikke vist sig et eneste tilfælde af varig skade i Nordbayern”.

Da der i 1981 skete en stigning i antallet af kighostetilfælde, fremkom der straks en række artikler, som advarede mod den mulige fare for vores børn på grund af den kommende kighosteepidemi. De anbefalede tvungen genind-førelse af kighostevaccinationeme. Dengang var Prof. Ehrengut endnu medlem af STIKO. Man kunne ikke komme uden om hans kendskab til kighoste-vaccinens farlighed, og før STIKO kunne nå at træffe en beslutning, var den efter sigende så omfattende og farlige kighoste-epidemi langsomt ved at forsvinde igen.

I 1990 skete der igen en stigning i antallet af kighostetilfælde. Der var konstateret 2 tilfælde med dødelig udgang i 1989 og 8 tilfælde i 1990.1 mel-lemtiden var den ene leder af vaccinationshospitalet blevet pensioneret og derfor ikke mere medlem af STIKO.Den anden leder af vaccinationshospitalet var heller ikke mere medlem af STIKO, da han i mellemtiden var død. Derfor var overlægerne på bømehospitaleme næsten de eneste, der var tilbage i STIKO. I denne kommission sad der nu fortrinsvis læger, der kun havde ringe kendskab til vaccinationsskader, og som tjente mange penge ved at udføre vaccinationer. Derfor er det forståeligt, at kighostevaccinationen igen blev optaget på listen over “anbefalelsesværdige” vaccinationer. Men kurven viser jo stadigvæk, at kighoste næsten ikke spiller nogen rolle mere, da der ikke længere forekommer nogen alvorlige tilfælde. Det var jo kun de alvorlige tilfælde, der havde dødelig udgang.

Af kurven (kurve 13) kan man se, at kig- hostedødsfaldene i ca. 20 år har ligget i nærheden af nullinien. Derfor kan man i 1993 – 94 forvente beretninger om den “fremragende virkning” af den genindførte kighostevaccination. Men det drejer sig jo blot om epidemiers op-og nedture, som man har kendt til i mange år. Koppekurven viste også den samme tendens.

I et radioforedrag beklagede formanden for STIKO, Prof. Koch fra Berlin, at der ikke mere fandtes pålidelige statistikker i Tyskland over kighoste på grund af den manglende pligt til at anmelde tilfælde. Det er rigtigt nok, men der fandtes statistikker indtil 1961. Nedenfor vises kurve 13 over kighostetilfælde. Den går kun fra 1948 – 1961, hvor anmeldelsespligten blev ophævet. Derfor kan vi i den videnskabelige litteratur og i massemedierne se anvendt tal, som ikke kan kontrolleres.

kurve13

 

Kurve 14 over kighostedødsfald viser, at kighoste i de sidste 15 år ikke har spillet nogen rolle i Tyskland, Kurven viser, at hverken indførelsen af kighostevaccinen “P” (pertussis) eller den kombinerede vaccine “DPT” (difteritis, pertussis, tetanus) har haft nogen indflydelse på sygdommens forløb. Massevaccinationeme i årene 1970 – 80 (vist med raster) har snarere haft en forsinkende virkning på tilbagegangen og har forhindret, at den nåede nulpunktet. kurve14&15

 

Kurven over kighostedødsfald fra 1970 – 89 viser med en ændret målestok, at dødsfaldene har lagt sig fast på ca. 10 om året. Det er tydeligt, at der er en faldende tendens i denne kurve

 

kurve16

 

I Schweiz var der i 1910 mere end 600 dødsfald af kighoste. Dette tal gik år for år tilbage og lå i 1945 omkring 100. I dette år begyndte man lang-somt og tøvende med de første vaccinationer, hvorefter den gunstige tendens til tilbagegang straks blev brudt. Kurven fladede ud. Trods dette lægelige indgreb, gik kurven videre mod nulpunktet. Som man tydeligt kan se, ville nulpunktet være nået i 1950 uden vaccination. Som følge af vaccinationen blev udviklingen forsinket i 20 år. Siden 1970 er intet barn død af kighoste i Schweiz. Af “videnskaben’ blev det fejret som “et resultat af den udbredte vaccinering af alle de schweiziske børn.”

4. Stivkrampe (tetanus)

Stivkrampen indtager en særstilling blandt infektionssygdommene, da den kun kan komme til udbrud ved en direkte kontakt mellem sygdomsvækkeren og organismen. Det drejer sig om en bakteriel-toxisk sårinfektion, fremkaldt af giftstoffer i stivkrampebacillen, der nu kaldes clostridium tetani. Af en sådan enkeltinfektion kan der ikke udvikle sig nogen epidemi.

Stivkrampebacillen findes i første række i hestegødning, men også i gammel havejord, i rustne metalgenstande, i gadestøv, i træsplinter og i gammelt tøj. I gadestøvet i storbyerne har man påvist en tilbagegang i forekomsten af clostridium som følge af trafikkens tiltagende mekanisering.

Der kan kun forekomme infektion i sår, der ikke kommer luft til. Stivkrampebacilleme er anaërobier og kan kun udvikle sig, hvis der ikke kommer luft til. Derfor er tillukkede sår efter nålestik eller en torn i foden farligere end et blødende sår. Ved hudafskrabninger opstår der ikke stivkrampe. Desuden er stivkrampebacilleme meget følsomme over for penicillin. Statistik over dødsfald findes først efter 1949.

Kurve 17 er en tydeliggørelse af tilbagegangen i stivkrampetilfældene siden 1950.

kurve17

 

Jeg vil nu gerne vise to kurver (Kurve 18 – 19), som ikke stammer fra Statistisk departement i Wiesbaden, men fra en artikel af hr. Allerdist fra Hamburg.

Den venstre kurve viser dødsfald fra 1959 – 1978, en for mænd og en for kvinder. Kurverne viser en parallelt forløbende tilbagegang, på samme måde som de øvrige infektionskurver. Den højre kurve viser aldersfordelingen. Vi ser på den lodrette koordinat antallet af tilfælde, og på den vandrette alderen hos de mennesker, der døde af stivkrampe fra 1968 – 1978. Kurven viser, at stivkrampe hovedsageligt er et problem for ældre mennesker – hvis den overhovedet er et problem. De forældre, der står over for spørgsmålet, om de skal lade deres børn stivkrampevaccinere eller ikke, skulle overveje,hvor stor faren er for, at et velplejet og beskyttet barn i sine første leveår skulle kunne få sår og læsioner, som rummer en fare for at få en stivkrampeinfektion.

Da hestene blev erstattet af traktorer forsvandt hestemøj også som gødning på markerne og hestepærer fra gaderne. Kan de fa undtagelsestilfælde af stivkrampe retfærdiggøre en vaccination af hele befolkningen samt de nødvendige regelmæssige genvaccinationer lige fra fødslen til højt op i alderen?

Når der i millionbyen Hamburg i 1945 – 50, altså på et tidspunkt, hvor virkningerne fra krigen var i aftagen, ialt forekom 85 stivkrampetilfælde efter mindre sår, så står det slet ikke i forhold til det nuværende vaccinationsforbrug. Desuden er helbredsudsigterne for yngre mennesker, takket være deres robuste sundhed betydeligt bedre ved moderne behandlingsmetoder. Men man fortier hele tiden, at stivkrampe kan behandles med godt resultat.

 

kurve18&19

 

Ahmadsyah, E. og medarbejdere fortæller i Brit. Med. Jour. 291 (1985) side 648-650, at selv i udviklingslandene opnår man ved moderne behandlingsmetoder 93% helbredelse af yngre patienter. Behandlingen sker med penicilin og matronidazol. Den sidste sætning i artiklen lyder som følger: “Det ser ud til, at matronidazol (Clont, Flagyl o.a.) i et ikke- randomiseret forsøg er penicillin overlegen, i hvert fald når det drejer sig om middelsvære tilfælde af stivkrampe.” De nyeste tal fra Wiesbaden viser tendensen til tilbagegang. Sygdomstilfælde: 1982: 16, – 1983: 15, – 1984: 15 1986: 19,- 1987: 12,- 1988: 11 Dødsfald: 1986-87: 8 Alle var over 40 år.

5. Børnelammelse (polio)

Efter § 3 i den tyske epidemilov hører poliomyelitis til de smitsomme sygdomme, som er anmeldelsespligtige, både når der er tale om mistanke, sygdomstilfælde og dødsfald. I årene efter 1. verdenskrig blev der anmeldt talrige poliotilfælde til Statistisk departement i Wiesbaden. Da der dengang var anmeldelsespligt, bare der var mistanke, så talte man også sådanne tilfælde med, selv om der ikke var tale om nogen egentlig lammelse, men blot “mistanke om poliomyelitis” på baggrund af anamnese og kliniske data.

Man medregner det som et lammelsestilfælde, hvis der er 5-7 ikke umiddelbart tydelige poliotilfælde, og 100, efter omstændighederne endog 1000, inapperente (dvs. symptomfrie) infektioner.

Kurve 20 viser poliodødsfald fra 1910 – 1938. Man kan se, at der fra 1933 – 1938 var en stigning i antallet af poliodødsfald. Fra perioden 1928 – 1932 har vi desværre ingen statistik.

kurve20 kurve21

 

Som det kan ses af kurven, så svinger de årlige dødsfald siden 1949 mellem 200 og 300 tilfælde. Efter indførelsen af Virelon-injektionen (Salk- vaccinen) ses en tydelig stigning. Fra 1962 viser kurven en stærk tilbagegang, men man må blot huske på, at vaccinationen med poliosukkerknald først satte ind ved slutningen af tilbagegangen. Den kan derfor ikke have været årsag dertil.

Et lignende forhold ser vi også, når det drejer sig om polio svgdomstilfældene. 11961 var der ca, 4.500 poliotilfælde, men i de følgende år skete der en kraftig tilbagegang. Men man skal også tage hensyn til, at der i den officielle statistik ikke mere blev medregnet tvivlstilfælde. Man talte kun den slags tilfælde med, hvor der efter 60 dage stadig forekom lammelser. Ved hjælp af disse ændrede kriterier for anmelselse af poliotilfælde synes kurven at “bevise”, at det er muligt at fortrænge polio ved hjælp af Sabin-vaccination.

Nu kom der imidlertid flere år efter denne tilsyneladende tilbagegang nogle meddelelser, som gav anledning til at revidere den læresætning, som man anså for så overbevisende. Igennem flere år er børnelammelse gået tilbage både i lande med absolut vaccinationstvang (det tidligere DDR) og i lande med indirekte tvang (Den tyske Forbundsrepublik) og i lande med fuldstændig frihed (Skandinavien), samt i andre lande, hvor poliovaccination kun blev gennemført i ringe omfang.

I den tredie verden skete der også en tilbagegang uden nogen vaccinati-onskampagne, således som man også i Tyskland havde set en tilbagegang for alle infektionssygdomme. I fattige, underudviklede lande, som var tilbagestående på grund af hygiejnisk-tekniske forhold, var der ganske vist blevet vaccineret af og til, men der blev trods dette hele tiden berettet om nye udbrud af sygdommen. Lægerne blev derfor nødt til at finde på mere eller mindre sandsynlige forklaringer på vaccinationens manglende virkning.

 

kurve22og23

 

Dr. Girth fortæller i Det Tyske Lægetidsskrift nr. 36 fra den 7.9.1989 i en artikel “Børn under Apartheidstyret” om infektionssygdomme i Sydafrika, som efter min bedste viden hører til de rigeste lande i Afrika. Her kan man læse, at der udbrød en polioepidemi i 1982 i Gazankulu selv om 61% af de 2- årige børn var “helt sikrede” gennem vaccination. Til trods for vaccinationen af 200.000 børn udbrød der en ny polioepidemi i 1988 i Nathal og Kwa Zulu. Af de børn, der døde på hospitalet, havde 30% fået en “komplet” vaccination, og 30% en “ukomplet”. Som årsag til begge epidemier angiver man fra læge-side, at vaccinen var blevet ødelagt på grund af afbrydelse afkølekæden.

I den udenlandske litteratur fand jeg i JAMA og The Lancet artikler om polioudbrud i lande, hvor alle var blevet vaccineret. Det vil sige, at der både i Finland, Norge, Nederlandene og Taiwan er forekommet poliomyelitis tilfælde hos mennesker, der var blevet vaccineret. Derfor fortjener også poliovaccinationen skepsis.

Som afslutning på kapitlet om børnelammelse vises to kurver (kurve 24 og kurve 25) i ændret målestok over poliotilfælde siden 1963.

kurve24

 

I de sidste 12 år er kun børn af udlændinge blevet syge af polio, mens ingen tyske børn er blevet ramt. kurve25

 

Påstanden om, at der ville opstå nye epidemier, hvis der blev ved med at være en modvilje mod vaccination og at antallet af vaccinationer derfor gik tilbage, har jeg kendt i de sidste 30 år. Infektionssygdommene har indtil nu ikke rettet sig derefter. De er blevet færre fra år til år. I 1988 blev der ikke oplyst et eneste tilfælde af poliomyelitis fra Statistisk departement i Wiesbaden.

Ifølge en meddelelse i “Badener Tageblatt” fra d. 20. april 1989 blev der i Schweiz ikke mere gennemført kampagner på landsplan for poliovaccination. Begrundelse: “Mennesker med et immunforsvar, der muligvis allerede var svækket, kunne ved en vaccination med levende poliovirus blive syge af børnelammelse.”

6. Mæslinger

Gennem en bestemmelse i Forbundsrepublikkens epidemilovgivning har mæslingedødsfald været anmeldelsespligtige siden 1961, men der har ikke været pligt til at anmelde sygdomstilfælde. På den måde kan der nævnes tal, som er utopiske, fordi ingen kan efterprøve dem. Statistikken viser også den samme tilbagegang, når det drejer sig om mæslingedødsfald. I de sidste 15 år har mæslinger derfor ikke spillet den rolle, som tilfældet var før krigen.

kurve26

 

På det side 60 findes et skema, som er taget fra “Los Angeles Times” d. 14.4.90. Som det kan ses af skemaet, er det en urigtig påstand, at der ikke findes mæslinger i Amerika. Der er forekomst af mæslinger i mange stater, Og i alle disse stater kan man endda se en stigning i antallet. “Los Angeles Times” er fra april 1990, og man kan se, at der i de første måneder af 1990 allerede var flere mæslingetilfælde end i hele det foregående år.

Da de unge mødre i Amerika ikke mere bliver syge af mæslinger på den naturlige måde, gennem smitte, så kan de heller ikke overføre nogen sikkert virkende immunbeskyttelse til deres spædbørn. Det er hidtil ikke forekommet i Tyskland, fordi mødrene har kunnet overføre deres immunitet mod mæslinger til spædbørnene.

I Amerika er derimod dels spædbørn, dels teenagers blevet syge, således at dødeligheden med hensyn til mæslinger er steget til det tidobbelte. Amerikanske eksperter betegner udviklingen som “uventet og til dels uforståelig”. WHO har meddelt, at mæslinger gennem relevant vaccination vil være helt udryddet i år 2000. Dette udryddelsesprogram har en række Schweizerlæger sat sig kraftigt imod. De henviser til langtidsvirkningerne af denne form for vaccination.

 

Stat 1988 1989 1990
  Antal tilfælde Antal tilfælde Hidtil anmeldte tilfælde
Alaska 2 1 50
Arizona 4 180 150
Califomia 835 3.048 1.868
Connecticut 14 229 40
Florida 170 323 189
Illinois 69 3.081 590
Indiana 58 115 230
Iowa 2 13 21
Maine 7 3 50
Maryland 19 115 64
Michigan 31 359 318
Minnesota 11 70 151
Missouri 61 671 48
Nevada 0 0 18
New Mexico 0 31 54
New York 150 337 265
Ohio 109 2.720 320
Oklahoma 8 110 132
Oregon 5 82 113
Pennsylvania 538 344 214
Texas 286 3.315 2.500
Washington 7 55 100
Wisconsin 4 880 420

 

Det hører til fastslået medicinsk viden, at børnesygdomme får et alvorligere forløb, hvis man først bliver syg som voksen. Vi ved ikke, hvad tilbagegangen for mæslinger skyldes, for den satte ind længe før vaccination blev indført.

Efter Schweizerlægemes mening kan man nære frygt for, at man ved hjælp af mæslingevaccinationen fortrænger sygdommen til voksenalderen. Unge mødre, der ikke vil lade deres børn vaccinere, oplever, at de ved spædbømsundersøgelseme og i børnehaverne bliver presset af børnelægerne. I god tro går de hen til de såkaldte forebyggende undersøgelser, fordi de tror, det er til bedste for deres barn. Her må de så opleve at blive presset til at lade barnet vaccinere.

I den senere tid er der blevet propaganderet for vaccination mod syg-domme, som tidligere blev anset for harmløse børnesygdomme, og som af børnelægerne blev anset for at være næsten nødvendige for et bams sundheds-udvikling.. Pludseligt er det blevet alvorlige sygdomme med et stort antal bivirkninger. Vi kender alle til mæslinger, fåresyge og røde hunde. Det var vore børnesygdomme. Hvis vi ikke fik dem af os selv, sørgede vores forældre for, at vi blev smittet af andre børn.

Jeg kan svagt huske, at min bedstemor engang sagde: Drengen skal i skole til påske næste år, og han har ikke haft mæslinger endnu. Derefter blev jeg sendt hen for at lege med en kammerat, der lå syg af mæslinger. Jeg blev selvfølgelig straks smittet. Min bedstemor anbragte mig i en af de vidunderlige senge, man havde dengang med en sengehest, så man ikke skulle falde ud. Lyset i værelset blev dæmpet, jeg fik dejlig saftevand at drikke, lutter gode sager at spise og blev kærligt plejet af min bedstemor. Efter nogle få dage var jeg igen rask. Da jeg som ung turnuskandidat i 2 år skulle lede en infektions-afdeling på et sygehus syd for Leipzig med ca. 100 børn, der led af forskellige infektionssygdomme, da tænkte jeg ofte med taknemlighed på min bedstemor. Selv om jeg som barn kun havde haft mæslinger, så var denne immunitet tilstrækkelig til at beskytte mig mod alle de andre børnesygdomme på afdelingen.

7. Forsommer-encephalomeningitis (FSME)

Vaccinationen mod denne sygdom er den såkaldte “blodmidevaccination”, som der dels bliver reklameret voldsomt for, dels advaret kraftigt imod i den medicinske litteratur.

I bladet “Arznei-telegramn” – vel nok det mest objektive lægetidsskrift, det overhovedet ikke har nogen reklamer – hedder det i nummer 6/91:

“Forsommer-encephalomeningitis”: Hvad er farligst – et bid af en blodmide eller en vaccination?

I teksten hedder det videre: En risiko på 1:78.000 for at blive syg af et blodmidebid står over for en risiko på mindst 1: 32.000 for at få følgesygdomme af forskellig sværhedsgrad på grund af vaccinationen.

Kurverne over alle infektionssygdommes tilbagegang viser, at vaccination ikke har haft nogen positiv indflydelse og ikke kan være årsag til deres tilbagegang. Det har udelukkende været sociale, hygiejniske, tekniske eller civilisatoriske forbedringer, som vi i dag kan takke for vores gunstige situation med hensyn til epidemier.

En vaccination er en behandlingsmåde, som er en hån imod enhver lægelig etik.

Den er en krænkelse både af vores Hippokrates-Ed og vores ældste lægelige princip “Primum nil nocere” (først og fremmest ikke gøre skade). Dette ældgamle lægelige princip bliver på det groveste krænket ved vaccination. Man glemmer også hele tiden, at enhver vaccination juridisk set er en legems-beskadigelse, som kan straffes efter straffelovens § 233. Hvis den pågældende person giver et retsgyldigt samtykke til at lade vaccinationen foretage, så bliver den strafferetslige forfølgelse ophævet. Men det gælder kun, hvis lægen forud har givet de oplysninger, som han er forpligtet til. Disse oplysninger om mulige bivirkninger må derfor være udførlige og omfatte alle væsentlige muligheder. Hvis lægen undlader at give oplysninger om vaccinationsrisici, foreligger der ikke noget retsgyldigt samtykke, og vaccinationen er ikke dækket heraf. Hvis der opstår en vaccinationsskade, så kan den skadede kræve erstatning for svie og smerte hos den vaccinerende læge.

At vaccination ikke kan have været årsag til infektionssygdommenes tilbagegang, kan man se af det ensartede sygdomsforløb for sygdomme, der ikke findes nogen vaccine imod, for eks. spædbømsdødelighed. Men også infektionssygdomme af en helt anden slags viser den samme tilbagegangsten-dens, for eks. gonorrhoe eller syphilis. kurve 27 kurve 28 kruve 29. Man kunne måske spørge: Hvorfor får vi ikke noget at vide om dette gennem medierne? Som svar vil jeg komme med et modspørgsmål: Hvem betaler for de dyre reklamer, som vi jo alle har set i de forskellige aviser og i TV? Jeg husker selv en af disse reklamer: “Sukkerknalden med poliovaccine er sød – børnelammelse er grusom.” Her følger 2 tabeller om dette spørgsmål:

 
  Difteritis Pertussis Tetanus Tb Mæsling­er Røde hunde
1970 742.383 186.354 975.249 499.029    
1971 653.752 197.433 833.389 497.371    
1972 881.097 310.764 993.643 510.588 30.352  
1973 935.014 321.964 1.069.528 390.857 16.939  
1974 848.039 275.069 1.023.379 415.501 12.468  
1975 643.835 119.233 784.462 152.018 4.410  
1976 717.982 40.212 839.857 5.273 7.588 60.376
1977 582.574 8.888 690.806 13.710 15.188 389.796
1978 588.868 6.702 712.129 101.075 15.409 316.586
1979 589.494 24.628 703.555 154.945 33.404 330.023
1980 580.906 3.895 690.905 155.881 43.709 328.847
  7.763.944 1.495.142 9.349.902 2.896.248 179.464 1.425.628

 

Af tabellen kan man se, med hvilken voldsomhed Sundhedsmyndighe­derne har gennemført de sidste store vaccinationskampagner i 1970 – 1980. Det er denne periode, som er vist med raster i kurverne. Alene ud fra detailsalgspriserne på de vacciner, der er anvendt af Sundhedsmyndig-hederne, når man frem til en sum på 22.318.267 DM om året. I praksis er der tale om en besparelse ved storkøb og ved anvendelse af kombinationsvacciner. Med BCG- vaccinen er det teoretisk muligt at fortage fem enkeltvaccinationer.

 

Difteritis 8,40 DM 7.763.944 x 8,40 DM = 65.217.129,60 DM
Kighoste 11,95 DM 1.495.142 x 11,95 DM = 17.866. 896,90 DM
Stivkrampe 4,48 DM 9.349.902 x 4,48 DM = 41.887.560,96 DM
Tuberkulose 38,75 DM 2.896.248 x 38,75 DM = 112.229.610,00 DM
Mæslinger 35,82 DM 179.464 x 35,82 DM = 6.428.400,48 DM
Røde hunde 27,75 DM 1.425.628 x 27,75 DM = 39.561.127,00 DM
Ialt     283.190.724,00 DM

 

Af dette skema kan man se, hvad disse vaccinationer ca. har kostet, nemlig godt og vel 280 millioner DM. Ud fra detailsalgsprisen på de anvendte vacciner bliver det en sum på ca. 20 millioner om året. Fra 1970 – 1980 blev der i gennemsnit gennemført 2.38 millioner vaccinationer om året – ved et årligt fødselstal på 500.000. En vaccination betalt af sygekassen koster ca. 10 DM ( for private vaccinationer kan der opkræves et højere beløb), således at der her må afsættes ca. 25 millioner DM i lægehonorarer.

Når man i Tyskland begynder på en sag om vaccinationsskade, så fin-des der juridiske bestemmelser vedrørende skadeserstatning. Lovteksten er i sig selv ret kompliceret, men de forskellige udlægninger og domme, den har givet anledning til, gør en erstatningssag til en katastrofe for de involverede parter.

Jeg har offentliggjort forløbet af 15 erstatningssager i tidsskriftet “Erfarungsheilkunde” bd. 34, F.4, april 1985. Jeg har for hver sag anført den såkaldte løbetid. Det er den tid, der går, fra ansøgningen indsendes til den bliver anerkendt som erstatningsberettiget vaccinationsskade Denne anerkendelse er en betingelse for, at at ansøgeren kan få økonomisk erstatning.

Man kunne så spørge: Jamen, hvor mange vaccinationsskader er der egentlig i Tyskland? Det kan man se af tabel 1 side 65. Jeg gør opmærksom på, at de 5 nye delstater fra det tidligere Østtyskland er medregnet. Statistikken vil ændre sig i de kommende år, idet der blev anerkendt betydeligt flere vaccinationsskader i det tidligere DDR end i Vesttyskland. I DDR blev 93% af de indsendte ansøgninger anerkendt, mens kun 7% blev afVist. I Vesttyskland blev 70% afvist og kun 30% anerkendt i 1990.

Som man kan se af tabel 2 på side 65, så var der 10.650 ansøgninger. Der er næppe mange mennesker i Tyskland, som har læst i aviserne, at 10.650 mennesker var overbevist om, at de havde lidt varig skade ved en vaccination og derfor havde indsendt en ansøgning om skadeserstatning.

Som det kan ses af tabel 3 på side 66, så er der stadig 57% afslag, selv når man medregner de mere positive tal fra DDR. Af tabel 4 fremgår det, at 2.849 tyske borgere var blevet så alvorligt skadede af en vaccination, at de var blevet anerkendt som erstatningsberettigede. Det tal har heller ikke kunnet læses i nogen avis

 

 
 

 

Tabel 1
Bundesland eingereichte Anträge abgelehnte Anträge anerkannte Fälle unerledigte Anträge aus sonstig. Grunden erled. Antr.
Bremen 0 0 = 000% 0 = 000% 0 0
Saarland 2 1 = 50% 0 = 000% 0 1
Hamburg 6 7 = 116% 0 = 000% 3 0
Mecklenburg Vorp. 39 2 = 005% 4= 10% 72 0
Schleswig Hoslstein 6 7 = 116% 6 = 100% 7 0
Brandenburg 156 7= 12% 4 = 7% 200 11
Thüringen 44 0 = 000% 0 = 000% 37 7
Sachsen-Anhalt 18 0 = 000% 0 = 000% 18 0
Berlin (West) 4 2= 50% 0 = 000% 5 0
Berlin (Ost) 71 3 = 4% 5 = 7% 53 15
Rheinland Pfalz 14 11= 78% 2= 14% 16 0
Sachsen 296 8 = 3% 98= 33% 190 0
Hessen 12 10= 83% 2= 16% 29 0
Niedersachsen 18 13= 72% 3= 16% 29 6
Baden-Württemberg 42 41 = 97% 4 = 9% 29 12
Bayern 38 15= 39% 10= 26% 69 5
Nordrhein-Westfalen 51 39 = 76% 7= 13% 51 6
Deutschland 829 166= 20% 145= 17% 808 63

 

Statistik for året 1991 Kilde: Forbundsrepublikkens socialkontorer

 

 

Tabel 2

 

Bundesland

Einwohner-

zahl

Anzahl der eingereich-

ten Anträge

1 Impfschäden

pro Einw.

Bremen 674.000 82 8.000
Saarland 1.065.000 205 5.000
Hamburg 1.626.000 201 8.000
Mecklenb. Vorp. 1.964.000 90 21.000
Schleswig-Holstein 2.595.000 617 4.200
Brandenburg 2.641.000 175 15.000
Thiiringen 2.684.000 80 33.000
Sachsen-Anhalt 2.965.000 840 3.500
Berlin 3.410.000 675 5.000
Rheinland Pfalz 3.702.000 553 6.500
Sachsen 4.901.000 371 13.200
Hessen 5.661.000 1.111 5.000
Niedersachsen 7.284.000 449 16.000
Baden-Wiirttemberg 9.619.000 1.362 7.000
Bayern 11.221.000 1.594 7.000
Nordrhein-Westfalen 17.104.000 2.245 7.600
Deutschland 79.113.000 10.650 7.500

 

Indsendte ansøgninger om anerkendelse som vaccinationsskade 1991

 

 

 

tabel3 og 4

I 1990 blev der indsendt 245 ansøgninger. Af disse er 157, nemlig 64%, blevet afvist, 43, dvs. kun 17%, blev anerkendt. Der var 261 uafgjorte sager, af hvilke 43 kom under kategorien “uafgjort af særlige årsager”, for eks. på grund af ansøgerens død. Jeg har i ca. 25 år bestræbt mig på at samle nøj­agtige tal for tilfælde af vaccinationsskader. I 1985 lykkedes det mig for første gang at få tallene fra socialmyndighederne i de 11 forbundsstater. Siden har jeg også fået dem for 1986-87-88-89 og 90. Det siger sig selv, at tallene er forskellige fra år til år, men at det samlede antal stiger.

Den epidemiologiske tilbagegang er udelukkende et resultat af både sociale og hygiejnisk-tekniske samt kulturelle forbedringer. Tuberkulosen er ligesom kopper, kighoste og difteritis en sygdom, der er betinget af elendige menneskelige vilkår. Derfor stiger antallet af sygdomstilfælde betragteligt i krigstid. Hvis livsvilkårene forbedres, falder antallet af sygdomstilfælde. For eks. har intet tysk barn været ramt af polio de sidste 20 år. Antallet af vacci­nationsskader på grund af poliovaccination i dette tidsrum kan man ikke få oplyst.

Hvis nogen endnu engang skulle stille mig det spørgsmål, om jeg ville lade mine egne børn vaccinere, så ville jeg ud fra min nuværende viden svare, at de ikke skulle vaccineres. Jeg ville for eks. hellere risikere at lade mine børn få børnelammelse, end jeg ville udsætte dem for den ganske vist sjældne, men til gengæld betydeligt alvorligere beskadigelse, som en lægelig vaccination kunne tilføje dem. Men den, der trods disse redegørelser, trods disse kurver og tabeller, stadig tror, at den af staten “anbefalede” vaccination ikke har nogen kommerciel baggrund, men er en beskyttelse og noget, der er ufarligt, ham vil jeg anbefale følgende:

Hvis De tror, at De er nødt til at lade Deres barn vaccinere mod en eller anden børnesygdom, så lad ikke Deres barn vaccinere, førend det er fyldt 3 år. For øjeblikket er jeg lægelig rådgiver i en retssag, hvor en far fortæller, at hans søn fik sit første krampeanfald på 4. dagen efter en kighostevaccination. Hans ansøgning om skadeserstatning blev afslået med den begrundelse, at krampe­anfald efter kighostevaccination kun kunne forekomme indtil 72 timer efter vaccinationen. Alt, hvad der skete derefter, var et sammentræf af tilfældighe­der. 72 timer svarer til 3×24 timer Den af faderen nævnte tid på 4 dage begyn­der med den 73. time efter den gennemførte vaccination. Med sådan noget hårkløveri bliver de indsendte ansøgninger om erstatning for vaccinationsska­de afvist. På den baggrund er det let at forstå, hvorfor der i Tyskland blev afvist 6.000 ansøgninger ud af 8.800.

Vaccinationsskade kan næsten med sikkerhed fastslås, hvis barnet si­ger, at det har ondt i hovedet. Derfor skal barnet i hvert fald være så gammelt, at det kan tale. Takket være den gode sociale almentilstand og især vores gode ernæringstilstand har tidligere tiders børnesygdomme mistet deres forfærdeli­ge virkninger og følger. Der findes kun ganske få – om overhovedet nogen – tilfælde af bømetuberkulose, alvorlig kighoste, difteritis, stivkrampe og børne­lammelse. Som jeg har kunnet vise Dem, så er disse glædelige tilstande ikke forårsaget af vaccinationerne. Derimod synes jeg i dag, det er betydeligt vigti­gere, at skolemedicinen har forsøgt at tilsløre og fortie vaccinationsskademe, det problem, som den selv har fremkaldt.

Allerede for 30 år siden fik jeg at vide, at takket være vores “vacci­nationsvidenskab” ville problemet med vaccinationsskader snart blive løst, og at antallet af skader ville gå drastisk tilbage. Disse udtalelser har imidlertid været ønsketænkning, som ikke er blevet virkeliggjort i dag. Selv om tvungen koppevaccination blev ophævet i 1983, og selv om vaccination mod tuberkulo­se og kighoste næsten ikke er blevet gennemført siden 1989, så ligger antallet af ansøgninger om erstatning for vaccinationsskade højere i 1990 end i 1989. I 1989 var der ialt 216 ansøgninger om erstatning for vaccinationsskader. Dette tal steg i 1990 til 245.

Om dette og om lignende forhold sagde Dr. Peter Schmidsberger i sin kolumne:”Når læger er uenige….”, Bunte Illustrierte nr. 26, fra 23.06.1988:

“En kraftig hemsko for fremskridt inden for medicinen er ofte den fremherskende moral og naturligvis også det standshovmod og den forfænge­lighed,der gør, at nogle mennesker bliver kendte og betydningsfulde.”

Afværgede ulykker og forhindrede skader kan ikke bevises. Når skole­medicinen hævder, at millioner af børn er blevet reddet fra døden eller alvorli­ge skader, så derejer det sig ved den slags udtalelser om påstande, der ikke kan bevises. Man kan så tro på dem, eller lade være. Videnskaben bør kun gå ud fra sandheder, som kan efterprøves, ellers ender den i en blindgyde.Kun en søgen efter sandheden kan bevirke fremskridt, som er ægte og virkelige.

De kurver, jeg har vist, er uden fejl og indeholder kendsgerninger, der kan efterprøves. Aschner siger et sted: “ Medicinens historie er en historie fyldt med fejltagelser.” Jeg håber, at historien om “Vaccinationsbeskyttelse” er skolemedicinens fejltagelse.

Fra “Homøopatisk behandling af Vaccinationsskader” Rory Roy & Carola Lage-Roy –

Udgivet på Forlaget Klitrose 1995. Udsolgt fra forlaget.

Børnesygdommenes Naturlige Tilbagegang. Vaccinationer har tvivlsom beskyttende virkning og er ikke årsag til infektionssygdommenes tilbagegang.